Hvad kan en lille idrætsforening gøre, når en stor krig raser?

Anna Mikhalkova slog øjnene op i sin studielejlighed i Holbæk Sportsby om morgenen den 24. februar 2022. Hun havde sovet over sig, og vejrudsigten lovede regn eller slud, men det var noget helt andet, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.

For da hun åbnede appen Telegram, var det sociale medie eksploderet og pludselig blev det, der skulle have været en almindelig dag i jagten på at repræsentere Ukraine i badminton ved de olympiske lege, pludselig et spørgsmål om liv og død.

”Jeg håber, at din familie er okay,” stod der i flere beskeder.

Anna anede ikke, hvad der var sket. Hvorfor skriver folk til mig, at de håber min familie er okay, tænkte hun. Så fik hun beskeden fra sin far.

Krigen er begyndt, skrev han. Og mens Anna gned søvnen ud af øjnene, var mennesker, hun kendte, allerede på vej mod grænsen for at forlade landet.

Ordet krig fik billeder af sønderbombede huse og mennesker revet i stykker til at tone frem i Annas hoved.

Blot 40 kilometer fra grænsen til Rusland, i Kharkiv, befandt Annas far sig. Normalt Ukraines næststørste by, hvor borgere dagligt krydser grænsen for at arbejde eller besøge relationer. Nu, med et trylleslag, i første række for russernes fremrykning.

Anna mærkede panikken brede sig, da hun ringede til sin far. Han manede til besindighed. Udover en fjern buldren tidligt om morgenen, indikerede intet at en krig var brudt ud. Anna kunne høre på ham, at han havde svært ved at tro på, at der var krig.

I Rusland, hvor Annas mor og lillebror bor, havde man også svært ved at tro på, at det kunne være rigtigt. Lad os nu se, hvad det bliver til. Der må næsten være tale om en misforståelse.

"Tag du blot til træning," sagde Annas far.

Med det in mente gjorde Anna sig klar til træning. Men da Anna trådte ind i træningshallen, blev hun bekræftet i, at der var grund til bekymring. Alle kiggede på hende. Verdens øjne var drejet mod situationen i Ukraine.

I videoen fortæller Anna, hvordan det var at vågne op til nyheden om, at ens hjemland er i krig.

Snart stod det klart, at krigen ikke ville stoppe om lidt. Bomber begyndte at falde, tabstallet steg. Universitetet i Kharkiv, hvor Anna havde studeret, blev bombet og ødelagt. En kollega fra det ukrainske landshold mistede sin far.

I Danmark gik Anna fra at være økonomisk støttet professionel badmintonspiller på Badminton Europes elitetræningscenter i Holbæk til at være krigsflygtning in absentia.

Gør det krig lettere, når man "kun" har oplevet krigen på afstand, ikke selv er kravlet ud af murbrokkerne, har hørt kuglerne hvisle og mærket jorden ryste? Eller er det sværere at forstå?

"I de første måneder føltes det meget urealistisk og surrealistisk. Sker det virkelig eller er det et mareridt, du en dag vågner op fra? Men efter noget tid, indser du, at det er virkeligt. Det gør mig ekstremt trist, og jeg forstår ikke meningen med det," fortæller Anna Mikhalkova.

November 2021 var sidste gang, Anna Mikhalkova besøgte sin far og sit hjemland i Ukraine. Tre måneder senere brød en krig ud, som har udslettet tusindvis af liv og byer. Heriblandt over 260 ukrainske sportsatleter og 330 sportsfaciliteter. Foto: Bo Nymann

Anna oplevede også at føle skyld over at være fri af krigens rædsler. 

"Jeg følte skyld over, at mine venner ikke kan forlade landet. Over, at andre ikke får mulighed for at studere på universitet, ligesom jeg fik. Det var svært at spise og have adgang til mad, når der var mangel på mad i Ukraine, og min far ikke havde nok at spise. Var jeg ude med mine venner her i Danmark, var det svært at nyde, for hvordan kan jeg have det sjovt, mens folk lider i Ukraine," fortæller Anna Mikhalkova.

"Det var ret hårdt i et par måneder. Men så talte jeg med en ven i Ukraine, som sagde, nej, du skal ikke føle dig skyldig. Det er ikke din skyld. Hvis du har denne mulighed, skal du leve et normalt liv. Det hjalp, så nu sætter jeg måske endnu mere pris på alle de små ting og prøve at værdsætte det."

Helt lavpraktisk var Anna da også nødt til at forholde sig til sin egen situation.

”Faktisk tror jeg, det først var for nylig, måske fire måneder siden, at det gik op for mig, at mit liv også var blevet ændret. Selvom krigen kom som et chok, har jeg jo ikke været i krigen eller været nødt til at flygte, så det føltes ikke som om, at mit liv var ændret. Men det var det. Jeg var ikke rigtig klar over det.”

"Det er hårdt at vide, at ens hjemland og familie er i krig. Jeg længes efter at tage hjem, men det er for for farligt. Helt ærligt er jeg også bange for det syn, som møder mig." Foto: Bo Nymann

Krigens udbrud betød, at det økonomiske grundlag for Anna og ukrainske spillere over hele Europa, forsvandt fra den ene dag til den anden. For Annas vedkommende forsvandt støtte fra det ukrainske badmintonforbund, honorar for landsholdet og lønnen fra et job hos Yonex' ukrainske afdeling.

"Vi er på egen hånd, så at kvalificere sig til OL under de omstændigheder er urealistisk. Jeg tror, at der kun er én spiller, der fortsat forsøger. Resten af os har opgivet det. Det kan ikke lade sig gøre, hvis jeg vil have et normalt liv."

Drømmen om OL er derfor i dag skiftet ud med en ambition om at dygtiggøre sig som træner.

Bjarne Næslev, formand i Jernløse Badmintonklub, var ikke sen til at brede foreningslivets vinger ud, da krigen brød ud.

Økonomisk kan foreningen ikke kompensere for den forsvundne indkomst, men en ekstra dag som træner, og et stykke af vejen kunne der blive til.

Anna lægger ikke skjul på, at arbejdet med foreningens børn og unge spiller en stor rolle for hendes trivsel og er med til få krigen på afstand.

"Jeg er velsignet at have de mennesker omkring mig. Jeg føler ikke, jeg har ret til at være negativ, når jeg er i hallen," siger hun.

"Børn kan mærke, hvis du er ked af det. De spejler din tilstand, og jeg vil ikke læsse mine problemer over på dem, så det er meget vigtigt for mig at give positiv energi til børnene. Endda også seniorspillerne," siger Anna Mikhalkova.

Anna er træner for senior og ungdom i Ringsted Badminton samt ungdom i Jernløse Badmintonklub. Foto: Bo Nymann

Anna Mikhalkova tjener også penge som professionel badmintonspiller ved at repræsentere klubber i Tyskland, Polen og Portugal, men hun er ikke sen til at understrege betydningen af netværket i Jernløse.

Juleaften tilbragte hun hos i privaten hos formand Bjarne Næslev og hans familie. En anden familie lavede en adventskalender til hende.

"Den var så sød, og jeg blev så overrasket. At åbne de håndpakkede gaver føltes som et eventyr. Som en overraskelse arrangerede Bjarne og nogle af familierne også en fødselsdagsmiddag for mig. De spørger altid, hvordan jeg har det, ser mine kampe, tilbyder at køre mig til lufthavnen, når jeg skal rejse og mange andre små ting, der faktisk er meget store for mig."

"De prøver virkelig at få mig til at føle mig hjemme i Danmark. Jeg har et godt forhold til alle i klubben, og de er søde til at invitere mig. De prøver at sikre, at jeg ikke går glip af alle de fine ting."

Hvordan livet i Danmark ville være uden støtten fra Bjarne og klubben i Jernløse er svært at svare på. Heldigvis behøver Anna Mikhalkova ikke forholde sig til det. 

"Det er svært at sætte ord på, hvor taknemmelig og velsignet jeg er for at have de mennesker i mit liv. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort uden. Jeg ville nok have overlevet, men det ville ikke være det samme," siger Anna Mikhalkova.

Sikkert er det, at det har hjulpet Anna til at blive integreret. Hun er klar over, at alle ikke er den samme medmenneskelige omsorg forundt. Men det er heller ikke budskabet. Budskabet er, at hjælpen, uanset omfanget, gør en forskel.

For eksempel at få en hjælpende hånd til at integrere sig.

"Danskere gør et ekstremt godt stykke arbejde. Bjarne er enormt hjælpsom, men jeg ved, at det ikke er så nemt for alle, for alle har også travlt med deres eget. Men det at hjælpe nogen til at integrere sig i samfundet, kunne være en god ting for mange ukrainere. Måske kunne man vise dem nogle af de mange fine traditioner, I har i Danmark. Det tror jeg ville gøre mange ukrainere glade."

Formanden selv, Bjarne Næslev, som spiller så stor en rolle i historien om Anna, har kun gjort, hvad han følte var rigtigt at gøre, og fordi han har tiden til at gøre det. I Annas tilfælde betaler indsatsen sig.

"Hun gør alt for børnene, og de elsker hende," siger Bjarne Næslev og tilføjer, at gevinsten er gensidig. Hun arbejder hårdt og den kulturelle udveksling er også sund for klubbens medlemmer.

"Anna er, hvad man vil kalde et rigtig godt, dansk klubmenneske."