Skydning er min livline

"Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var så vild med skydning, da jeg var barn. Men der var ro, og det var bare dejligt. Nu kan jeg se, at jeg hele livet har brugt skydning som livline," fortæller den 47‐årige Jette Faurbye Andersen, der har vidst det meste af livet, at hun havde ADHD, men valgte først at få diagnosen for knap to år siden.

Som Jette Faurbye Andersen siger, har hun klaret sig ganske godt uden at være stemplet. Hun har uddannet sig til lærer og taget pædagogisk diplomuddannelse i psykologi, haft spændende jobs og sat to børn i verden. Men hun har også kørt i overhalingsbanen og været så engageret, at hun fire gange er gået ned med stress.

"Hver gang jeg har været nede med stress, har jeg oplevet, at skydningen har været det, der holder mig oppe. Det er her, jeg lukker af, finder ro og finder ind i min verden. Jeg er dybt afhængig – nogle bliver kriminelle, jeg blev skytte," lyder den humoristiske bemærkning fra eliteskytten, som i 20 år har modbevist folks fordomme om, at hun både var for gammel, havde for mange børn og lå for uroligt til at kunne gøre karriere inden for skydningen.

Jeg er kreativ og impulsiv, og så roder jeg ekstremt meget. Til gengæld er jeg så hammer engageret, at det hele snurrer, når noget har min interesse

Jette Faurbye

For et par år siden kørte hun galt og fik komplikationer og kroniske smerter, som gjorde, at hun ikke længere kunne skyde. Det fik hendes verden til at ramle og var årsagen til, at hun valgte at få en diagnose.

"Når jeg ikke kunne skyde, kunne jeg ikke få den ro, jeg behøvede. Ingen af mine handlestrategier kunne bruges, og jeg kunne hverken holde mit eget tempo eller sætte det ned," fortæller Jette og kommer med en beskrivelse:

"Forestil dig, at du holder om et elhegn, hvor der konstant bliver skruet op for strømstyrken, uden at du er i stand til at slippe. Sådan føles det at have ADHD, forklarer Jette.

Hun tilføjer, at hun er typen, der altid har haft 25 tankerækker kørende på en gang og har sprøjtet ideer, strategier og løsningsforslag ud. Nu er hun kommet på medicin, og hun føler, der er blevet så underlig tomt og stille i hendes hoved, at det er gået ud over hendes intelligens.

Skru ned for medicin og op for træning

Jette Faurbye Andersen forsøger at begrænse medicinen ved at skrue op for træningen på skydebanen i Viborg Skytteforening. Hun er god til at beskrive, hvad træningen gør ved hende.
"Jeg får ro på min krop og får trukket vejret. Når jeg skyder, kan jeg pludselig mærke gulvet, og det giver ro i hele kroppen. Jeg har jo levet et liv, hvor jeg har stået på tæer det meste af tiden, fordi jeg bare hele tiden er så klar, fortæller hun.

Eksperter har svært ved at forstå, at jeg kan være eliteskytte og have taget en uddannelse. Jeg kæmper for at komme ud af et stift system, så jeg kan få lov til at være mig selv og klare mig selv

Jette Faurbye

Hun bruger ofte et malende billede af, hvordan det er at have ADHD. Det føles som at have en sværm af fluer om hovedet, hvor man gerne vil klaske dem alle sammen for at komme dem til livs. Skydningen har lært hende at abstrahere fra sværmen og fokusere på den ene flue, hun skal ramme – og det er den sorte plet midt i skydeskiven.

Men skydeidrætten giver hende meget mere end ro – den giver også oplevelsen af succes og af at slå til.

"Jeg kan fuldføre skydning, og det er bare en dejlig fornemmelse at føle, at man for en gangs skyld slår til. I alle andre sammenhænge bliver jeg mødt med krav hele tiden, men jeg skyder kun for min egen skyld, og det er vigtigt, understreger hun.

Ens regler for alle

I skydning spiller det sociale en rolle, men som Jette Faurbye Andersen beskriver det, er det som at være alene sammen med andre. Man behøver ikke forholde sig til en masse ting, mens man skyder, ligesom man ikke behøver forholde sig til, hvordan andre klarer sig.

"Det er et kæmpe plus, at jeg får en lige nu og her belønning, når jeg rammer plet. Jeg slipper også for at forholde mig til folks arbejdsliv og privatliv, for snakken bagefter behøver ikke handle om andet end skydning," beretter hun og lader en bemærkning falde om, at det er ens for alle skytter, uanset om de har ADHD eller ej.

Netop det med at føle, at man ikke skiller sig ud, og at der gælder de samme regler for alle, er med til at gøre skydning til en god idræt for mennesker med særlige behov.

"Ingen ønsker at blive problematiseret og sat i bås. I skydning er der faste rammer og tydelige sikkerhedsregler, og ingenting er til diskussion. Og husk, det er ikke synd for os med ADHD. Jeg kommer ikke for at blive klappet på hovedet – jeg kommer for at skyde 10’ere. Men hjælp mig gerne med at pege på fluen, hvis jeg bliver for urolig, lyder meldingen fra en eliteskytte, der er glad for at have ADHD, selv om det giver en masse udfordringer.