TRÆNERFOKUS: 'Det giver så meget igen at være MiniTon-træner'

Ikke kun børnene er tossede med MiniTon. Fire vidt forskellige MiniTon-trænere fortæller, hvorfor de elsker at træne netop denne aldersgruppe, og hvordan de har fået succes på deres hold.

I familien Rosenkær er hver tirsdag badmintontirsdag. 36-årige Martin Rosenkær fra Højby S&G - Badminton har spillet badminton hele sit liv, og den passion har han givet videre til sønnerne, der nu går på klubbens MiniTon-hold, hvor han selv er blevet træner.

Det startede for halvandet år siden, da Martin Rosenkær var med sin ældste søn til MiniTon, inden han selv skulle træne senere på aftenen. Den daværende træner brændte ikke længere for trænergerningen og stoppede, og så blev Martin Rosenkær og en anden forælder spurgt, om de ikke ville hjælpe.

Det ville de gerne. De fik hurtigt smag for at træne ungerne, og fra sidste sæson gik de helhjertede ind i det som ansvarlige for MiniTon i klubben. En beslutning, Martin Rosenkær ikke har fortrudt et sekund.

”Du får så fandens meget igen fra de her små krudtugler. Det er det, der driver mig. Du får så meget kærlighed og ærlighed tilbage, og du kan se, at de udvikler sig fra gang til gang,” siger han.

Artiklen fortsætter herunder.