Ægteparret Thomas og Trine, 60 km MTB: Der var styr på det

I 2018 talte vi med en række deltagere både inden og efter deres deltagelse i DGI Hærvejsløbet. Her er det ægteparret Thomas og Trine, der sammen deltog på MTB-ruten på 60 kilometer.

I 2018 var det første gang, at Thomas og Trine deltog i DGI Hærvejsløbet. Foto: Anne Kildegaard Hansen

INDEN LØBET:

Hvor længe har I cykeltrænet?

”Vi har kørt mountainbike i to år.”

Har I deltaget i Hærvejsløbet før?

”Nej, det er også vores første løb.”

Hvad er det særlige ved at stille op som hold og ikke køre individuelt?

”Vores første rigtige sommerferier sammen, da vi var unge, det var cykelferier. Så det er bare noget, vi har genoptaget. Det er en fælles oplevelse, og vi ville nok ikke deltage, hvis vi ikke var to.”

Hvad er det særlige ved at køre mountainbike?

Thomas: ”Det er leg og sjov.”

Trine: ”Og så er det motion. For mig handler det også om at teste grænser og blive personligt udfordret ved at køre svære spor.”

Hvad er jeres forventninger til selve løbet?

Thomas: ”Jeg tror, det bliver hyggeligt, og så kommer vi til at køre nogle steder, vi ikke har kørt før.”

Trine: ”Vi kører ikke for at komme først. Vi kører for at hygge os.”

EFTER LØBET:

Hvordan gik løbet for jer?

”Løbet gik fint. Vi fandt et fint tråd, og så var det bare at følge de små røde skilte derudad.

På forhånd var vi lidt usikre på, hvor strabadserende ruten var, men de 60 km var ikke noget problem at gennemføre.”

Hvad var det bedste ved at deltage?

”Der var styr på arrangementet fra start til slut. Og hjemmebagt kage på depotet!”

Oplevede I nogle udfordringer undervejs?

”Udover modvind mødte vi ikke nogle udfordringer.”

Hvad er chancen for, at I står på deltagerlisten igen til næste år?

”Vi er nok mere til single tracks og lidt mere tekniske udfordringer, så det må tiden vise. Men måske kunne vi overveje en af de længere ruter som opvarmning til cykelferie.”