Fodbold Fitness for kvinder
Fodbold Fitness kombinerer fitness, fodbold og fællesskab, og giver sund og fleksibel træning.
Fodbold Fitness er DGI og DBU's fælles tilbud til dig, der er kvinde og elsker at spille bold.
Som en del af vores fælles vision, Bevæg dig for livet - Fodbold, har vi lavet et koncept, som giver dig mulighed for at kombinere fitness og fodbold og gøre træningen både sjov, sund og social.
Du kan være med til Fodbold Fitness for kvinder, uanset om du aldrig har sparket til en fodbold før, eller du tidligere har spillet en hel masse bold. Og så er spillet for kvinder i alle aldre.
Tilbuddet kan variere lidt fra fodboldklub til fodboldklub, men konceptet bygger i udgangspunktet på et 12 ugers motionsforløb, hvor intensitet og sværhedsgrad øges undervejs. Din træner tager altså udgangspunkt i dig, din form og dit niveau, og så udvikler du dig løbende og sammen med dit hold.
I Fodbold Fitness spiller I på mindre baner, så du kommer til at røre bolden ofte, og der er ingen turneringskampe at tage hensyn til. På den måde kan Fodbold Fitness også nemmere blive et tilbud for dig, der måske ikke har mulighed for at prioritere almindelig fodbold i en ellers travl hverdag.
Lyder det som noget for dig? Kom, vær med, og leg dig i form med danmarks nationalsport.