Kjeld, 40 km MTB: Det bedste er at være sammen med klubkammeraterne

I 2018 talte vi med en række deltagere både inden og efter deres deltagelse i DGI Hærvejsløbet. Her er det Kjeld Thomsen, som deltog på MTB-ruten på 40 kilometer.

Det var første gang i 2018, at Kjeld Thomsen deltog i DGI Hærvejsløbet. Foto: Anne Kildegaard Hansen

INDEN LØBET:

Hvor længe har du cykeltrænet?

”Jeg har cyklet mountainbike i fem år.”

Har du deltaget i Hærvejsløbet før?

”Nej, men jeg har været med til Per P Cuppen, hvor man kører alt det, man kan på en time fem forskellige steder i Herningområdet. Så det er bare fuld drøn på ude i terrænet på baner.”

Hvad er det særlige ved at stille op som hold og ikke køre individuelt?

”To af mine kammersjukker skal med, og vores hold hedder Team BM (Brande Motion) Hygge. Det er lidt sjovere selskabsmæssigt at køre sammen. Det giver noget socialt, og det kører vi meget på i Brande Motion. Det skal være hyggeligt og socialt, men også gerne lidt konkurrence.

Hvad er det særlige ved at køre mountainbike?
”Udfordringerne. Jeg kan huske, da jeg startede, hvor jeg sagde til mig selv, at det der hul kan jeg da ikke komme over. Men nu kører vi jo bare. Og vi har en forholdsvis god bane her i Brande, som ikke er offentlig, fordi det er en privat lodsejer, der har den, og så får vi lov til at låne den. Det er også os fra klubben, der vedligeholder den, så det er frivilligt arbejde, den er baseret på.

Hvad er dine forventninger til selve løbet?

”Jeg vil bare gerne have det sjovt – og gennemføre.”

EFTER LØBET:

Hvordan gik løbet for jer?

”Det gik rigtig godt.”

Hvad var det bedste ved at deltage?

”Det var at være sammen med andre klubkammerater, og kørslen i midtbyen var sjov. Jeg oplevede ikke nogle udfordringer undervejs.”

Hvad er chancen for, at du står på deltagerlisten igen til næste år?

”Den er rimelig stor.”