DGI Floorball vokser med over 900 medlemmer

I 2023 steg medlemstallet med 8,6 % på tværs af floorball-foreninger i DGI.

De seneste medlemstal for foreningsidrætten i DIF og DGI er landet, og én af de gode nyheder er, at DGI’s floorballforeninger og -medlemmer er blevet flere end i 2022.

DGI Floorball er vokset med 903 medlemmer – fra 10.517 i 2022 til 11.420 medlemmer i 2023. Det er en stigning på 8,6%, og det er vi superstolte af!

De 11.420 medlemmer er fordelt på 304 foreninger, og det er både fra de helt små til den største, herunder Copenhagen Floorball Club, der er en absolut højdespringer med 483 medlemmer.

”Vi er rigtig glade for at se medlemstallene for 2023,” siger Jonas Bo Madsen, landskonsulent for floorball. ”Vi har i DGI Floorball et særligt fokus på at skabe motiverende træningsmiljøer og socialt stærke kulturer i foreningerne, fordi vi tror på, at det er nøglen til at styrke medlemmernes tilknytning til foreningen. Derudover har vi haft udvalgte strategispor i 2023, som vi kan se afspejles i tallene, så det er virkelig dejligt, at det har haft en effekt ude i foreningslivet.”

Mere floorball i hverdagen

DGI Floorball har i 2023 arbejdet med udvalgte fokusområder og målgrupper. Bl.a. kommer ca. 8 % af den samlede medlemsvækst fra aldersgruppen 0-6 år, hvor 74 nye medlemmer er kommet til. Det fortsætter vi med at have fokus på, bl.a. via vores webinar-række om trivsel og de bløde værdier, som skal give foreninger et bedre fundament til at favne alle og sikre, at de kommer igen.

Dog er det aldersgruppen 25+, som står for den største vækst. Her er hele 916 nye medlemmer blevet en del af et floorballfællesskab! Dette kan primært skyldes vores fokus på at udbrede motionsfloorball til voksne via Bevæg Dig For Livet, og at vi overtog formatet DGI Hverdagsfloorball fra Floorball Danmark i 2023. Det findes nu i et mere fleksibelt format, så mange flere foreninger kan være med. Der er samtidig en del flerstrengede foreninger, som har startet floorballhold op ved siden af deres andre aktiviteter med stor succes.

Vi tror endelig på, at væksten kommer på grund af et stort bagland i DGI’s landsdelsforeninger, hvor floorballkonsulenter hver dag trækker på deres store viden og mange kompetencer til at understøtte lokalt. De etablerer forbindelser ind i kommunerne, som derved hjælper foreningerne med at navigere i forvaltningssprog og kommunale processer.

Se mere på www.dgi.dk/medlemstal