Lærke Marie Olsen: ”Det er megafedt at vide, at man kan gå 100% efter noget”

I anledning af Kvindernes Kamidrætsdag d. 8. marts har DGI Kampidræt haft fornøjelsen af at interviewe den 25-årige danske judokæmper, Lærke Marie Olsen.

Lærke har været en del af judoverdenen siden barnsben og mærket på egen krop, hvordan idrætten og værdierne bag har været med til at forme hende. Det har endda taget hende hele vejen til OL i Tokyo i 2021. Vi møder Lærke til en snak om judoen for at blive klogere på, hvad den kan byde på, og hvorfor man skal give sig i kast med lige netop denne kampidræt.

Hvad er judo for en størrelse?

Hvad går judo ud på? Hvad er principperne bag idrætten?

”Judo betyder den milde vej, hvilket er lidt komisk, for det ser jo ikke så mildt ud. Men det går faktisk ud på at bruge den andens momentum og kraft til sin fordel - så det går ud på at kaste hinanden og få den anden til at lande på ryggen."

"Det er jo en japansk sportsgren, og deres kultur er meget bundet i respekt og disciplin. Der er meget respekt omkring din modstander, men også din træningsmakker. Du bukker f.eks. altid for din modstander, inden du kommer ind på måtten, og du skal bruge din træningsmakker til at blive bedre, så I hjælper hinanden. Så selvom du gerne vil vinde over den anden, behandler du dem altid med respekt.”

Det lyder som om man hjælpes ad langt hen ad vejen, både som konkurrenter og træningsmakkere?

”Ja, man er jo meget tæt på hinanden fysisk, så du bonder også meget hurtigt og bliver meget hurtigt venner, også uden for judo. Der er generelt et virkelig godt fællesskab – man kalder det lidt en judo-familie, også internationalt. Alle steder i verden kunne jeg gå ind i en judoklub og føle mig velkommen, det er jeg ikke i tvivl om.”

Foto: Christian Fidler

Værdier, der giver mening uden for måtten

Judo har nogle solide grundværdier, som I dyrker i foreningerne – Er det nogle værdier og kompetencer, som du også kan bruge uden for træningslokalet?

”Ja, judo har helt sikkert givet mig nogle kompetencer i form af disciplin. Det der med at gå efter et mål - og så bare gå 100% efter det - og ikke lade noget komme i vejen, når man har beslutte sig for det. Og så kan det godt være, det ikke lykkes, men man går efter sine mål, og man går ikke på kompromis med dem. Så det har givet mig meget disciplin, og det ville jeg heller ikke være foruden. Jeg synes, det er megafedt at vide, at man kan gå 100% efter noget - og det gør ikke noget, hvis man slår sig på vejen, så rejser man sig bare igen. Den attitude er også god at have udenfor judo, f.eks. på studiet eller på arbejdet."

"Når man går tilbage til det med værdierne, gør det også en forskel, fordi det er så rart at komme i judomiljøer. Alle snakker med alle, og man kender mange, også på tværs af aldre. Vi har f.eks. en sommerlejr hvert år, og der kan alle snakke med alle på kryds og tværs. Det giver også den der følelse af en judo-familie. Så det giver mange venskaber på tværs af alder og ikke kun mellem dem, der træner elite, men også mellem dem, der træner bredde, dem, der træner for sjov, og dem, der bare træner motion. Så det giver en form for samhørighed, og man føler man hører til en gruppe, som man altid kan gå til og føle sig hjemme hos.”

Foto: Christian Fidler

Alle kan være med

Er der nogle krav for at være med?

”Der er ikke nogen krav, og der er ikke noget, der er en fordel. Det handler mere om at lære at bruge sin kropstype på den bedste måde, og det er jo kun fedt. Der er jo helt klart nogle sportsgrene f.eks. basketball, hvor det er godt at være høj, eller gymnastik, hvor det er godt at være lille. I judo har vi også forskellige vægtklasser. Du kan veje 48 kilo eller 120 kilo og stadigvæk være godt til sporten. Så man skal ikke se ud eller være på én bestemt måde, og der er ikke noget, der er en fordel. Du ser nogle, der er lange og ranglede, og så bliver de vildt gode, fordi de bruger deres egen stil, og så ser du de mest atletiske typer, som måske ikke engang er bedst. Så du lærer at bruge dine fordele og arbejde hårdt. Der er virkelig plads til alle, og der er fedt, at du ikke skal veje noget specielt eller være en speciel højde, så det er meget inkluderende.”

En typiske fordom om kampidræt er måske også, at det er voldeligt. Hvad er din oplevelse af fordomme som denne i forhold til judo?

”Det hedder jo den milde vej og er slet ikke voldeligt ift. andre sportsgrene. Folk aner ikke, hvor meget vi går op i, at man behandler hinanden med respekt, og der er mange regler, der går ud på at beskytte sig selv. Hvis jeg f.eks. gør noget, der er til fare for enten mig selv eller den anden, kan jeg blive diskvalificeret i en konkurrence, også selvom det er et uheld. Så der er regler, og de udvikler sig også hele tiden, så de følger med udviklingen af sporten.”

Jeg har også hørt, at der hverken er slag eller spark i judo. Passer det?

”Ja, der er hverken slag eller spark i judo, det tror folk bare. Der er til gengæld kast, armlås, strangulering og holdegreb. Man tænker kampsport, og så tænker man bare slåskamp, men jeg vil mere sige, at vi kæmper mod hinanden og ikke slås. At slås bliver sådan lidt slagsbrødre-agtigt og negativt ladet. Det handler mere om at vinde på den bedst mulige måde vha. teknik, men man skal også have styrke, eksplosivitet og kondi til at gøre det. Det handler om stilarter og taktikken bag det og at udnytte reglerne. Du kan møde en, der er niveauer lavere end dig, men fordi deres stilart er speciel, kan det være svært at vinde. Det er jo det, der er fedt, alle kan slå alle. Alt kan ske.”

Hvordan oplever du fællesskabet i idrætten? Er man f.eks. åben over for nye i idrætten?

”Hvis man kigger overall på fællesskabet, så er det megagodt. Når man kommer ud i klubberne, så er der f.eks. træning, der er blandet med motionisterne, hvor folk snakker på kryds og tværs. Og kommer der en ny hvid-bælte ind, så er det ikke fordi, det er opdelt i, hvem der er elite, og hvem der er bredde, så er man bare til den samme træning. Man er selvfølgelig på forskellige niveauer, men man hjælper også hinanden, hvis man kan. Jeg har hørt fra de nye, at de let føler sig inkluderet. Man laver jo de samme øvelser, fordi man kan gøre det på forskellige niveauer, så jeg tror, det giver en følelse af, at man meget hurtigt bliver en del af fællesskabet.”

”Min far er også lige startet til judo igen på et oldboyshold efter en pause på 15-20 år. De øver teknikker, puls og det, de kan. Og der er også plads til at tilpasse træningen og bare være med i fællesskabet og tage en øl efter træning, hvis det er det, man vil. Det er let at modificere niveauet, så alle kan være med. Man gør også noget ud af at fortælle børnene, at det er ok at træne judo, bare fordi det er sjovt, og det er ok, hvis man ikke vil til turneringer, men det er også ok at tage til turneringer hver anden uge, hvis det er det, man vil.”

3 gode grunde til at give sig i kast med judo ifølge Lærke Marie Olsen

1. Du lærer at bruge din krop. Det er en idræt, der træner hele kroppen, og den er udfordrende fysisk, men den lærer dig også meget og kan give dig et godt billede af, hvad din krop kan, og hvordan du kan bruge den.

2. Judo er også godt i forhold til motorik og at lære at falde rigtigt. Man lærer både at lave rullefald og slå kolbøtter, hvilket er supergodt at kunne. Jeg har f.eks. en gammel ven, som faldt af cyklen, da en bil kørte ind i ham, og så lavede han rullefald og slap med et par skrammer. Det er også noget, som både børn og voksne får meget ud af. Noget så simpelt som, hvordan du placerer din arm, kan brække den. Så i mine øjne er det rigtigt godt at kunne slå en kolbøtte sådan rent motorisk.

3. Fællesskabet og de værdier, der er i sporten, er også en grund til at prøve judo. I de fleste judoklubber vil man blive mødt med åbne arme af fællesskabet. Alle er velkomne, og der er plads til alle typer, uanset om du er stor, lille, bred, tynd, whatever – du kan blive god lige meget hvad.

Tusind tak til Lærke Marie Olsen for hendes tid.