Suveræne øboere: Derfor topper Samsø vinderlisten til Skole DM

Otte gange har elever fra Samsø stået som vindere af Skole DM i skydning. Spørger man ankerkvinden bag successen, er opskriften dels stor lokal opbakning samt erfarne instruktører, der kan hjælpe eleverne med at tackle presset.

Samsø-eleverne har gennem årene været særdeles godt skydende. Otte ud af 24 gange er de løbet med 1.pladsen, og 18 gange har øboerne været med landsfinalen. Billedet her er fra 2017, hvor Onsbjerg Lilleskole vandt foran Samsø Skole. Foto: Gregers Kirdorf

Måske er der noget i drikkevandet på Samsø. Måske er det den friske havluft, der omgiver øen i Kattegat? Eller måske ligger skydning bare i blodet på samsingerne? Sikkert er det i hvert fald, at elever fra øens skoler har vundet en tredjedel af gangene, siden Skole DM i skydning første gang blev afviklet i 1995. Otte ud af 24 gange for at være helt præcis. Det er voldsom overrepræsentation, når man tager elevtal og antal skoler i betragtning.

Læs også: Samsø brillerer til Skole DM i skydning: Rutine og ro er opskriften

Så hvad er det de kan, de øboere? Det har DGI Skydning spurgt Jenny Bissø om. Hun har været skytte siden teenageårene, og hun er om nogen ophavskvinde bag den succes, der har præget Samsø Skytteforening og de lokale skoler, siden de første gang deltog i Skole DM i skydning tilbage i 1997. Allerede i debuten skød samsingerne sig til tops. Dengang blev det til en sejr for Tranebjerg Skole 5.B, og Jenny Bissø var en del af de frivillige hjælpere og instruktører i Samsø Skytteforening, der havde taget turen til Vingsted sammen med eleverne.

"De to første år var vi ikke med, fordi vi var i gang med at bygge skydebanerne op her på øen. Men det første år vi er med, ender vi så med at vinde. Dengang var præmien et lejrskoleophold, og både præmien og selve landsfinalen i Vingsted var en rigtig stor oplevelse for os," genkalder 75-årige Jenny Bissø i dag.

"Vi kom på kommunekontoret her på øen og blev fejret med kagemand. Hele oplevelsen lægger en grobund for vores efterfølgende succes, vil jeg mene. For det betød, at forældrene i 4.klasse på skolen pludselig kom og spurgte os: ’Kan vi også få vores børn med næste år’? Så på den måde var vi heldige med at have succes fra start af, for interessen ude fra kom ret hurtigt," uddyber hun.

Træning i skoletiden

De indendørs skydebaner på øen ligger i Samsø Idrætshal klods op af Samsø Skole (der tidligere hed Tranebjerg Skole). Det betyder, at eleverne har let adgang til skydebanerne, og det har stor betydning, når man som forening vil forberede sine elever bedst muligt til Skole DM, siger Jenny Bissø.

Læs også: Skole DM giver nye medlemmer: Mou Skytteforening har knækket koden

"På den måde har det været let for os som forening at gennemføre træningen i forbindelse med den almindelige skoledag. Vi har kunne lægge træningen i de almindelige idrætstimer, og det er et kæmpe plus, fordi børnene og deres forældre ikke skal finde tid til det uden for skoletiden," forklarer Jenny Bissø.

Den lokale opbakning betyder derfor meget for Samsø Skytteforening, og den kommer både fra ledelse og lærere på den lokale folkeskole, Samsø Skole, men også fra øens lokale friskoler samt elevernes forældre.

"Det har haft en stor betydning, at skolen fra begyndelsen har bakket meget op om det. Vi har kun ti baner til rådighed, og vi kan ikke have alle eleverne til træning på én gang. Vi har fået eleverne ind i hold løbende, og det var skolen og lærerne helt ok med. Selvom det jo måtte have forstyrret undervisningen," siger hun.

Samsøs førstepladser

1997 Tranebjerg Skole 5. B

Ebbe S. Andersen, Betina Sørensen, Martin M. Madsen, Casper Buschbeck

2000 Tranebjerg Skole 5. B

Nanna Bissø, Mia Jensen, Eva Buchhave, Simone Øster

2005 Samsø Friskole

Simon Kjær, Arne Haagen Øster, Laurits Johansen, Charlotte Kjær

2006 Tranebjerg Skole 5. A

Stine Jeppesen, Rasmus Kleis, Jeppe Gylling, Gunilla Holm

2007 Tranebjerg Skole 5. A

Mette Marie Larsen, Louise Christensen, Maria Mikkelsen, Sofie Jensen

2008 Tranebjerg Skole 5. A

Henrik Kock, Camilla Sørensen, Hans Christian Larsen, Patrick Nielsen

2017 Onsbjerg Lilleskole 5.a

Sinuhe Monddrup, Friis Wiese, Isabella Jensen, Freja Vinter Jensen

2018 Samsø Frie Skole 5.

Tristan Jessen, Ida Skytt, Roselina Møller, Emma Jensen

Vis mere Vis mindre

Erfaring og rutine giver ro

Det gamle ordsprog om at succes avler succes, gør sig ifølge Jenny Bissø i høj grad også gældende, når man skal vurdere de flotte resultater fra Samsø. Selvom øboerne "kun" er løbet med sejren en tredjedel af gangene, har de været med i landsfinalen 18 gange. Og den erfaring kan instruktørerne give videre og dele ud af til skytterne, selvom det hvert år er nye elever, der skal i gennem møllen, forklarer hun.

Læs også: Skole DM i Skydning giver nye medlemmer – hvert år

Eleverne har eksempelvis en fast riffel hver, inde på skydebanen er det de samme voksne, der følger og guider børnene til at holde fokus på skydningen, og inden finalerne trænes konkurrencesituationer hjemmefra, hvor hvert skud tæller. Alt sammen for at forberede børnene så de ved, hvad der skal ske. Og når den store frivillige indsats giver pote, så giver det større lyst til at knokle videre.

"Skulderklap og gode resultater er jo en væsentlig del af det. Sådan er vi ikke anderledes end andre foreninger. Det giver stor lyst til at fortsætte med arbejdet. Der skal også være en gevinst ved indsatsen, for det kræver noget at være den, der melder holdene til konkurrencen, melder resultater ind og samler trådene. Det har været mig i mange år, og hvis man ikke har den ildsjæl i klubben, så er det svært at bære projektet i gennem," siger Jenny Bissø.

Se på udvikling, ikke resultater

Jenny Bissø var senest med til landsfinalerne i Skole DM i skydning i Vingsted i 2017. Dengang blev det til både 1. og 2. plads for to af de lokale skoler på Samsø. I dag har nye kræfter i Samsø Skytteforening overtaget styringen med Skole DM-deltagelsen, men konkurrencen står stadig Jenny Bissøs hjerte nær. For Skole DM i skydning har gennem årene givet en masse 5.klasses elever gode oplevelser med skydesporten, mener hun.

Udfordringen er bare at fastholde dem efter konkurrencen. For det er svært at bevare interessen, når først selve skole-konkurrencen er afviklet. Her handler det blandt andet om at skabe et træningsmiljø, der ikke fokuserer så meget på resultater, siger Jenny Bissø.

Læs også: Undgå frafald: 3 tips til at holde på skytterne efter Skole DM

"Skydning er hovedsageligt en individuel konkurrencesport, og det er svært at pakke konkurrenceelementet væk. Men selvom det kan være hårdt for nogle børn at opleve, at deres sidekammerat er bedre end dem, så er det også en del af sporten," siger hun.

Men der er flere måder at gribe det aspekt an på som skyttetræner og skytteforening, forklarer hun.

"Jeg har tit oplevet, at et barn var ked af det efter træningen, fordi skydningen ikke var gået, som de ønskede. Men der ville jeg sige: ’Ved du hvad? Du skød to point mere end sidst. Du har jo rykket dig. Det kan jeg se.’ På den måde kan vi forsøge at støtte eleverne ved at få dem til at fokusere på deres udvikling frem for resultater," lyder det sidste råd fra Jenny Bissø.