Turkajakken: En stabil og begyndervenlig kajak

Turkajakken er med sin slanke stævn og sit brede agter en begyndervenlig kajaktype, der i Danmark primært bruges til dagsture og motion.

Turkajakken er på grund af dens stabilitet yderst begyndervenlig, men i Danmark er der større tradition for at ro i havkajak. Foto: Horsens Kajakklub

Turkajakken bliver gerne valgt, når det er motion, der er det primære formål med turen i kajakken. Turkajakken er nemlig let, hurtig, og så er den mere stabil end cross over-kajakken. 

“Og i modsætning til havkajakken kan man ikke rulle i en turkajak. Derfor bliver turkajakken primært brugt til dagsture og motion i Danmark,” siger Paulette Topsøe-Jensen, der er instruktør og havkajakvejleder i DGI.

Turkajakken findes i forskellige modeller og udgaver, der strækker sig fra de smalle og hurtige typer til de mere brede og begyndervenlige typer. Den styres ved hjælp af et ror og er typisk lavet af enten glasfiber eller kulfiber/kevlar, hvilket giver turkajakken en kampvægt på et sted mellem 12 og 16 kg. 

I modsætning til havkajakken kan man ikke rulle i en turkajak. Derfor bliver turkajakken primært brugt til dagsture og motion i Danmark

Paulette Topsøe-Jensen, instruktør og havkajakvejleder, DGI

Turkajakken er stabil og begyndervenlig

Turkajakker er bygget med en slank stævn og flad bund omkring midten, men bredere agterskib end kapkajakker. Det er netop det, der er med til at give stabilitet til turkajakken.

Alt efter model, så bruges turkajakker for det meste til kortere ture end for eksempel i havkajakken.

De fleste turkajakker har et pakrum agter, hvilket både betyder, at du kan have lidt tøj og forplejning med på turen - men vigtigst af alt betyder det, at kajakken er synkefri.

Havkajakken er mere udbredt end turkajakken

Nogle turkajakker har to pakrum og dæksliner. Disse modeller kaldes for “nordiske turkajakker” eller “langturskajakker”, og de er praktisk set en hybrid mellem turkajakken og havkajakken.

Turkajakken er på grund af dens stabilitet yderst begyndervenlig, men i Danmark er der større tradition for og gode forhold til at ro i havkajak. Derfor må turkajakken også vige førstepladsen som den mest brugte kajak i Danmark.

“Generelt er det havkajakken, der er mest udbredt herhjemme,” siger Paulette Topsøe-Jensen.