Graveltur til Bornholm

Hvornår
11. okt kl. 08:00 - 13. okt 2024 kl. 20:00
Hvor
Hotel Allinge, Storegade 3, 3770 Allinge, Danmark
Hvem
Udøvere, øvede

Nummer
202417324001

Solskinsøen Bornholm er unik, spændende, anderledes, udfordrende og byder på et varieret udbud af Gravel-ture. 
Vi giver her muligheden for, at du og dine cykelkammerater kan få en Gravel-tur med en meget erfaren guide under sikre og trygge former. 
Ud over at vi kommer ud og cykle, så byder vi på hygge og fælleskab med god mad og drikke om aftenen på dejlige Hotel Allinge

Vi har sammensat et spændende program til dig:

Fredag byder vi velkommen med den fantastisk smukke introtur på Bornholm. En ganske kuperet tur der til trods for den forholdsvis korte distance er ganske krævende. Vi skal forbi mange smukke attraktioner og steder: Cirkelstien, Moseløkken og Vang Granitbrud, Jons Kapel, museet i Ringebakkebruddet, DGI-broen over Vang Pier, Pissebækken, Vang Havn, Hammershus, Hammerhavn herfra ad Stenhuggerstien op til Opalsøen og videre til Hammer Fyr med afslutning på træbroerne mellem klipperne foran Allinge havn. Distance: 40-50 km og 600-700 hm.

Lørdag med start 9.30 byder på turens lange etape med en del højdemetre. Vi kører sydpå og første stop bliver ved øens næststørste af de 3 kendte Rokkesten, nemlig Rokkestenen i Rutsker Højlyng. Denne dag byder igen på den ene smukke oplevelse efter den anden. Efter Rø plantage besøger vi Stavehøl Vandfald samt Danmarks største rundkirke Østerlars. Herfra rammer vi nu Almindingen der er Danmarks 5. største skov med endnu en Rokkesten, Bastemose Naturreservat, Bison skoven med de vilde Bisonokser vi forhåbentligt får en glimt af, Ekkodalen og den lange seje opkørsel til turens Cima Coppi - Rytterknægten - 162 meter over havet. Via Vestermarie Plantage ind til Den Grønne Ring i Rønne med serpentiner sporet videre forbi Almegård Kaserne og sporet i Nordskoven. Herfra nærmest cyklende på den yderste klippe via kyststien over Kultippen, Levka og Hasle Skov hele vejen retur til Allinge.  Der vil være 2 ruter på ca. 90 (900hm) eller 110-120 km (1200-1300hm)

Søndag starter vi kl. 09.00. Vi følger kystvejen hele vejen sydpå til Nordskoven ved Rønne og svinger mod Almegård Kaserne og Nyker. Vi følger det gamle jernbanespor og via de “hemmelige veje” rammer vi Klemensker via Kleven til Døndalen. Nordpå venter de lækre grusveje hjemad Her tages bestik af tiden og der kan ligges ekstra til rundt på Nordlandet. Vi skal være retur senest kl. 12.30 for at bade og tjekke ud og skal afsted fra Allinge mod færgen ca. kl. 13.30. Distance: 55-65 km.

✔ Turens erfarne guide er Michael Elmstrøm der nøje har planlagt og udvalgt smukke og udfordrende ruter både fredag, lørdag og søndag.

✔ Pris: DGI medlemmer: 1.999 kr (ikke DGI medlemmer 2.399 kr) I prisen er inkluderet halvpension (morgenmad, aftensmad og drikkevarer) samt to overnatninger på Hotel Allinge. Mulighed for tilkøb af enkeltværelse.

✔ Turen er baseret på selvtransport.

✔ Turene er forholdsvis lange, så du skal være i fornuftig form og kunne køre ca. 20 km i gennemsnitshastighed på din gravelcykel.

Michael Elmstrøm

Hjælpeinstruktør(er)

Bo Wacker

  • Det anbefales at tage færge fra Ystad 08.30 med ank Rønne 09.50
  • Vi er så på hotel ca. 10.30
  • Værelsetjek-in er kl 14 men vi får stillet nogle til rådighed inden til omklædning (Ellers er der 4 store toiletter og en stor TV stue vi kan bruge) 
  •  Første cykeldag er kl 12.30
  • Udtjekning er søndag kl 10 (Vi beholder dog enkelte værelser til bad)
  • Færge fra Rønne hjem 14.30 (Eller individuelt senere)

 

Information om turene vi skal køre i løbet af weekenden

Vi kører diagonalt fra Allinge i Nordlandet med Hammershus, Hammerfyr, Stenhuggerstien og Opalsøen til Paradis bakkerne og grusstierne snor sig på kryds og tværs ned gennem bl.a. Rø Plantage og Almindingen (Danmarks femtestørste skov). 

Vi følger skiltene til den få år gamle vandrerute Højlyngstien, hvoraf store dele kan cykles på Gravel. Enkelte steder er der dog cykling forbudt skilte som SKAL respekteres og dele af passagerne gennem Rø Plantage, ved Bastemose samt Ølene Å er knap så egnede, men kan let passeres på de større omkringliggende stier.  Vi vil på turen opleve mange af de historiske perler som er: Stavehøl Vandfald, Østerlars Rundkirke, Døndalen Natursti, to af de tre kæmpe Rokkesten, det flot markerede vandre-, løbe- og MTB spor Den Grønne Ring i Rønne, Skovly sporet i Nordskoven og Blykobbe Plantage samt sporet i Vang Stenbrud, der er en del af det kuperede klippelandskab Ringebakkerne.

Desuden det smukke og til tider smalle vestlige kystspor hele vejen til Rønne. Vi gør fotostop på vejen ved Kultippen og Levka kulbruddene med de gamle tipvogne samt togskinner. Hvis tiden er til det når vi måske via det yderste Lufthavnsspor fra Rønne Havn helt til Arnager med fotostop ude på Nordeuropas længste træbro midt i Østersøen. 

Vi besøger på turene også mange råstofgrave, hvor man udvandt bl.a. Kaolin til den engang, store, glas og porcelænsfremstilling der nu er omdannet til udflugtsmål og badesøer: Rubinsøen, Pyritsøen, Safirsøen, Kaolinsøen etc. 

Et must-se på Bornholm er selvfølgelig de mange fantastiske Granitbrud hvoraf de to største stadig er aktive: Moseløkke granitbrud, som  kun er ca. 1 km fra vores skønne Hotel i Allinge.

Som nævnt tidligere passerer vi Vang og Ringebakke bruddene og så Klippeløkken ved Rønne samt det enorme Stubbeløkken, hvor der brydes granit på alle hverdage. Der er offentligt adgang udenfor arbejdstiderne samt i weekenderne. Bunden af dette brud ligger hele 68 meter under havets overflade. Når vi gør fotostop dernede er vi ca. 47 meter under havets overflade. En ganske unik oplevelse at stå og kigge op ad de nærmest lodrette klippevægge. 

Husk  
•    MTB, Cross, Gravel eller Landevejscykel i god stand med knopdæk.   
•    Medbring som minimum ekstra slanger, lappegrej, værktøj med kædesamler og samleled.  
•    Påklædning efter forholdene.  
•    Energiprodukter til hele turen.  
•    Rigeligt med væske.   
•    Deltagelse foregår på eget ansvar.  
•    Der skal bæres hjelm under hele arrangementet.  
•    Der køres efter færdselsloven, og vis hensyn til andre brugere af naturen. 

Andre spændende arrangementer Vis alle arrangementer