DGI/DKF SUP Instruktør 2 - kursus (Jylland)

Hvornår
15. jun kl. 09:00 - 16. jun 2024 kl. 17:00
Hvor
Egå Rosport, Egå Havvej 47, 8250 Egå, Danmark
Hvem
Trænere, øvede

Nummer
202423583058

Vil du arbejde med SUP på højt niveau, fordybe dig i værktøjer til god turledelse og få kompetencerne til at kunne uddanne andre SUP-instruktører?

Så er uddannelsen til DGI/DKF SUP Instruktør 2 noget for dig.

På kurset får du viden og færdigheder til at kunne uddanne let erfarne padlere og instruktører. Som instruktør 2 får du kompetencen til at kunne frigive padlere efter DGI og DKF’s anbefalede frigivelsesniveau. Du får også viden og færdigheder til at kunne fungere som turleder for andre SUP-padlere i vind op til 5 m/s.

Vi går i dybden med, hvordan man strukturerer et undervisningsforløb og arbejder med progression i undervisningen. Vi arbejder med forskellige undervisningsmetoder, herunder videoanalyse, og du bliver bevidst om, hvornår de forskellige undervisningsmetoder er hensigtsmæssige at anvende. Vi arbejder også med forskellige måder at give feedback på, og du bliver introduceret til turlederens abc og begreber som CLAP og SAFER.

Vi skal også arbejde med navigation, naturvenlig og klimabevidst adfærd på SUP, planlægning og afvikling af aktiviteter på SUP, bugsering og søvejsregler, og vi går i dybden med risikomomenter ved SUP, herunder hypotermi og hypertermi.

Du kommer til at bringe dig selv i spil som underviser på kurset.

Kurset afholdes i beskyttet farvand, og med vind under 5 m/s. Det bestås ved en prøve (OBS: Kræver særskilt tilmelding), hvor kursistens undervisningsfærdigheder gennem hele prøven vurderes om helhed.

Uddannelsen til DGI/DKF SUP Instruktør 2 følger Dansk Kano- og Kajakforbund og DGI’s fælles norm for SUP-uddannelse.

Efter endt kursus vil du kunne undervise på DGI SUP Egenfærdighed 2/DKF SUP IPP2-kurser, der er det anbefalede frigivelsesniveau, og du vil kunne fungere som hjælpeinstruktør på DGI Egenfærdighed 3/DKF IPP3-kurser. Du vil desuden kunne uddanne DGI/DKF SUP Instruktør 1.

Forudsætninger for deltagelse:

For at deltage i Instruktør 2-kurset skal følgende forudsætninger kunne dokumenteres:

  • Egenfærdighedsniveau: DGI Egenfærdighed 3/DKF IPP3
  • DGI/DKF SUP Instruktør 1
  • Logbog med minimum 16 timers dokumenteret undervisningserfaring på SUP instruktør 1-niveau
  • Logbog med minimum 50 km padlet inden for det seneste år i varierende forhold.
  • Du skal have gyldigt førstehjælpsbevis fra kurset “Førstehjælp ombord på mindre fartøjer og i sejlsport”.

Du skal kunne svømme og være fortrolig med vand. Du skal forvente at komme i vandet,  blive våd og få hovedet under vand.

Medbring tøj, som du kan holde varmen i, også når du er våd. Gerne en våddragt. Husk også skiftetøj og håndklæde. Medbring svømmevest, SUP-boads og padel (kan også lejes hos DGI.)

Husk også madpakke, snacks og noget at drikke.

Andre spændende arrangementer Vis alle arrangementer