Bordtennis vender tilbage efter corona-nedgang
Fra 6846 til 7765 medlemmer. Det svarer til hele 788 nye bordtennisspillere. På blot ét år er der igen opblomstring i de danske bordtennisforeninger.
Efter to år med corona og nedgang i medlemstal, er bordtennis så småt ved at indtage sin plads igen. Det seneste år er medlemstallet steget med på 13,5 %.
De ældre stormer frem
Det går især stærkt for sig ved de ældre på 60+ og 70+, hvor der er en stigning på henholdsvis
20,8 % og 26 %. Det svarer til hele 484 nye medlemmer:
”Stigningen inden for de ældre bunder i vores rigtig gode frivillige i BAT60+, som ligger en stor indsats i opsøgende arbejde samt at finde steder at starte bordtennis for de ældre. Derudover var denne gruppe også de første ude og de sidste tilbage efter corona,” udtaler Henrik Møller, konsulent for DGI Bordtennis.
En af de foreninger, der har oplevet størst fremgang, er Odder IGF Bordtennis. De har fået en udvikling på 116,2 %, og går fra 37 til 80 medlemmer. 50 af dem er i alderen 60 og 70+.
Nye foreninger i DGI
Der er også optaget en række nye foreninger i DGI det seneste år, hvilket har været med til at skubbe tallene i den rigtige retning:
”Den generelle medlemsfremgang ligger blandt andet ved nye foreninger optaget i DGI – på Fyn ved både Korup bordtennis, HEP Ringe og Bordtennisklubben Triton samt Brøndby på Sjælland,” fortæller Henrik Møller.
Bordtennisklubben Triton har et flot medlemstal på 123 medlemmer. Det samme er gældende for Brøndby Bordtennisklub, hvor der er 116 medlemmer. Denne forening skiller sig ud ved at have en overrepræsentation af børn og unge. 65 af spillerne i Triton er mellem 7-18 år gamle.
Kom til åbent hus
Bordtennis er en idræt for alle, og der er altid plads til endnu flere bordtennisspillere. Henrik Møller opfordrer alle interesserede i at møde op til åbent hus i august og september, hvor man kan prøve idrætten af:
”Vi vil gerne fremhæve uge 35, hvor der er åbent hus for ungdom og uge 37, hvor der er åbent hus for 60+, som rigtig mange foreninger landet over støtter op omkring. Det skaber i den grad gode muligheder for, at nye spillere kan komme ind og opleve vores fantastiske sport.”