Et savnet kidsvolley-tilbud i Aarhus V har stor succes

Hele 34 børn mødte op til første kidsvolley-træning i Millenium IF i søndags.

En hal, der summer af liv. Blå og gule bolde, der flyver over nettet. Ivrige, koncentrerede og glade børn.

Det var, hvad der mødte mig i idrætshallen på Hasle Skole i Aarhus V i søndags, da der stod kidsvolley på programmet. Her var 34 børn fra området mødt op med deres forældre til en dag med sjov, leg og bevægelse.

Venskaber på tværs af alder og kulturer

På blot få uger stablede frivillige i foreningen søndagens kick-off event på benene, der skal give børn i alderen 3.-6. klasse en smagsprøve på kidsvolley.

Manden bag er Murat Kilic, formand for Millenium IF. En forening, der siden 2009 har givet volleyballspillere over 16 år mulighed for at skyde bolden over nettet.

”Vi håber, at vi får succes med projektet, så vi i fremtiden kan starte et fast kidsvolley-hold i foreningen for børn i området. Det lover godt med 34 børn,” fortæller han begejstret.

Foruden volleyfærdigheder håber de på at give børnene et nyt træningsfællesskab.

”Vi håber på at skabe nogle sjove træninger for børnene, hvor de kan danne nye venskaber på tværs af alder og kulturer,” siger han.

Et længe savnet kidsvolley-tilbud

Kick-off eventet var til stor glæde for flere forældre i området - blandt andet Berit Schelde Christensen, som ser mange muligheder i et kidsvolley-tilbud i området.

”Min søn på 12 år elsker volleyball, og derfor undersøgte jeg mulighederne her i området og opdagede, at vi skulle helt til Lyseng for at finde volleyball til børn i hans aldersgruppe,” forklarer hun.

Af den grund er forældrene glade for, at der startes et kidsvolley-hold op i området. Det letter både det praktiske og tilføjer endnu et unikt træningsfællesskab til det vestlige Aarhus.

Kidsvolley er et super fedt koncept og kan mere end bare sport. Der er fokus på leg, krop og bevægelse uden den konkurrenceprægede del, der er i mange andre sportsgrene

Berit Schelde Christensen

Mere end bare en sport

At Kidsvolley er mere end bare sport, er volleyballkonsulent i DGI Volleyball, Karsten Vium Strandridder, enig i.

”Kidsvolley adskiller sig fra almindelig volley ved banestørrelsen. Spillet foregår på en mindre bane, og så er der fokus på leg, bevægelse og samspil,” forklarer han.

Udover en masse lege og sjove øvelser bød træningen til kick-off eventet også på en introduktion til de forskellige levels, der findes i kidsvolley.

”Man går fra level 1-4, hvor man stille og roligt putter flere og flere volley-elementer på såsom at lære at serve. Til sidst vil man have bevæget sig op, hvor man spiller almindelig volleyball, som vi kender det,” fortæller han.  

Drømme for fremtiden

De næste 10 torsdage vil børn fylde idrætshallen på Hasle Skole, og projektet fortsætter igen til efteråret med endnu et forløb på 10 uger.

Projektet er stablet på benene ved hjælp af ildsjæle i foreningen og støtte fra DGI Volleyball, der har undervist og guidet frivillige i foreningen til at varetage træningen. Herudover har foreningen søgt DGI Østjyllands pulje – Flere unge i foreningslivet - som har gjort det muligt at skaffe udstyr til træningerne.

Millenium IF håber på at rekruttere trænere blandt forældre, frivillige og nuværende spillere i foreningen. I fremtiden håber de på at brede projektet endnu mere ud gennem blandt andet samarbejde med SFO’er og skoler i Aarhus Vest.