Ny bog gør det nemmere at være badmintonforælder

I bogen "Vi går til badminton" bliver du klogere på alt omkring begreber, regler og hvordan spillere og forældre bør opføre sig til stævner.

Badminton har en særlig kultur både på og udenfor banen. Bogen "Vi går til badminton" guider forudsætningsløse forældre til at navigere i badmintonverdenen.

”Vi går til badminton” er titlen på en ny bog henvendt til forældre, der har børn, som spiller badminton. Den er skrevet af journalist Ulla Abildtrup, som er mor til to drenge, som elsker badminton. Hun har brugt erfaringen som ny i badmintonverdenen som afsæt til at skrive en bog fyldt med råd til andre forældre.

"Vi går til badminton" er både til forældre, hvis børn lige er startet til badminton eller børn, som er godt i gang med badminton. Den er fyldt med praktiske tips til alt mellem himmel og jord i badminton og gode råd fra nogle af sportens dygtigste trænere og coaches.

Forfatteren Ulla Abildtrup giver her et indblik i bogens tilblivelse og tankerne bag. Læs et fyldigt uddrag fra bogen nederst på siden.

Hvorfor har du skrevet en bog om at være forælder i badminton?

Ingen i min familie har nogensinde dyrket sport på eliteplan. Derfor var jeg temmelig forudsætningsløs, da mine børn pludselig blev helt vilde med badminton og havde brug for forældreopbakning.

Jeg var vant til, at mine børn dyrkede sportsgrene som svømning og fodbold, hvor forældrerollen bestod i at hente og bringe og eventuelt tage kage med. Derfor var jeg også blind for, at jeg i badmintonhallen til tider opførte mig som en elefant i en glasbutik. Det kunne ske, når jeg jublede over, at sønnike vandt en kamp, og det endda over børn, som havde spillet i meget længere tid, og som kunne blive både sure og kede af det. Først da en lidt ældre dreng irettesatte mig, begyndte jeg at lægge mærke til, at badminton har en særlig kultur både på og udenfor banen.

Hvorfor har vi som forældre brug for en bog om at gå til badminton, når det er børnene, der spiller?

Badminton kræver stor forældrestøtte, hvis børnene vil spille meget. Tilmelding til turneringer er notorisk indviklet, men der er også et hav af skrevne og uskrevne regler. Forskellige aldersklasser, makkerskaber, rangliste osv.

Mange klubber tilbyder begynderturneringer som en fin introduktion. Men en dag står man altså pludselig til en rigtig pointgivende turnering og skal selv kunne finde ud af det – og det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke finde ud af at læse et turneringsprogram og piskede hele familien afsted til en hal langt pokker i vold mange timer, før børnene skulle spille.

Jeg kunne heller ikke coache, sådan som de andre forældre gjorde, og jeg syntes, det var utrolig svært at få børnene til at varme op og spise imellem kampene. Maden skulle også helst være den rigtige i forhold til en turnering – banan fremfor gulerod, pastasalat fremfor tunge frikadeller, sagde de andre forældre. Og så var der alt det mentale. I vores entre hænger fire smadrede ketsjere til skræk og advarsel for de store følelser, som er i spil på banen. Mine drenge er ikke de eneste, der til tider koger over. Jeg ser det selv til begynderturneringer, og derfor indeholder min bog flere interview med kloge mennesker om børns udvikling og mentaltræning.

Hvorfor er der behov for en bog om at være forælder i badminton?

Jeg begyndte for tre år siden at skrive om nogle af mine betragtninger i bl.a. Badmintonbladet og fik mange positive kommentarer. Mest overraskende kom de fra nogle af de forældre, som jeg beundrede, fordi de virkede så tjekkede. De genkendte deres egen forvirring og usikkerhed i mine klummer, fra dengang de selv var nye forældre i badminton, og opfordrede mig til at skrive en bog. Badminton Danmark og DGI mente også, at behovet for en slags guide til forældre var stort.

Jeg interviewede derefter forældre i hele landet om deres behov for viden som mor eller far til et badmintonbarn, for bogen skulle jo ikke handle om vores familie, men om udfordringer generelt for badmintonforældre. Herefter begyndte jeg at skrive og fik løbende tjekket fakta af DGI og Badminton Danmark fx omkring basale regler i badminton.

DGI anbefaler "Vi går til badminton"

Bogen ”Vi går til badminton” er en hjælp til forældre i badminton. Både dem, der er helt nye og dem, der har et par år på bagen. Den giver masser af praktiske tips fra nogle af sportens dygtigste trænere og coaches og rummer svar på alle de spørgsmål, som nye i sporten kan stille sig selv. Guiden er skrevet i øjenhøjde af Ulla Abildtrup, journalist og mor til to badmintonbørn. Hun trækker på egne erfaringer og interviews med bl.a. landsholdstrænere, en psykolog, en ekspert i idrætsskader, andre forældre og frivillige i sporten. 

  • Vi går til badminton
  • Af Ulla Abildtrup. Frydenlund. 128 sider. 229 kr. Frydenlund.dk

Hvordan skal man bruge bogen?

”Vi går til badminton” kan læses som enhver anden guidebog – fra ende til anden eller som opslagsbog. Men i forhold til andre guidebøger er den unik ved samtidig at vende blikket udefra og ind og vise, hvordan de ’indfødte’ – badmintontrænere og frivillige i klubberne ser på forældrene. Den danske klubstruktur fungerer kun i kraft af mange frivillige herunder forældre, og det er en vigtig pointe.

For mig har livet som badmintonmor været som en rejse til et fremmed land med andre skikke og et andet sprog, hvor ord som greb eller russisk har en helt anden betydning end udenfor badmintonhallen, og hvor det fyger med forkortelser som HD og DMU. Af samme grund er der også en sproglig guide sidst i bogen.

Hvad skal bogen bidrage med?

I badminton taler trænere om, at børn skal lære at spille både op og ned – altså både lære af klubbens mere erfarne spillere og give deres egen viden videre til nye børn i sporten. Det samme gælder forældre i sporten. Vi skal være gode til at dele vores viden med nye forældre. Være nysgerrige på, hvor de står lige her og nu, og hvor de måske er på vej hen i badminton. Vi, der nu er blevet erfarne forældre, kan gøre det bedre end sige ”du skal endelig bare spørge…”

Vi kan ’spille ned’ og fx spørge: ”Skal I med til turneringen i næste måned? Så kan vi måske følges ad eller mødes i hallen?” Så er det langt lettere for nye forældre at ’spille op’ og fx svare: ”Er der en turnering i næste måned? Hvordan kommer vi med til den? Det vil være dejligt, hvis du vil hjælpe.”

Hvad håber du, at andre får ud af at læse bogen?

Hver familie er unik. Det, der fungerer i den ene, duer ikke altid i den anden. Jeg præsenterer flere vinkler og synspunkter på emner som, hvem skal sørge for, at barnets drikkedunk er fyldt. Så kan forældre læse, hvad trænere, psykologer og andre forældre mener, og overveje, hvad de selv finder bedst.

Badminton udvikler børn på flere måder end alene deres evne til at ramme en fjerbold. Børnene får kompetencer, som de kan bruge i skolen og senere i livet. De træner fx gruppearbejde, når de spiller double eller holdkampe. De lærer at respektere andres afgørelser og stole på deres egne, når de selv skal dømme bolde ude eller inde i kampe. Og de lærer at håndtere nerver, når der er meget på spil, hvad enten det så er på banen eller til en fremlæggelse i skolen.

De lærer også at begå sig blandt både ældre og yngre børn til træning og som tidligere nævnt at spille op og ned, altså modtage og give viden og erfaring videre til andre. De træner på tværs af køn, etnicitet og religiøsitet. Jeg ser de mest fantastiske venskaber rundt om i klubberne og på tværs af landsdele til turneringer. Selvom der bliver gået til stålet inde på banen - tag endelig ikke fejl af det - varer det sjældent mere end et par minutter, før den slagne part løber rundt på banen igen og spiller engelsk double med sin tidligere modstander og andre kammerater. Jeg håber, at min bog kan være med til at åbne flere forældres øjne for, at badminton er en fantastisk givende sport.

Hvad håber du at opnå med bogen?

Der er kæmpe konkurrence fra alverdens fritidsaktiviteter om vores børns sparsomme fritid, presset på forældre for at stille op som frivillige i alverdens sammenhænge er også stort. I den situation er det vigtigt med stærke ambassadører for, at badminton kan fastholde sin igangværende lille optur i medlemstal. Jeg har brugt to år på at skrive bogen i min fritid og håber, at den kan blive en stemme i debatten.

Køb bogen her.