Ny kampidrætskonsulent glæder sig til at styrke kampidrætten

Mød vores nye kvinde på holdet, Caroline Mathilde Christensen.

Privatfoto

Torsdag d. 1. juni kunne DGI Kampidræt byde velkommen til Caroline Mathilde Christensen. Med en baggrund i karate og erfaring med projektledelse på en erhvervsskole i bagagen kommer Caroline til at samarbejde med Sisse Rønne Lindsø om at styrke kampidrætten i hele Danmark.

Caroline har skrevet en kort hilsen til alle jer, der arbejder sammen med DGI Kampidræt - og hun glæder sig til samarbejdet!

"Jeg hedder Caroline, er 29 år og bor på Amager. Jeg er et stort familiemenneske og bruger meget tid med mine nære relationer.

Derudover er jeg utrolig nysgerrig på nye kulturer og lande, hvorfor jeg elsker at rejse.

Min uddannelsesbaggrund er en bachelor i Idræt og en kandidat i Læring og Forandringsprocesser fra Aalborg Universitet i Aalborg. Derudover har jeg bestået de tre grundkurser i en diplomuddannelse i Ledelse. Før DGI Storkøbenhavn har jeg arbejdet på en erhvervsskole, hvor jeg har ledet og styret processer samt projekter på tværs af organisationen.

Kampidrætten har stor betydning for mig og min personlige udvikling samt måde at tilgå nye opgaver på. Kampidrætten kan meget på både det mentale og fysiske plan. Min baggrund startede med shotokan karate, hvorigennem jeg har haft mulighed for at opleve et familiært fællesskab og muligheden for at se noget af verden via stævner. Derudover har jeg trænet lidt MMA og boksning.

Jeg glæder mig til at lære kampidrætsklubberne og -foreningerne at kende, så jeg kan hjælpe, og så vi i fællesskab kan styrke jeres klubber bedst muligt. Ikke mindst glæder jeg mig meget til at være med til at øge opmærksomheden til kampidrætten, så alle andre kan se, hvor givtigt kampdræt er, og hvad det kan give."

Du kan fange Caroline på cmc@dgi.dk.