Mere end cowboyhat og støvler

De forventningsfulde stemmer giver ekko i den store gymnastiksal.  Store sølvfarvede termokander bliver hevet frem fra taskerne, mens de deltagende skifter deres kondisko, sandaler og laksko ud med danseskoene. Om lidt går det hele i gang. Den sukkersøde duft af parfume blander sig med en duft af gummisko og harpiks, der minder én om idrætstimerne i folkeskolen. Som mønstrene i et kalejdoskop slanger striber af blå, gul og rød sig afsted på hallens gulv, uvidende om at de om lidt bliver forvandlet til et dansegulv.

Vesthallen på Fussingsvej i Horsens er denne søndag blevet indtaget af 40 danseglade personer til arrangementet ”Linedance teknik- og inspirationsdag”. DGI har, med Gitte Nygaard Andersen i spidsen, stablet arrangementet på benene, som bliver ført an af instruktør og koreograf Niels Poulsen. Niels har vundet adskillige priser for sin rolle som instruktør, koreograf og danser. Han er desuden stifter af foreningen Love-to-Dance Denmark, men hans store passion er hans kamp for at gøre op med fordommen om, at linedance kun er for modne mænd og kvinder i støvler og cowboyhatte.

Meget mere end country linedance

”Det handler om for mig, at få folk til at se, at der var andre sider af linedance end kun country. Country er også en stor del af vores linedance verden (…) men jeg ville bare gerne have, at vi fik hele verdenen inkluderet, sådan at linedance er lig med rigtig meget mere, end kun at linedance er lig med country linedance,” forklarer Niels Poulsen.

Danserne står nu på rad og række, og de leverer synkrone spark, step og sving på stribe. Fra højtalerne flyder en broget blanding af swing, rock og elektronisk popmusik, der kan mærkes gennem fødderne og helt op i maven. Kun når danserne indføres i de nye trin, kan man høre lyden af fyrre danseskos knagen mod gulvet. Danserne begynder langsomt som et damplokomotiv, men når først trinnene er på plads, så går det stærkt. For en udefrakommende kan det måske lyde som det rene volapyk, når der bliver talt, klappet og råbt: ”cross point-cross point”.

Kan du skrue lidt op for musikken?

Lyder det et sted fra mængden

En af danserne er Marianne Christine Jensen - linedancer på tyvende år og instruktør på tiende. På hendes ryg kan man se, at hun tilhører klubben ”Horsens New Style - Dance Club”. Til spørgsmålet om, hvorvidt man skal kunne noget specielt for at gå til linedance, lyder der et klart svar:

”Nej.” Hun uddyber, ”det er et spørgsmål om, at man tænker, at det her vil man gerne (…) vi har også nogle, der ikke har rytme i kroppen, men ofte så kommer det lidt hen ad vejen.”

Sidst på eftermiddagen har de fyrre dansere lært fire nye danse. På bordet står en vandflaske med store, blå blokbogstaver: DRIK VAND. Der bliver kortere mellem pauserne, ligesom sweatere ryger af. Nogle dansere snurrer af og til omkring sig selv eller vifter med armene, men de bliver mødt med et smil og en varm latter. Miriam Petersen har danset linedance i et år, og følelsen af at man ikke bliver set skævt til, kan hun genkende hos sig selv:

”Det er sådan jeg oplever hele det her linedance community (…) når man drejer forkert rundt, så står man lige pludselig overfor en helt vildt øvet, så siger de bare hej.”

Miriam har også selv oplevet, at hendes veninder har fordomme om, hvad linedance er. Hun fortæller om en 80-årig ældre kvinde, der altid møder op støvler, hat og flæser, fordi det for hende er en del af kulturen. Spørger man til gengæld Miriam, om hun selv kunne tænke sig at møde op i samme tøj, svarer hun grinende:

Du kommer ikke til at se mig i cowboyhat og støvler, det kommer ikke til at ske, den vil jeg godt være fri for

Miriam Petersen, linedancer