Af Kirstine Grotkjær

Hvordan skaber vi rammerne for, at flest mulige børn kan være med i en forening? Det er noget af det, som Dorthe Kock Ahrenkiel, der er konsulent i DGI med ansvar for inklusion, arbejder med. De seneste fire år har hun blandt andet være med til at stå for instruktøruddannelse af Jump4fun-instruktører.

En del af at skabe gode rammer er at have nogle trænerne, der formår at se børnene, som de er – særlige behov er underordnede.

"Som barn vil man ikke rummes, man vil bare gerne være med. I stedet for at gå ind i de forskellige diagnoser, kan du som træner huske på, at alle børn er forskellige og har forskellige behov," lyder det fra Dorthe Kock Ahrenkiel.

Hvilke udfordringer møder I?

At have fokus på diagnoserne kan tage motivationen fra trænerne. I stedet kan man flytte fokus til, hvilke udfordringer de reelt møder.

"Vi skal klæde trænerne på til at være nysgerrige omkring, hvad der sker i træningen, og hvilke børn det er, de har med at gøre. Det er adfærden og ikke diagnoserne, der udfordrer trænerne. Selv den samme diagnose kan vise sig meget forskelligt adfærdsmæssigt ved forskellige børn," forklarer Dorthe Kock Ahrenkiel.

Som træner kan du kigge indad og se på, hvordan du tackler udfordringer. Eksempelvis kan du tænke på en situation, hvor det blev svært, og hvordan du så kom videre. Det kan blandt andet være en udfordring, når du som træner har lavet en plan, og børnene så gør noget andet.

"Du skal overveje, om du kan tilpasse din aktivitet til børnene, eller om børnene skal tilpasse sig aktiviteten. Børnene vil gerne, hvis de kan, men falder fra hvis de ikke kan eller ikke forstår," siger Dorthe Kock Ahrenkiel.

Hun påpeger dog, at det er ikke kun trænerens opgave at skabe en god træning. Børnene selv og deres forældre kan sige meget om, hvad de har brug for, og som træner må du gerne bede forældrene om hjælp og råd. Forældrene er også interesserede i, at deres børn får den bedst mulige oplevelse.

Idrætten er underordnet

Foreninger og trænere kan være med til at vejlede forældre og børn, så børnene kan finde den rigtige idræt at gå til. Mens nogle børn har stor gavn af at gå til holdidræt, trives andre bedre i mere individuelle idrætter.

"Skydning er efterhånden en kendt historie i forhold til børn med ADHD, da det er bevist med forskning, at det styrker børnenes koncentrationsevne. I kampidræt er der en ro og disciplin, der kommer både de vilde drenge og forsigtige piger til gavn. Tennis og padel kan også være gode idrætter for børn med ADHD og autisme, fordi der er nogle klare rammer og regler," siger Dorthe Kock Ahrenkiel og tilføjer:

"Dog handler det mest af alt om holdet og det at gå til noget frem for selve idrætten. Hvis der er gode rammer, der passer til børnene, er idrætten underordnet."

Sådan gør du, hvis du er træner for børn med diagnoser

DGI og Solsikke­programmet

DGI og Solsikkeprogrammet