Badmintonklub går og løber jorden rundt i virtuelt fællesskab

Vældigt motionsprojekt for TPI Badmintons medlemmer og familie får uopfordret sponsorer til at udlodde præmier og penge.

En glad TPI-familie, der bidrager med km. til turen rundt om jorden Foto: Anette Stage Madsen

Én måned har TPI været i gang, og netop har de rundet en fjerdedel af turen rundt om jorden.

Læs også: Kom i form på gåturen

I et virtuelt fællesskab samarbejder omtrent hundrede medlemmer fra TPI Badminton og deres familier.

Børn, ældre og alle imellem bidrager til, at klubben hver dag tilbagelægger kilometer i massevis. Kun løb eller gang tæller med, da cykling ville få klubben for hurtigt rundt om jordkloden. Undervejs på ruten er der præmier til flere heldige vindere fra sponsorer.

”Der er flere forældre med virksomheder, der henvender sig med præmier. Det er helt vildt fedt! Det startede bare med, at vi ville holde os i gang.”

Formand for TPI Badminton, Kent Baden

Uopfordret har sponsorer henvendt sig med præmier. De har blandt andet doneret ugepræmier i form af gavekort på 300 kr. til butikker i byen, 12 kilo kaffe og kakao. Derudover har de også sponsoreret delmålspræmier, som udloddes, når klubben runder henholdsvis 10, 20, 30 og 40 tusind kilometer. Den første vinder har netop modtaget en ny badmintonketsjer.

badmintonketcher.png

Når klubben hele vejen rundt om jorden, venter også en målpræmie fra sponsorerne. Den består i kapital til klubkassen. Alt dette er sket, uden klubfolk har været rundt at banke på døre.

Læs også: Har I fokus på bevægelsesglæde i din forening?

Et tillidsbaseret projekt

Helt bevidst har klubformand Kent Baden ønsket et motionsprojekt, der kunne strække sig over længere tid, som ikke var en lynkonkurrence.

”Vi ønskede, at TPI-familier ville komme væk fra skærmen og få motioneret. Det er tydeligt, at nogle familier går til den, og det er alletiders! Men med vilje honorerer vi ikke dem med flest kilometer. Projektet er baseret på tillid, og det skal være hyggeligt,” siger formand Kent Baden.

I en gruppe på Facebook angiver medlemmer en til to gange i ugen, hvor mange kilometer de har indvundet i ugens løb. Alle kilometer fra hvert familiemedlem i husstanden tæller med.

”Selvom det kun er et barn i husstanden, der går til badminton, deltager hele husstanden i projektet, og begejstringen er stor,” fortæller Kent Baden.

Et par gange i løbet af ugen sammentæller Kent de indgivne kilometertal. På Google Maps indtegner han en rute, så medlemmerne kan følge med i, hvor langt de er nået.

Læs også: Nu skal der bankes til Badminton

TPI rute oversigt.png

Klubmenneske ind til kernen

Hver dag bruger Kent Baden 30-60 minutter på at registrere kilometerantal i et Excel-ark. Det er også ham, der kører rundt med præmier, når vinderne er fundet. Kent gør det frivilligt og sætter en ære i at bidrage til at holde hjulene kørende i foreningsdanmark. Da han selv var ung, fik han en masse oplevelser gennem foreningslivet, og det vil han gerne give tilbage.

Det er også en af grundene til, at han kom på ideen med at gå og løbe ’jorden rundt’.

”På en gåtur tog jeg en selfie med en sø. Billedet lagde jeg op i vores facebookgruppe og opfordrede medlemmerne til at gøre det samme. Så lagde jeg to bøtter Ben & Jerry-is i puljen til vinderne. Det startede konkurrencen, og derfra er det bare gået slag i slag,” fortæller han.