Steen, 100 km gravel: Mange steder sagde vi: ’Hold op, hvor er det flot’

Steen Jessen fra Kjellerup Cykelklub var med, da DGI Hærvejsløbets gravelrute blev kørt for første gang i 2021. Han er begejstret for den afvekslende rute, de flotte områder og de lækre depoter.

Her er rytterne fra Kjellerup Cykelmotion inklusive Steen Jessen i aktion på gravelruten i 2021. Foto: Thomas Nyhus

I 2021 var gravel for første gang en officiel del af programmet til DGI Hærvejsløbet. Men en dedikeret gravelrute på 100 kilometer fra Rebild til Viborg var der lagt op til store naturoplevelser langs Hærvejen fra nord mod syd, og med blandt deltagerne var Steen Jessen.

Læs også: Roland, 300 km landevej: Derfor vender jeg altid tilbage til DGI Hærvejsløbet

Den 57-årige klubformand i Kjellerup Cykelklub begyndte at køre gravel to år tidligere og har siden været medvirkende til, at et hold i klubben cykler gravel fast en dag om ugen i vinterhalvåret.

Steen Jessen og flere andre klubmedlemmer havde tidligere kørt næsten alle ruter til DGI Hærvejsløbet, så da muligheden for at deltage på gravelcykel opstod, var de hurtige til at springe på.

”To medlemmer var med til at køre prøveturen forrige år. De synes, det var en fed rute. Så sagde vi, der havde kørt mere eller mindre alle ruter, at nu skulle vi prøve den nye gravelrute, for den så ud til at passe os godt,” siger han.

Kanongod rute

Steen Jessen og en makker tog bilen til et sommerhus i Virksund, cyklede til starten i Rebild og deltog så på den 95 kilometer lange rute sammen med fire andre fra klubben. De er meget begejstrede for ruten.

”Den var kanongod. Den var meget afvekslende, og vi kom igennem nogle utrolig flotte områder. Det meste af vejen var der perfekt føre til gravelcykler. Der var mange steder, hvor vi sagde: ’Hold op, hvor er det flot her.’ Der var godt terræn, og det var sindssyg flot. Det var en god oplevelse,” siger han og tilføjer:

Læs også: Ole, 160 km landevej: Det bedste løb, jeg kender

”Det var også første gang, vi prøvede at køre igennem en majsmark med fuld skrald. Det fik smilet frem, da vi kom ud på den anden side. Det var sgu fedt at prøve.”

Kører for at hjælpe hinanden

Også depoterne, der kendetegner DGI Hærvejsløbet, får rosende ord med på vejen.

”De var supergode. Der var ikke noget at komme efter. De var nemme at komme til, og det var nemt at komme af med cyklen. Der var god stemning og god betjening. Vi kunne bare godt have brugt dem lidt før,” siger Steen Jessen.

Alle seks mand fra Kjellerup Cykelklub holdt sammen og nåede hele vejen til målet i Viborg, selvom en enkelt var meget presset undervejs. Men når Kjellerup Cykelmotion deltager i motionsløb sammen, kører de for at få alle med hjem og ikke for at sætte en god tid.

”Det er ikke derfor, vi kører det. Det er for at få oplevelsen og hjælpe hinanden. For nogle var det langt, men de fik noget hjælp og støtte, og så klarede de den, og så var det en kæmpe sejr. Det gik der ikke noget af os andre af. Det er den filosofi, vi har,” siger formanden.

Læs også: Karina, 75 km landevej: Vi nød det virkelig meget

Gravelcyklen giver nye muligheder

I Kjellerup Cykelmotion er der seks-otte ryttere, der fast deltager på gravelturene, og som kører på gravelcykler. Og der kommer hele tiden flere og flere til. De fleste har tidligere kørt på mountainbike, men er af forskellige årsager hoppet over på gravelcyklen i stedet. Det gælder også for Steen Jessen.

”For mig fjerner alle mountainbike-sporene noget af det, jeg forstår ved at køre mountainbike. Jeg vil hellere ud og køre i noget natur. Jeg synes også, sporene er blevet farligere med de udfordringer, der bliver lavet for at gøre dem mere spændende. Jeg har det bedre med, at naturen bestemmer sværhedsgraden.”

Desuden har gravelcyklen åbnet lokalområdet op på ny for rytterne i klubben, der pludselig opdager helt nye veje, de ikke anede eksisterede.

”Der er en hel masse steder, hvor vi aldrig havde været før. Vi kørte der ikke på racer, for det kunne vi ikke, og vi kørte der ikke på mountainbike, fordi det var for nemt og kedeligt bare at køre ud af en lige grusvej. Men når du kommer på en gravelcykel og får noget fart på, er det bare fedt. Du får nogle helt andre muligheder, og der er ingen steder, du ikke kan køre. Det tiltaler mig rigtig meget,” siger Steen Jessen.