Smart træning holder hjernen fit
SMART-training er som at sende hjernen i fitnesscenter. Gennem fysiske øvelser, der kobles op på farver og ord, kan du træne hjernen til at få bedre hukommelse og fokus.
”Bus!” råber instruktør Lisbeth Spanggaard ud i lokalet til deltagerne på dagens SMART-training-hold. Nu skal deltagerne huske om det var den lille bold, der skulle kastes, den store bold der skulle trilles, eller om begge bolde skulle i spil. Samtidig skal de huske at svinge et tørklæde i en bestemt rytme.
”Vi sætter det motoriske, sensoriske og logiske sammen. Du skal have udfordringer, så hjernen arbejder,” siger Lisbeth Spanggaard.
Hun er instruktør i SMART-training i Højbjerg Træning og har været med til at udvikle konceptet. Kernen i det er, at deltagerens hjerne skal udvikle forbindelser.
Du bliver bedre til at huske og bedre til at fokusere
Lisbeth Spanggaard, SMART-instruktør
Hukommelsen forbedres af SMART Training
Forbindelser opstår, når du er i en læringssituation. Derfor skal instruktøren i sin undervisning sørge for, at der aldrig er nogen, der bliver for gode til øvelserne. Til gengæld er der så mange ting i spil på samme tid, at SMART-training påvirker flere dele af hjernen.
”Det, der er i spil, er en bedre hukommelse, du bliver bedre til at huske og bedre til at fokusere. Derudover laver vi øvelser, som deltagerne kan binde op på lagrede erfaringer, som hjælper dem,” siger Lisbeth Spanggaard.
For at få fat i de lagrede erfaringer, bruger instruktøren farver i forbindelse med øvelserne. For eksempel skal deltageren ved et lilla stykke karton dreje mod højre om sig selv, eller ved et blåt stykke karton krydse arme og ben på skift.
Din hjerne skal trænes på samme måde som musklerne for at holdes fit
Lisbeth Spanggaard, SMART-instruktør
Hjernen skal til fitness
Træningen skal hjælpe deltagerne til at være mere fokuserede, effektive og åbne over for ny læring i deres hverdag. Og for en af deltagerne har SMART-training været med til at give en følelse af succes efter en slem hjernerystelse.
”Det er så uforudsigeligt med den her træning. Og når du ikke ved, hvad du skal lave af øvelser på forhånd, så har du heller ikke en forventning om, hvor god du skal være. Så bliver det udelukkende sjovt og lærerigt,” siger Britt Skytte, der har gået til SMART-training i en sæson nu.
Instruktør Lisbeth Spanggaard er heller ikke i tvivl om, at SMART-training kan hjælpe mennesker som Britt Skytte.
”Her er du nødt til at være tilstede. Vi har fat i både balance og koncentration gennem nervesystemet. Din hjerne skal trænes på samme måde som musklerne for at holdes fit,” siger hun.