Ketsjersport nedsætter risikoen for tidlig død

Ketsjersport er ifølge studier sundere end andre idrætter. Få svaret på, hvorfor lige præcis ketsjersport indtager førstepladsen som den idræt, der gør din krop sundere og stærkere.

Ketsjersport nedsætter ifølge et britisk studie mortalitet og risikoen for tidlig død. Foto: Niels Husted

Vi ved det godt: Idræt er sundt. Men et britisk studie peger nu på, at nogle idrætter er sundere end andre. Og ketsjersport indtager en flot førsteplads.

”Man har blandt andet sammenlignet ketsjersport med andre idrætter på parametrene: nedsættelse af sygdomme som hjertekarsygdomme og nedsættelse af risikoen for tidlig død. Her tyder forskningsresultaterne på, at ketsjersport er bedre for din krop end de andre idrætter i studiet,” siger Niels Christian Kaldau.

Han er diplomlæge i idrætsmedicin og afdelingslæge på Artroskopisk Center i Hvidovre.

ketsjersport overhaler både svømning, aerobic og cykling, som ellers også har en målbar positiv effekt i forhold til nedsættelse af tidlig død. Fodbold og løb har umiddelbart ingen effekt i dette studie. 

Resultaterne tyder på, at badminton er bedre for din krop end de andre idrætter i studiet

Niels Christian Kaldau, diplomlæge i idrætsmedicin

Ketsjersport styrker dine knogler

Ud over at ketsjersport ifølge det britiske studie nedsætter mortalitet og dødelighed, så viser et svensk studie, at din knogledensitet bliver påvirket af idrætten:

”Det viser sig, at knogletætheden er bedre hos en badmintonspiller end hos en ishockeyspiller. Det skyldes sandsynligvis, at man som badmintonspiller hopper rundt på banen, hvilket belaster knoglerne. Det får kroppen til at styrke knoglerne, fordi den gerne vil være rustet til aktiviteten,” siger Niels Christian Kaldau.

I ishockey er bevægelserne mere glidende og knoglerne bliver udsat for knap så mange stød.

Med alderen svækkes vores knoglers styrke til at modstå brud. Særligt kvinder er i risiko for at få knogleskørhed som ældre.

”Vi ved ikke, om ældre, der har dyrket ketsjersport får færre brud. Men vi ved, at hvis man som ung har en høj knogletæthed, så er man bedre rustet, når man bliver gammel,” siger diplomlægen i idrætsmedicin.

Forskning

  • Britisk studie fra 2017: Associations of specific types of sports and exercise with all-cause And cardiovascular‐disease mortality: a cohort study of 80.306 British adults.
  • Svensk studie fra 2010: Effects of badminton and ice hockey on bone mass in young males: A 12-year follow-up.
  • Lee D, et al.: Running as a Key Lifestyle Medicine for Longevity. Prog CardiovascDis (2017). 

Niels Christian Kaldau pointerer, at ét studie ikke kan stå alene, når man vurderer de sundhedsmæssige fordele ved en idræt. Andre studier har eksempelvis vist en god effekt af løb på livsstilssygdomme.

Fjerbolden gør dig glad

Badminton er sandsynligvis særligt godt for din fysik, fordi det er god konditionstræning, hvor du bruger hele kroppen.

Sundhed er dog ikke kun fysisk sygdom, men også noget så simpelt som trivsel og livsglæde.

”Folk bliver gladere af at være aktive og vi bliver styrket mentalt, når vi dyrker idræt,” siger lægen, og uddyber:

”Netop med tanke på vores mentale sundhed, er badminton en god idræt, fordi den modsat løb og fitness er meget social. Man skal ikke undervurdere sundheden ved at dyrke foreningsidræt,” siger Niels Christian Kaldau.