Hvem kan lave landsstævnesangen 2025?

DGI og Efterskolerne udskrev i starten af 2024 en sangkonkurrence i anledning af DGI Landsstævne 2025 i Vejle

OBS: KONKURRENCEN ER NU SLUT! VINDEREN VIL BLIVE OFFENTLIGGJORT I AUGUST.

Kan du skabe den helt rigtige stemning i en ny landsstævnesang? DGI og Efterskolerne går endnu engang sammen om at lave landsstævnesangen.

Alle komponister og forfattere inviteres til at byde ind med en færdig fællessang. Vindersangen kåres af en jury, og sangen lanceres i efteråret 2024 som optakt til Landsstævnet i Vejle i 2025. Sangen skal derudover være en del af Landsstævnets åbningsshow i juli 2025, som transmitteres på direkte TV, og hvor flere tusinde mennesker synger med. Sangen skal favne alle generationer lige fra efterskoleeleverne til pensionisterne – og alt midt imellem.

”Målet er at få en landsstævnesang med god energi, der rammer nerven af landsstævneånden, som handler om fællesskab, sammenhold, frihed, idræt, bevægelsesglæde og venskaber”, siger Rasmus Skov Borring, der er medlem af juryen og komponist til efterskolernes landsstævnesang ”Gi’ os lyset tilbage” fra 2009.

Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskoleforeningen, tilføjer: ”En landsstævnesang skal både kunne ramme det særlige ved DGI Landsstævne, og den skal kunne ramme noget universelt folkeligt i en let og genkendelig form”.

Landsstævnesangen 2025 kåres af en jury bestående af:

  • Rasmus Skov Borring, pianist og komponist
  • Marianne Søgaard, komponist og højskolelærer
  • Hanne Lene Haugaard, medlem af DGI’s hovedbestyrelse
  • Helene Eiler Ernst, sangformidler
  • Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskoleforeningen
  • Helene Valgreen, vicedirektør Efterskoleforeningen
  • Mette Hansen, viceforstander Musikefterskolen i Humble

”Vi ønsker en landsstævnesang, der både er, som vi elsker det – nemlig genkendelig i sin form og god at synge, men som alligevel gerne må overraske”, siger Hanne Lene Haugaard, jurymedlem og medlem af DGI’s hovedbestyrelse.

Juryen skal modtage en færdig fællessang med både tekst og melodi. Efter udvælgelsen produceres en professionel indspilning af sangen, der udgives på alle streamingtjenester. Forfatter og komponist skal selv anmelde sangen til Koda og bevarer dermed rettighederne, mens DGI og Efterskolerne frit kan råde over lydindspilningen i forbindelse med lancering og markedsføring af landsstævnet. Sangen optages desuden i den kommende udgave af Efterskolesangbogen. Rettighedshavere giver tilladelse til, at tekst og node må ligge til frit download på landsstævnesangens website. Intentionen er, at så mange som muligt kan lære sangen at kende og tilgå den i tiden op til stævnet.

Konkurrencekriterier

  • Juryen skal modtage en færdig fællessang fredag d. 5. april kl. 12.00 på landsstaevne@dgi.dk.
  • Node med melodi/becifring og tekst i pdf samt en indspillet demo på en lydfil sendes samlet.
  • Der lægges i udvælgelsen vægt på litterær kvalitet samt en fængende melodi, der kan synges. Formen må gerne være genkendelig, men sangen må gerne udfordre den traditionelle ramme i både tekst og musik. Et tilbagevendende omkvæd fungerer ofte godt.
  • Sangen skal være relevant og vedkommende for alle aldersgrupper, der deltager ved landsstævnet. Intention er, at ung som ældre skal kunne relatere til sangen – tænk derfor i formuleringer, der kan fortolkes af den enkelte på tværs af alder. Vær gerne poetisk nytænkende og undgå floskler.
  • Landsstævnet foregår i Vejle, men sangen skal ikke handle om Vejle. Tænk i bredere vendinger, så sangen kan få et liv efter landsstævnet også. Det handler mere om de mellemmenneskelige værdier fremfor den konkrete lokation.
  • Der er en pengepræmie på 25.000 kr. til forfatter og 25.000 kr. til komponist. Er der flere bidragsydere fordeles præmien.
  • Vindersangen udpeges primo juni, men offentliggøres først til august. Alle bidragsydere i konkurrencen får besked i juni.

43909 L2025 Nyhedsbrev Sangkonkurrence 600X334 02