DGI Floorball er en realitet

Siden 2015 er begejstringen for floorball vokset støt, og nu har DGI taget konsekvensen af succesen ved at etablere ”DGI Floorball” og samtidig underskrive en visionær samarbejdsaftale med DIF-forbundet ”Floorball Danmark”.

Da 2020 skiftede til 2021 var det ikke kun begyndelsen på et nyt år, men også starten på DGI Floorball. Selv om DGI’s konsulenter har arbejdet med floorball siden ”Bevæg dig for livet”-projektet begyndte i 2015, har stavsporten ikke været en regulær idræt med selvstændigt budget, idrætsledelse og fokus på alle aldersgrupper. I ”Bevæg dig for livet – Floorball” var – og ér – der kun fokus på MotionsFloorball for teenagere og op, men med DGI Floorball kommer der også fokus på aktiviteter til den yngste målgruppe.

Sideløbende med det allerede etablerede samarbejde omkring ”Bevæg dig for livet – Floorball”, der netop er gået ind i den afsluttende forankringsfase (frem til og med 2024), er der blevet underskrevet en historisk aftale mellem DGI og Floorball Danmark om at intensivere samarbejdet endnu mere, så alle aktiviteter på motionsområdet – herunder stævner og kurser – bliver lavet i fællesskab.

Læs Floorball Danmarks pressemeddelelse om samarbejdet

De kendte ansigter fortsætter

DGI Floorball er en såkaldt landsdelsbaseret idræt, som bliver håndteret i landsdelen DGI Storkøbenhavn. Her har man som den første landskonsulent udpeget Erik Lennart Petersen, der tidligere har været floorballkonsulent i 2016-18 og bagefter projektleder i 2019-20 for netop ”Bevæg dig for livet – Floorball”.

Derudover er der bevilget penge til flere arbejdstimer til de seks floorballkonsulenter, der allerede er involverede i projektet, så det nu er muligt at give foreningerne endnu mere opmærksomhed rundt om i landet. Det er således allerede kendte ansigter, der kommer ud til landets floorballforeninger, når det gode samarbejde omkring f.eks. rekruttering, fastholdelse og aktivitetsudvikling skal fortsætte.

Kender du din lokale floorballkonsulent? Ellers find ham/hende her!

Den første idrætsledelse i DGI Floorball

På det politiske plan er der udpeget en idrætsledelse, som ud over landskonsulenten består af seks frivillige repræsentanter for landets floorballforeninger, nemlig:

  • Christian Amby Andersen (Silkeborg)
  • Michael Dalby Jørgensen (Tårnborg)
  • Lars Rasmussen (Odense)
  • Kristian Sundbøl (Jelling)
  • Gitte Have (Rødovre)
  • Jesper Bartholomæussen (Sindal)

Idrætsledelsen har ansvaret for at sikre den bedst mulige organisering af arbejdet, og den skal arbejde med at udstikke den fælles retning og de overordnede strategier for DGI Floorball.

Landskonsulent Erik Lennart Petersen glæder sig over, at DGI har valgt at opgradere på floorball-området og udtaler: ”DGI har i fællesskab med Floorball Danmark et mål om, at der i 2025 vil være 20.000 aktive, registrerede floorballspillere herhjemme, og det mål vil både etableringen af DGI Floorball og den nye ambitiøse samarbejdsaftale medvirke til at opnå. Floorball vinder som bekendt større og større udbredelse – og har fortsat et kæmpe potentiale – så det er en superspændende opgave at kaste sig over”.