Fodboldformand: ”Du lærer mere af at være i en forening end ved at hænge ud på gaden”

Selvom det snart er 32 år siden, Mohammad Weis kom til Danmark, står oplevelsen stadig tindrende klart i erindringen. Sammen med otte andre flygtninge landede han i Kastrup med et lille, larmende to-motors propelfly, der havde sat kursen mod Danmark fra Tyrkiet.

I ankomsthallen var der fyldt med festglade mennesker, og overalt blev der flaget med Dannebrog. Klokken var lidt over 22 fredag 26. juni på en smuk sommeraften, hvor Kastrup Lufthavn ligesom resten af Danmark boblede af eufori efter EM-finalen i herrefodbold mod Tyskland.

"Jeg vidste godt, at Danmark skulle spille finale mod Tyskland, så da vi ankom i lufthavnen, kunne jeg regne ud, at Danmark havde vundet," siger han med et skævt grin.

Det er nærmest symbolsk, at den i dag 54-årige Mohammad Weis ankom til sit nye hjemland på aftenen for nationens største fodboldtriumf. For det er med fodbolden og i foreningslivet, at han i dag forsøger at give tilbage til det samfund, der ifølge Mohammad selv tog så godt imod ham.

Formand gennem 19 år

Det var i september 2005, at Mohammad Weis sammen med godt et dusin familiemedlemmer, venner og bekendte stiftede fodboldklubben Idræt Venskab Forening, i daglig tale IVF, i Toveshøj, der ligger i Gellerup-området i det vestlige Aarhus. Forinden havde Mohammad, et par af hans brødre og nogle venner spillet på et lukket serie-5 hold i en anden klub, men de havde lyst til at skabe deres egen forening, hvor de selv kunne præge kulturen og foreningens DNA.

Mohammad Weis har været formand for IVF alle årene. Det er en rolle, han trives i. For han kan lide at snakke med mennesker. Uanset baggrund, alder og køn. Og han kan lide at gøre en forskel for andre. Det første år spillede klubben sine kampe nogle kilometer fra Toveshøj. I 2006 fik klubben sine første ungdomshold, og samtidig fik IVF klubhus i små, interimistiske lokaler bag Toveshøjskolen, der i dag huser specialskolen Stensagerskolen.

Når IVF træner indendørs, foregår det i hallerne på den tidligere Tovshøjskole i Gellerup. Foto: Roar Paaske.

Der har klubben stadig hjemme, selvom der hverken er toilet eller rindende vand i lokalerne, så Mohammad Weis og de frivillige henter vand på skolen i store plasticdunke, som bruges til alt fra kaffe, opvask og håndvask.

Sidste år fik klubben bevilget 1,8 mio. kr. af Aarhus Kommune til et nyt klubhus, og Salling Fondene har også spyttet en mio. kr. i projektet. Byggeriet begynder i foråret 2024, og Mohammad Weis glæder sig til, det står færdigt.

"Så kan vi bedre lave sociale arrangementer og måske invitere udeholdene med til grillfest," siger han med et smil.

Frihed med bolden

At det lige blev fodbold, Mohammad Weis kastede sin tid og energi på, er langt fra tilfældigt. Han har irakisk-kurdisk baggrund, men er født og opvokset i Kuwait sammen med fire brødre og to søstre.

"Selvom vi var kurdere og altid havde boet i Kuwait, blev vi set som irakere. Der var meget diskrimination fra myndighederne," fortæller han om opvæksten i den lille olierige ørkenstat.

Men når han spillede fodbold med sine brødre, fætre og venner, var der i det mindste en form for normalitet i tilværelsen.

"Fodbold var det eneste, vi kunne lave. Der var ikke iPhones eller Playstation som i dag. Fodbold var det, vi fik tiden til at gå med. Men vi måtte ikke spille i klub. Det var kun for borgere med statsborgerskab."

I august 1990 invaderede Irak det lille naboland, og selvom en amerikansk ledet koalition hurtigt fik smidt Saddam Husseins tropper ud af Kuwait, var det svært for Mohammad Weis og hans familie at blive boende.

"Det var ikke sjovt efter invasionen. Det var Irak, der havde invaderet dem, og vi var irakere i deres øjne. Mange af mine venner og familie flygtede, og det gjorde jeg også til sidst," siger han.

Via stop i Jordan og Tyrkiet endte Mohammad Weis lidt tilfældigt i Danmark. Efter ankomsten i Kastrup blev han først sendt til Sandholmlejren. Nogle måneder senere landede han på Nykøbing Mors med en opholdstilladelse i hånden.

"Det var hårdt. Jeg var 23-24 år, og jeg var helt alene i Danmark og kendte ikke nogen. Det var en svær tid," husker han.

Hen over årene er resten af hans familie også kommet til Danmark, og i dag bor de fire brødre og to søstre alle i Gellerup-området.

Mohammed Weis kom alene til Danmark som 23-årig. Selvom det var hårdt i starten, betød modtagelsen at han fik lyst til at gøre noget godt for andre mennesker. Foto: Roar Paaske.

Fik lov at bade først

Selvom den første tid i Danmark var hård, var den samtidig skelsættende for Mohammad Weis, og særligt én oplevelse har lagt kimen til de værdier, han i dag forsøger at give videre til IVF’s medlemmer. Det skete i 1993 på et fodboldhold i Aalestrup i Himmerland, hvor han dengang boede.

"Jeg var målmand, det var forår, og der var mudrede baner. Så jeg var rigtig beskidt efter kampene, men jeg havde ikke lyst til at gå i bad sammen med resten af holdet. Jeg var genert, jeg kendte ikke de andre så godt. Og jeg var den eneste udlænding på holdet. Jeg ventede uden for omklædningsrummet på, at mine holdkammerater havde været i bad, og så gik jeg ind efter dem. Sådan var det tre-fire gange efter kampe, men en dag efter en udekamp sagde en af mine holdkammerater: ’Stop venner. I dag går Mohammad først i bad. Så venter vi andre’. Jeg husker det tydeligt," siger Mohammad Weis, inden han holder en kort pause:

"… Laust hed han."

Episoden i omklædningsrummet med serieholdet fra Aalestrup indprentede sig i hukommelsen ligesom ankomsten i Kastrup, og oplevelsen er for Mohammad Weis en påmindelse om den respekt og hensyn til sine medmennesker, som han forsøger at give videre til børn og unge i IVF:

Jeg blev mødt med respekt og taget godt imod, da jeg kom til Danmark. Derfor ville jeg gøre noget godt for andre, for samfundet. Som en måde at vise min taknemmelighed på.

Mohammed Weis

Støttepædagog - også i klubben

Dermed kommer vi tilbage til fodboldklubben i Toveshøj. For hvor medlemmerne i starten mest kom fra Mohammad Weis' egen familie og netværk af venner og bekendte, er klubben i dag vokset til 215 medlemmer. Næsten alle har indvandrerbaggrund, og hovedparten er børn og unge under 15 år.

"Mange forældre ringer og spørger mig, om deres søn eller datter kan komme til prøvetræning. Jeg siger altid ja, og så lover jeg forældrene, at de bliver hængende. Jeg tror, det skyldes, vi er en klub med plads til alle. Her er man ikke somalier, iraker, tyrker eller palæstinenser. Her er du IVF’er," siger Mohammad Weis.

Han bruger mange timer om ugen på arbejdet i fodboldklubben. Det kan lade sig gøre, fordi han i dag er flexjobber efter to operationer for diskusprolapser. Inden da var han ressource- og kontaktperson for socialt udfordrede familier i området. I kraft af sit tidligere job og sin rolle i klubben har han oparbejdet et kæmpe netværk i lokalområdet. Han er den, forældre ringer til, når de ikke lige ved, hvor deres barn er. Og han er den, unge går til, når de vil vende små og store problemer.

Hans netværk kom klubben til gavn, da de for et par år siden begyndte at lave en fokuseret indsats for at få flere piger i lokalområdet til at spille fodbold. I dag tæller klubben næsten 80 piger blandt sine medlemmer, og det er ifølge Anett Christiansen, foreningsmentor i Det Boligsociale Hus i Gellerup/Toveshøj, i høj grad på grund af Mohammad Weis.

"Mohammad er meget tillidsvækkende, og han er en, som folk respekterer. Han bruger nærmest al sin vågne tid på at give børn og unge i området en sund fritidsinteresse. Og så er han en rollemodel for de unge. Han giver dem ansvar, og han er der, når de har brug for ham," siger hun.

Mohammed Weis er træner for klubbens U5/U6-drenge samt førskole-holdet. Her handler det mest om give børnene en smag for fodbold og lære dem at spille bolden til hinanden. Foto: Roar Paaske. 

Rollemodeller at se op til

For Mohammad Weis handler det mest af alt om at give kvarterets piger og drenge nogle sunde værdier med videre i livet. Så de unge står bedre, når de skal i gang med ungdomsuddannelse og livet generelt. Men også fordi han ønsker at skubbe til omverdenens opfattelse af områdets børn og unge.

"Du lærer mere af at være i en forening, end du gør ved at hænge ud på gaden. Derfor er klubben vigtig for området – og for mig. Det er derfor, jeg elsker at være træner: At se børnene og de unge vokse og blive gode mennesker. Og måske kan vi hjælpe nogen af dem, der er på vej i en forkert retning, med at komme tilbage på sporet," siger han.

Det starter allerede med førskolefodbold for områdets 3-5-årige børn, der knap nok kan sparke til en bold. En time i indendørssæsonen og to timer i udendørssæsonen hver uge.

"Det er mest, så børnene kan snuse til fodbold, og så de lærer at deles om bolden. Ellers vil de ikke aflevere til holdkammeraterne, når de bliver ældre. De skal lære at være sammen på et hold og indgå i relationer med andre børn," forklarer han.

I dag trænes det ene førskolehold af to af klubbens 13-årige pigespillere. De er vokset enormt med opgaven og misser aldrig en træning, fortæller Mohammad Weis stolt. Og det er en anden vigtig pointe. At give ansvar til klubbens unge.

"På den måde kan vi styrke deres selvværd. De vokser med ansvaret. Og så er de gode forbilleder for de yngste. Den opførsel tager de med sig i skolen. Nu er der kamp om at blive træner for de små, men vi har ikke hold nok til, at de alle sammen kan blive trænere. Men det er dejligt, at de gerne vil. På den måde kan vi give børn og unge nogle rollemodeller at se op til og nogle værdier at stræbe efter. Det er det vigtige for mig," siger han.

U5-U6-drengene i fuld sprint over halgulvet. Langt hovedparten af medlemmerne i IVF har anden etnisk herkomst end dansk. Foto: Roar Paaske.