DGI Bowls skal lære fra sig til andre europæiske lande
Gæster fra Italien, Letland, Tyrkiet og Norge var i sidste uge i Holstebro for at lave en håndbog, som skal gøre det nemt at udbrede bowls.
CARE. CArpet bowls foR everyonE.
På dansk Bowls for alle.
Det er navnet på ERASMUS-projektet, som skal udbrede bowls i en række europæiske lande. Formålet med projektet er at bruge bowls til at forbedre både fysisk og psykisk sundhed samt at øge samarbejdet og samværet på tværs af generationer.
I sidste uge delte DGI Bowls ud af danske erfaringer, da partnerne i projektet fra Italien, Letland, Tyrkiet og Norge var på besøg i Holstebro.
Håndbog skal gøre det nemt
Øverst på dagsordenen for mødet i Danmark stod Håndbogen. Den skal gøre det nemt at starte bowls op – også selvom man ikke kender spillet i forvejen. Idrætscenter Vest i Holstebro lagde lokaler til vigtige samtaler om alt fra regler og udstyr til gode eksempler og erfaringer, som skal gøre det muligt at udbrede bowls lokalt.
Bowls er allerede etableret i både Danmark og Norge, mens dets udbredelse i de andre involverede lande er begrænset.
Gæsterne fik både indblik i det danske foreningsliv og den vestjyske natur på deres besøg, som varede fra mandag til torsdag. De besøgte bl.a. et krolfstævne i Nr. Felding, som foregik i mørke samt oplevede Vesterhavets kraft ved Thorsminde.
Næste møde i Tyrkiet
Projektets første møde foregik i Letland i efteråret 2021, og mødet i Holstebro var projektets andet af slagsen.
I maj er det Tyrkiets tur til at åbne dørene for projektets partnere.