Hoopers er det nye i hundesport
Et godt flow på banen og minimal belastning for hund og fører kan gøre hoopers til en superpopulær form for hundesport i DGI.
"Hoop" er det engelske ord for ring, bøjle eller tøndebånd, og hoopers er betegnelsen for en slags agility light, det vil sige en forhindringsbane, som hunden skal skal fjerndirigeres igennem via anvisninger fra sin fører. Men banen er mindre strabadserende end en agilitybane.
Mona Lindhardt, medlem af Dch Skanderborg og DKK Viby, forklarer med stor entusiasme:
”Der er ingen spring. Banen er bygget i flow, og hundene skal kunne se den næste forhindring. Hunden arbejder selv, og "handleren" - hundens fører - arbejder inden for et afmærket område. Handleren må bruge alle de gestikulationer og bevægelser, som er nødvendige.”
Gik bare i gang
Mona Lindhardt har været solgt til hoopers, siden hun for første gang oplevede aktiviteten. Det var i efteråret 2019, hun blev introduceret for hoopers på et kursus i Give.
”Det var en fantastisk oplevelse. Der var så meget smil og grin og glæde. Vi var helt høje af oplevelsen, og jeg tænkte, at det her skal flere have kendskab til,” fortæller Mona Lindhardt, der startede op derhjemme.
”Hoops minder meget om kroketbuer. Der er også tønder, hegn og måtter og tunneller à 1-2 meter. Forhindringerne fylder ikke ret meget. Man kan starte med få forhindringer og langsomt udbygge banen.”
Mona Lindhardt har et indgående kendskab til agility blandt andet fra Dch Skanderborg og DKK Viby, hvor hun træner agility med sin egen hund, og også som medlem af et udvalg i DGI agility, der laver arrangementer i DGI Østjylland, herunder nytårsstævne og landsdelsmesterskab i agility og rally.
Mindre belastende end agility
Hoopers, der er opfundet i USA, er ikke så hårdt for hundene som agility. Det er også mere skånsomt for hundens fører. Udfordringen ligger i distancen mellem hund og fører.
Netop den skånsomme belastning ramte plet i forhold til Mona Lindhardts ønsker og behov.
”Jeg har en mor, der er dårligt gående, og to pensionerede agilityhunde. Agility alt for belastende for dem,” siger Mona Lindhardt og fortsætter:
”Agility er ikke altid lige sjovt for alle. Der skal løbes hurtigt. Den minimale belastning i hoopers betyder, at alle kan være med.”
Stolt pionér
Mona Lindhardt beskriver i øvrigt hoopers som en meget enkel aktivitet.
”Det er nemt at få succes. Hoopers er ikke udgiftstung, og grundreglerne er enkle.”
Allerede efter kurset i Give var Mona Lindhardt en af drivkræfterne i at udbrede den nye motionsform.
”Vi var fire, der fik banket nogle introkurser op ved hjælp af hjemmeproducerede hoops og hegn,” siger Mona Lindhardt, og hun lægger ikke skjul på, at hun stolt af at være pionér.
Flere introduktionskurser er på vej i DGI-regi - også på Sjælland.
Normalt holder hundesporten pause hen over vinteren, men kan man ikke vente med at afprøve hoopers til det bliver forår, kan hoopers også - ligesom agility udøves i en hal.