Asylansøger finder pusterum i fodbold

Efter sin flugt over Middelhavet tæmmer Ahmed Giaga Abuker sin usikre fremtid ved at spille bold i en klub.

Ahmed Giaga Abuker fra Tchad nyder at spille bold i Hasle. Foto: Poul-Erik Rath Holm

"Jeg føler mig kun fri, når jeg træner med fodboldholdet i Hasle."

Sådan lyder det fra 19-årige Ahmed Giaga Abuker, der har boet et halvt år på asylcentret Slottet i Rønne.

Her kom han til efter en farefuld rejse fra et kaotisk Libyen til Italien over Middelhavet i en overfyldt båd sendt afsted af griske menneskesmuglere.

Hans mor måtte blive tilbage i Libyen.

Men på trygge Bornholm tager han flere gange om ugen bussen fra Rønne til Hasle for at træne fodbold med det lokale hold i Bornholmsserien, fortæller han i maj-nummeret af DGI's magasin Udspil.

Det var en voldsom oplevelse at rejse over Middelhavet, men det var 'I go or I die'

19-årige Ahmed Giaga Abuker, asylansøger

Ahmed Giaga Abuker har haft sin debut på Hasle IF's førstehold, men endnu bedre en det, har mødet med danskerne været.

"Jeg er meget alene på asylcentret, så jeg er glad, når jeg møder holdkammeraterne til træning. Især når vi sætter os ind i klubhuset efter træning og snakker sammen," forklarer han.

På den måde har fodbold og idræt givet hans limbo-agtige hverdag på asylcentret blandt 170 andre flygtninge og asylansøgere indhold.

Idræt som brobygning

Den 19-årige flygtning fra Tchad er blot én blandt de 1.536 personer, der havde søgt om asyl i Danmark per 31. marts.

Han er også en af de asylansøgere, som idrætsforeninger giver mulighed for at finde et frirum i hverdagen.

Om den brobygning siger Michael Ramgill, aktivitetsmedarbejder på asylcentret i Rønne:

"Idrætsforeninger kan spille en vigtig rolle med deres aktiviteter, der er drevet af lyst. Det giver asylansøgerne noget at stå op for og giver dem noget meningsfyldt at gøre."

Tre bud på samarbejde

I Udspils tema giver tre foreninger hver deres bud på et vellykket samarbejde med de lokale asylcentre.

Ud over Rønne og Hasle IF, fortæller Nordals HK og kampsportsklubben Ødsted Moo Duk Kvan Tang Soo Do ved Vejle om deres positive erfaringer.

Om perspektivet i den form for samarbejde, siger Per Frost Henriksen, medlem af DGI's hovedbestyrelse:

"Asylansøgere står i et vadested, i en uvished, hvor et træningspas med puls kan være med til at give energi til at få skabt et nyt liv."

"Gevinsten går begge veje, da foreningerne måske kan få medlemmer, trænere eller ledere i foreningslivet i morgen. Derfor er foreningslivet et oplagt sted for flygtninge at få fodfæste i Danmark,"