Camp Colman: Dansk udenlandsprof giver tilbage med egne basketballcamps

Siden 2014 har basketball-spillende børn og unge haft mulighed for at få masser af udvikling, oplevelse og fællesskab på Camp Colman, som er etableret af den professionelle danske basketballspiller, Chanan Colman.

Basketballspilleren Chanan Colman giver hver sommer børn og unge mulighed for en fed og aktiv ferieoplevelse med Camp Colman, der afholdes i Gladsaxe. Foto: Privatfoto

Er du vild med basket? Vil du gerne være en endnu bedre spiller? Har du lyst til at bruge slutningen af din sommerferie i et fedt fællesskab med masser af oplevelser? Så er Camp Colman, der afholdes i Gladsaxe, lige noget for dig.

Bag Camp Colman står den professionelle danske basketballspiller, Chanan Colman, der har en lang udlandskarriere bag sig. Han er formentlig en af de bedste spillere, vi nogensinde har opfostret i Danmark, og en af de bærende spillere hos hans israelske klub, Hapoel Holon.

Hver sommer bruger han en uge af sin fere på at træne danske børn og unge sammen med en masse andre dygtige trænere og spillere. Hvorfor? Fordi han vil give noget tilbage, og fordi han ønsker at bidrage til udviklingen af dansk basketball, hvor det hele begynder – hos børn og unge.

”Det startede med, at jeg trænede nogle unge personligt, da jeg var hjemme på ferie. Jeg kunne se, hvor meget de fik ud af det, så jeg tænkte, at det kunne være fedt at gøre det samme for så mange som muligt. Så kom idéen med en camp og det var en no brainer allerede efter første år,” udtaler Chanan Colman.

Camp Colman giver dig mulighed for at udvikle dig som spiller

Han synes, at det er både givende og specielt at se deltagernes ansigter og følge deres udvikling på campen, som er åben for både spillere, der spiller for sjov, og spillere, der håber at skabe sig en professionel karriere.

”Du skal tage med på campen, fordi det er mega sjovt. Du får nogle ting, som du ikke får hjemme i din klub eller med kammeraterne i skolegården. Vores trænere kigger på dig med andre øjne, du får nye instruktioner og lærer andre øvelser. Det giver dig mulighed for at udvikle dig som spiller,” fortæller Chanan Colman.

Han henviser samtidig også til, at campens mange dygtige trænere i løbet af campen fortæller om deres egen personlige historie. På den måde får deltagerne stor indsigt i, hvad det kræver at gøre karriere indenfor basketball. Nogle af deltagerne skal måske selv til at igennem det, som trænerne har været igennem, da de selv spillede.

Campen lægget stor vægt på udvikling af skills, spilforståelse og socialt fællesskab

Camp Colman lægger stor vægt på udvikling af skills, fx ball- handling, skud og forsvar. Derfor starter hver dag med masser af drills, hvor de forskellige trænere udfordrer og udvikler deltagerne. Senere på dagen står den på enten styrkeøvelser eller konkurrencer, og aftenener bliver brugt på den interne camptunering.

”Vi har delt dagen op, så vi fokuserer på både udvikling af skills og spilforståelse. Begge dele er meget vigtige i forhold til spillernes udvikling. Deltagerne bliver delt ind på faste hold, som de spiller med under hele campen, så der er mulighed for holdtræninger, hvor der rettes til, poleres og udvikles,” siger Chanan Colman.

Han lægger dog også stor vægt på det sociale fællesskab. Han ved nemlig godt, at mange af campdeltagerne ikke nødvendigvis kommer ind med en ambition om en dag at skal spille i Basketligaen, Euroleague eller NBA. Derfor skal der være plads til at have det sjovt.

”Vi har stor fokus på det sociale under hele campen. Det er blevet fast tradition, at vi holder en grillfest en aften, hvor nogle af deltagernes familier kommer og hjælper til, og hvor deltagerne får lov at spille kampe mod trænerne. Det understøtter fællesskabet, og det er et meget vigtigt element,” påpeger Chanan Colman.