Flyt jer efter de unge

Unges ambitioner og tid til deres idræt vil svinge. Det skal klubben kunne rumme, ellers risikerer man, at de helt dropper idrætten.

Året er 2017, og sportschefen i Højbjerg Badminton konstaterer, at frafaldet blandt de unge spillere er tårnhøjt. Særligt i overgangen mellem efterskole og ungdomsuddannelse smider de unge ketsjeren. Derfor indledte han en snak med de efterskoler, klubben samarbejder med:    

"Jeg var utilfreds med at se, at 75 procent af dem, vi sendte afsted på en badmintonefterskole stoppede, når de kom tilbage. Det er ikke optimalt, hvis de mister lysten til deres idræt på efterskole, jeg synes jo tværtimod, de skulle få endnu mere lyst til deres idræt. Så jeg bad efterskolerne om at kigge på deres metoder," siger Michael Kjeldsen. 

Han indgår i et badmintontrænernetværk i Aarhus, hvor efterskoletrænerne også deltager. Her var det naturligt at starte samtalen om, hvordan klubber og efterskoler bedst støtter de unge, så de bevarer motivationen. På bare fem år er udviklingen vendt, så Højbjerg Badminton i dag får 100 procent spillere retur efter efterskole.

"Man kan let komme i en forkert gænge. Og den er vi heldigvis kommet ud af nu. Jeg tror, at nogle gange går vi andre og pålægger den unge spiller med et særligt boldøje nogle ønsker, som han slet ikke selv har. Og det kan dræbe lysten til idrætten, hvis ikke der er mulighed for at sige: Lige nu vil jeg gerne dyrke vennerne."

Hvad vil du egentlig?

Michael Kjeldsen peger både på kammerater, fester, fritidsjobs og mere fokus på skolearbejde som ting, der kan overtage den tid, de tidligere brugte på idrætten. Men han mener ikke, at klubben eller trænerne skal være bange for at lade de unge drosle ned på idrætten i en årrække:

"Vi spørger alle, hvad de vil. Måske vil ham europamesteren ikke spille mere end en gang om ugen, når han starter på gymnasiet. Og det kan være svært at sige højt. De færreste er udstyret med modet til at gå imod alle forventningerne. Men vi skal også lade de unge hygge sig, være unge og holde en pause," siger Michael Kjeldsen.  

Han ser en klar sammenhæng mellem de skift, der naturligt sker i livet og vores motivation til idræt. Mange vil neddrosle træningen i forbindelse med ungdomsuddannelse for så at opprioritere det igen bagefter. Og når så man stifter familie, kommer der igen en neddrosling i spillet. Derfor gør klubben meget ud af at kunne rumme alle spillernes forskellige ønsker og behov. 

"Vi elsker ikke gode badmintonspillere, vi elsker badminton! Så vores mission er, at alle spiller badminton. Når der kommer en 12-årig og siger, at han vil være verdensmester, så giver vi ham mulighed for at definere sin egen hverdag. Samtidig er der plads til, at man kan spille sammen med pigerne fra klassen og hygge sig. Vi faciliterer begge dele."

Hold dem i miljøet

Højbjerg Badminton Klub har på fem år fordoblet sit medlemstal. I øjeblikket har de særligt fokus på de 15-19-årige. Og her har de fundet nøglen til succes.

"Idræt kan bare noget specielt. Når de kommer ind i en hal, så ligger telefonen i tasken, og de er til stede. Lige meget om det er én gang om ugen eller fem. Vi fastholder dem i miljøet, og de hjælper os med frivillige opgaver. De er virkelig et aktiv."

Klubben har et samarbejde med en række efterskoler. Her har de gode erfaringer med at holde kontakten med spillerne, mens de er afsted: Nogen kommer hjem engang imellem og træner med, mens andre også spiller på nogle af klubbens hold, mens de er afsted.

"Når de kommer hjem, snakker vi om, hvad de gerne vil. Og hvis de vil spille i et mindre omfang end tidligere, så faciliterer vi det frirum, hvor de kan komme en gang om ugen og spille på deres egen måde, og de er ikke forpligtet til at spille kampe på noget særligt niveau," siger Michael Kjeldsen.