Deltagerne er meget tilfredse med skydnings træneruddannelser

Evaluering af deltagernes oplevelse af de kurser og uddannelser, DGI Skydning har udbudt i 2023 viser, at deltagerne er meget tilfredse. Skytternes evaluering ligger generelt langt over DGIs gennemsnit for kurser og uddannelser

Der er store roser til både undervisere og kursernes opbygning i deltagernes evalueringer. Foto: Ida Søby Fogh

Skytternes kurser og uddannelser får tårnhøje evalueringer af deltagerne i 2023.

Indenfor alle de områder, der bliver evalueret scorer uddannelser og kurser under DGI Skydning i gennemsnit mindst 9,3 ud af 10 mulige

Det gælder spørgsmål som om man vil anbefale en ven at deltage i samme kursus, om underviseren levede op til forventningen og om indholdet er relevant og brugbart i hverdagen.

Det viser en opgørelse, som konsulent Ida Søby Fogh har lavet af alle de evalueringer, som deltagere på DGI Skydnings kurser og uddannelser har lavet.

”Tallene viser, at vi laver nogle virkelig gode kurser, med rigtig dygtige undervisere. Det er dejligt at se, at vores arbejde med at udvikle og optimere uddannelserne bærer frugt på den måde. Så vi skal bare fortsætte med at evaluere, udvikle og gøre det endnu bedre,” siger idrætskonsulent Ida Søby Fogh, der er ansvarlig for uddannelserne i DGI Skydning.

Skytterne er gode til at evaluere

Evalueringerne fra DGI Skydnings deltagere er også langt mere positive end i DGI i gennemsnit, hvor gennemsnitsvurderingerne ligger mellem 7,3 og 8,6 ud af 10.

OG derudover har DGI Skydning også en markant højere svarrate. Hele 62 procent af alle deltagere på kurser og uddannelser i 2023 har udfyldt evalueringsskemaet. Det samme gør sig gældende for 17,2 % af DGIs samlede antal deltagere på kurser og uddannelser.

Nye uddannelser kommer til

Gennem de seneste år har Ida Søby Fogh og en gruppe fagligt dygtige undervisere arbejdet på at opdatere Hjælpetræner og Træner 1 uddannelserne på riffel og pistol. Desuden er udviklingen af en Ungtræner-uddannelse på riffel færdiggjort. Denne har allerede kørt syv gange i 2023 og målet er at få endnu flere unge til at melde sig på banen i 2024.

”Uddannelsen kørte som forsøg i 2022 og er gennemført syv gange i 2023. Det er dejligt at se, at den er taget så godt imod, og at landsdelene kan få holdene fyldt op. For der er ingen tvivl om, at det er godt for de unge at snuse til trænerrollen som supplement til deres egen træning, ”siger Ida Søby Fogh.

Her er nogle kommentarer fra deltagerne: 

  • Super godt kursus med dygtige instruktører. Kan varmt anbefales.
  • God veksling mellem teori og praksis på kurset.
  • Teori og praksis kombineret fungerede rigtig godt. Godt at prøve de enkelte skydeøvelser af undervejs samtidig med øvelser i instruktion i stedet for at sidde i 8 timer og se en powerpoint.
  • Blandingen mellem teori og praksis er rigtig god. Man får afprøvet de ting, man gennemgår med det samme og er tit væsentligt for mange, at teorien sidder bedre fast, hvis man lige har været inde på skydebanen og afprøve det.
  • Det er et kanon godt kursus. Super godt mellem teori og praksis.
  • Kompetent og imødekommende underviser med god evne til at differentiere ift. kursisternes faglige niveau.
  • Dette giver blod på tanden til at komme på Træner 1 og 2.