Nyt onlinekursus for bestyrelsen omkring sikkerhedsbestemmelserne

Idrættens E-læring lancerer nu et nyt e-læringskursus om sikkerhedsbestemmelsernes betydning for bestyrelsen i skytteforeninger. Det er især relevant for kommende og nuværende bestyrelsesmedlemmer.

Det nye 'Bestyrelsens onlinekursus' er ikke obligatorisk for skydeledere, men skal ses som en hjælp til at bestå den obligatoriske skydelederprøve. Foto: Jens Hasse

Siden 1. juli 2019 skal der altid være en skydeleder til stede ved skydning med både luft- og registreringspligtige våben i skytteforeninger.

Læs også: Nyt onlinekursus til skydelederprøven ligger klar

Og nu lanceres der et nyt onlinekursus om kapitel 4 i Sikkerhedsbestemmelserne om ansvarsområderne for bestyrelsen i skytteforeningerne. Kurset er især relevant for kommende og nuværende bestyrelsesmedlemmer, men også for alle andre, der i øvrigt er involveret i sikkerheden i foreningen. Kursets indhold er en del af skydelederprøven, der skal bestås for at virke som skydeleder.

Bestyrelsens onlinekursus er ikke obligatorisk, men skal ses som en hjælp til at bestå den obligatoriske skydelederprøve og understøtte det gode arbejde, der udføres landet over for at fastholde den høje sikkerhed i skydesporten. Kurset er gratis, og du lærer om bestyrelsens opgaver og ansvarsområder omkring:

  • Udpege skydeleder og efterleve sikkerhedsbestemmelserne

  • Overladelse af våben til medlemmer og ikke-medlemmer

  • Nye skytter, ID, prøveperiode og logningskrav

  • PR og åbent hus arrangementer

  • Skydebanen

  • Sikkerhedsmaterialer

Kurset tager ca. 20 minutter og kan enten tages alene eller sammen med resten af bestyrelsen foran den samme skærm for at have et fælles udgangspunkt for at varetage sikkerheden i jeres forening. 

Sådan gør du

Du finder kurset på DIFs portal, Idrættens E-læring: www.ie.dif.dk

  • Er du NY BRUGER? Tryk TILMELD bruger, udfyld felterne og vælg skydning på listen
  • Er du ALLEREDE BRUGER? Har du allerede oprettet en bruger, f.eks. for at tage skydelederprøven, skal du logge ind med samme brugernavn (email) og adgangskode. Har du glemt din kode, kan du få en ny.
  • Efter log ind: Vælg Webshop i toppen og derefter Skydning fra menuen til venstre
  • Vælg ”Bestyrelsens onlinekursus” – God fornøjelse!

Prøv også E-læring for skydeledelsen
Skydeledere, banekommandører og standpladshjælpere anbefales at tage Skydeledelsens onlinekursus, der gennem video, billeder og små quizzer skaber interaktiv læring. 

Læs også: 5.000 skydeledere uddannet i løbet af 2019

Skydeledelsens Onlinekursus har været tilgængeligt siden juni 2019 og får altså nu selskab af endnu et onlinekursus, så både kapitel 3 og 4 i sikkerhedsbestemmelserne er dækket. 

Både Bestyrelsens Onlinekursus og Skydeledelsens Onlinekursus er oplagte at gennemføre forud for Skydelederprøven. Find det hele på Idrættens E-læring på www.ie.dif.dk. Kurserne er gratis.