Videoguide: Justering af bagskifteren
Der er ikke noget værre, når gearene ikke kører, som de skal. Men det er faktisk ikke så svært at justere dem. I videoen guider vi dig til, hvordan du justerer din bagskifter.
Kender du følelsen af en bagskifter, der ikke altid skifter gear, når du vil, og lyden af en kæde, der tikker og springer frem og tilbage mellem gearene? Så lyder det til, at dine gear trænger til at blive justeret.
For nogle lyder det helt uoverkommeligt, men det er faktisk slet ikke så svært at justere bagskifteren, og hvis du kan finde ud af det, sparer det dig for mange ture til cykelmekanikeren.
Ofte kan du løse problemerne ved blot at løsne eller spænde kablet eller gearwireren en lille smule. Det er helt naturligt, at den strækker sig og bliver lidt længere over tid, så derfor vil du opleve, at du skal justere dine gear engang imellem for at bevare samme indstilling.
De to stopskruer bør være indstillet korrekt fra start, så dem skal du så vidt muligt holde dig fra. Kun hvis du enten ikke kan skifte helt op på det største tandhjul eller helt ned på det mindste, og du ikke kan løse problemet ved at ændre kabelspændingen, skal du kigge på stopskruerne.
Hvis du har elektroniske gear, kan du selvfølgelig ikke justere kabelspændingen, men principperne omkring stopskruerne er de samme.
Udstyr til justering af bagskifter
Du skal bruge...
- Til kabelspænding: Sandsynligvis intet. Ellers 5mm unbrakonøgle til større justeringer
- Til stopskruerne: 2mm unbrakonøgle eller lille stjerneskruetrækker
De fleste justeringer kan du klare med fingrene. Kun hvis du ikke kan justere kabelspændingen nok på drejehjulet på bagskifteren, kan det være nødvendigt at løsne skruen på bagskifteren, der holder kablet, og justere spændingen der. Her skal du som regel bruge en 5mm unbrakonøgle.
Sådan gør du
- Hvis kæden tikker, springer frem og tilbage mellem gearene, eller du har svært ved at skifte enten op eller ned på kassetten, skal du justere kabelspændingen. Start med at skifte helt ned på det mindste tandhjul og skift så én gang op, så du er sikker på, at kæden nu bør være på det næstmindste tandhjul.
- Brug så drejehjulet til at justere kabelspændingen. Hvis bagskifteren er langsom og har svært ved at skifte ned på mindre tandhjul, skal du løsne spændingen lidt ved at dreje med uret. Hvis bagskifteren har svært ved at skifte op på større tandhjul, skal de øge spændingen lidt ved at dreje mod uret. Prøv dig langsomt frem, mens du skifter frem og tilbage mellem gearene.
- Hvis gearskiftet nu kører, som det skal, men du enten ikke kan skifte helt ned på det mindste tandhjul, eller gearet takker, når kæden kører på det, skal du justere på stopskruen. For at justere hvor langt bagskifteren kan bevæge sig ud, skal du bruge stopskruen, der er markeret med et lille H. Skru forsigtigt mod uret for at flytte grænsen længere ud eller forsigtigt med uret for at flytte grænsen længere ind. Slæden på bagskifteren skal stå så lige ned for det tandhjul, kæden er på, som muligt.
- Hvis du enten ikke kan komme op på det største tandhjul, eller bagskifteren kommer for tæt på egerne, skal du justere den anden stopskrue, som er markeret med et lille L. Skru forsigtigt mod uret for at flytte grænsen længere ind, så du til sidst kan skifte helt op på det største tandhjul. Kommer bagskifteren for tæt på egerne, skal du skrue forsigtigt med uret for at flytte den længere ud i stedet. Nu skulle dine gear gerne være indstillet korrekt.