”Det handler om lysten til at være sammen med andre mennesker, og lysten til at træne alsidigt”

Kan man starte til en ny idræt som voksen? For Annette, 47, og Sara, 45, er der ingen tvivl. Selvfølgelig kan man det! Det var netop karate, der førte til deres første møde til stilarts-VM forrige år. Her blev en tilfældig samtale til begyndelsen på et venskab på tværs af klubber. DGI Kampidræt møder de to karatekæmpere til en snak om idrætten, der er åben for alle, også selvom man først starter som voksen.

En alsidig kampsport

Hvis I skulle forklare karate til en ven, hvad ville I så sige, det handler om?

Annette: “Karate er alsidig træning af hele kroppen, coretræning til det yderste. Og så er der meget respekt overfor dem, man træner sammen med.”

Sara: ”Det er en kampsport med lidt forskellige dele. Der er både kumite (kamp), og kata (stilartsøvelser), og alt der indimellem, som f.eks. træning af slag og parader. Det er en træningsform, som er meget bred i virkeligheden.”

Annette: ”Og så er det hele tiden med udgangspunkt i den enkelte person og den enkeltes forbedringspotentiale. Du vælger selv, hvor stort et arbejde du vil lægge i det, men der er plads til alle.”

Hvad er særligt ved karate? - Hvad kan karate, som andre idrætter ikke kan?

Sara: ”Der er ikke én træning, der er ens, og det synes jeg er megafedt. Jeg har dyrket alle mulige typer sport, og karate er faktisk det første, jeg har prøvet, hvor jeg ikke synes det er kedeligt og kigger på klokken og tænker, stopper det her nogensinde? Det tænker jeg slet ikke her. Det er altid noget forskelligt man laver, og det er altid forskelligt bygget op, og man har forskellige fokuspunkter, og så er det en vildt god helkropstræning.”

Annette: ”Man bliver heller aldrig færdig. Man kan altid finpudse, og man kan altid lære noget nyt og udvide det. Jeg kan godt lide, at det rummer det hele. Også det mentale. Du får lov til fuldstændig at nørde igennem og fordybe dig. Du kan forsvinde helt ind i din egen verden, når du står og øver kumite eller kata-øvelser.”

Sara: ”Der var engang en, der sagde til mig, at det han godt kunne lide ved karate var, at man ikke kan tænke på andet samtidigt, alt andet er lukket ude. Du kan ikke stå og tænke på aftensmad, eller hvad børnene skal have med på madpakker. Det synes jeg virkelig passer!”

Annette: ”Og så alsidigheden i det. Til nogle træninger laver du måske ikke så meget karate, men så øver man alt det fysiske i stedet. Og så er der kumite, hvor det er mere eksplosivt, hvor du hele tiden skal afstemme i forhold til en anden - du skal være hundrede procent fokuseret! I kata er du stadig fuldstændig fokuseret, men det er mere et indre fokus.”

Sara: ”Men kata er stadigvæk hårdt. Det ser nemt ud, men det er faktisk megahårdt.”

Annette: ”Og det afhænger også af de andre der er der. Du står der som individ, men du er stadigvæk en del af et fællesskab, fordi du også er afhængig af en makker. Vi skal jo passe på hinanden. Samtidig hjælper de højere graduerede de lavere graduerede, så man er forpligtede overfor hinanden. Der er rigtig meget fællesskab i det.”

Et frirum, hvor man kan give den gas

Hvad har det givet jer personligt at dyrke karate?

Annette: ”Jeg synes der ligger et boost i det. Du kan have en vildt dårlig dag, og så kommer du op i klubben og kan få lov til at give den maksimalt gas. Og hvor er det fedt, når man så står med et ordentligt kiai (kampråb) og får lov at råbe igennem.”

Råber man i karate?

Sara: ”Jah… det gør man faktisk på en måde. Det skal man lige vænne sig til. Når man starter til noget nyt som voksen, er man måske mere bevidst om de ting, der er svære. Det er også derfor der er nogle, der stopper meget hurtigt, fordi de synes det er meget grænseoverskridende at gøre noget helt fremmed. Ikke selve træningen, men f.eks. det med, at når man slår, så skal man faktisk have kiai på, som er ens helt eget kampråb, som man skal finde frem inderst inde. Og det er vi jo ikke vant til som voksne mennesker. Jeg skal faktisk stadigvæk koncentrere mig om at få sagt det, fordi jeg bare ikke er nået dertil endnu, hvor det er en naturlig del af mig. Jeg tror det er sundt at finde ud af, at man kan nogle nye ting. Nogle ting tænker man måske, at det kommer man aldrig til at kunne, men så pludselig kan man jo alligevel.”

Annette: ”Som voksen er man så kontrolleret og tænker over alting, hvad man gør og hvordan man gør det. Så det er et frirum at komme op og bare få lov til at være. Det er jo ligegyldigt, hvem man er, eller hvad man laver til dagligt. Her er der et fællesskab, hvor man får lov at råbe, træne, og sparke igennem på en pude.”

Det sociale sammenhold

Hvordan oplever I den sociale del af sporten?

Sara: ”Til stilarts-VM havde jeg dyrket karate i et halvt år, og var bare taget med som frivillig. Og der kunne man godt mærke fællesskabet. Man kom til at snakke med en hulens masse mennesker. Så står man og snakker med en fra Irland, fordi man har det her til fælles, og det er jo ikke noget, man ellers oplever som voksen. Altså hvor vil du gå hen og gøre det? Jeg har spillet volleyball, fodbold og badminton i mange år, og når man spiller en kamp, så bliver man jo ikke gode venner med dem på modstanderholdet! Det er ikke en del af kulturen på samme måde som til karate. Man har en fællesskabsfølelse, også fordi vi er så få. Da jeg så Annette til VM, og hun åbnede munden, tænkte jeg bare: Du er faktisk ret fed! Vi er jo heller ikke så mange kvinder i den her sport, så derfor er man måske også lidt mere tilbøjelig til at være åben. Vi har også lige haft julefrokost sammen på tværs af vores fire klubber. Det var megahyggeligt, selvom vi ikke ser hinanden til hverdag.”

Annette: ”Det er rigtigt nok. Jeg kan også huske til vores stilarts-VM, at dem jeg kæmpede mod, også var til fest om aftenen. Så står man og taler med trænerne, sensei og dem, man har kæmpet mod, og får hele snakken om, hvordan optakten var, og hvordan det var, da vi kæmpede. Når man skal kæmpe, er man konkurrenter, men bagefter taler man jo bare sammen.”

Sara: ”Nu har jeg ikke noget behov som Annette for at stille op til kumitekonkurrencer. Det behov tror jeg aldrig nogensinde melder sig, men det gør ikke noget. På den måde er det ikke skarpt opdelt. Fordi det ikke er så stor en sport, er der også en relativt stor del, som er eliteudøvere, men vi træner alligevel sammen nogle gange. Sådan er det jo ikke nødvendigvis i holdsport. Så da jeg startede og stod med mit fine hvide bælte, så stod der ti unge landsholdskæmpere, som jeg skulle træne sammen med. Sporten er jo ikke så stor, så man kender hinanden på tværs. Og der er heller ikke så mange sportsgrene, hvor man kan starte som 42-årig og rent faktisk deltage i konkurrencer."

Annette: ”Hvis du havde spurgt mig tidligere, er det jo også fuldstændigt udenfor min komfortzone. Jeg er jo ikke udpræget konkurrencemenneske. Jeg tror bare jeg tænkte, at det er sådan en ting, jeg er nødt til at prøve. Jeg er jo sindssygt nervøs til konkurrencer, men jeg gør det alligevel for at prøve det.”

Sara: ”Og jeg hepper hele vejen!”

Annette: ”Ja, med portvin… haha. Til Gladsaxe Cup havde jeg været oppe tidligt om morgenen, og så møder jeg Sara og et par stykker mere fra Dragør, som lige havde været på gulvet. For at fejre, at man så lige havde været til konkurrence, var der en lille sjus portvin, og en chokoladeskildpadde. Det er da genialt! Helt vildt hyggeligt og en fed måde at være sammen på.”

Aflivning af fordomme og nedbrydning af barrierer

Er der nogle krav for at kunne være med?

Sara: ”Der er høje og der er lave, og der er meget tynde og meget brede. Der er det hele. Unge og gamle. Der er sikkert fysiske fordele, hvis du gerne vil på landsholdet, men det er ikke udgangspunktet her. Så det synes jeg faktisk ikke.”

Annette: ”Det handler mere om lysten til at være sammen med andre mennesker og lysten til at træne alsidigt, hvor man bruger hele kroppen.”

Sara: ”Og give lov til at udfordre sig selv. Ellers synes jeg i virkeligheden, at alle kan starte.”

Hvilke overvejelser havde I, inden I begyndte til karate? Var der noget, der holdt jer tilbage?

Sara: ”For mange år siden tænkte jeg faktisk, at jeg godt gad at dyrke karate, men jeg troede, at jeg var blevet for gammel. Jeg har også hele tiden tænkt, at man sikkert skulle være i vildt god form for at starte, men det behøver man faktisk ikke. Stille og roligt bliver man i bedre og bedre form. Jeg havde tænkt, at man skulle kunne tage 100 armbøjninger for at kunne starte, men sådan er det jo slet ikke. Det er faktisk noget, alle kan starte på, og så kommer resten hen ad vejen.”

Annette: ”For mig startede det gennem min søn, og så læste jeg på min klubs hjemmeside, at voksne også kunne starte i alle aldre, selv hvis man ikke havde dyrket det før. Så tænkte jeg, det bliver jeg da nødt til at prøve. Ved min første gang i klubben står vi og laver kataer, og jeg prøver at være med og tænker: Det her lærer jeg aldrig. Så tænkte jeg, okay, jeg giver det her et halvt år, og jeg må ikke stoppe inden. Jeg skal give det en chance. Så gik det halve år, og så står jeg en dag og tænker hov, nu laver jeg jo det, jeg ikke kunne fra starten.”

Sara: “Det var faktisk også min ældste søn, som fik mig til at melde mig på ventelisten, dengang han gik til børnekarate. Det så jo sjovt ud. I dag træner min yngste søn på 6 år minikarate, og han elsker det! Så det er noget, vi har sammen.”

3 gode grunde til at prøve kræfter med karate ifølge Annette og Sara:

Sara: ”Det er sjovt, det er udfordrende, og det er den bedste helkropstræning, man kan gå i gang med.”

Annette: ”Det er fællesskabet i det. Det sociale, og så hele det der fysiske og mentale. Det er hele pakken. Det kan det hele.”

Tusind tak til Annette og Sara for deres tid.