Fra nybegynder til løbetræner: Det gjorde forskellen

Ingrid Bielefelt Aggeboe var lige begyndt at løbe, da hun blev spurgt, om hun ville være løbetræner. Nu er hun både ivrig løber og passioneret løbetræner, og lysten til at give glæden ved løb videre i et løbefællesskab ligger dybt i løbetræneren.

For halvandet år siden havde Ingrid Bielefelt Aggeboe på 47 år aldrig rigtig løbet. Nu er hun både ivrig løber og løbetræner. Hun elsker at give sin egen løbeglæde videre:

Læs også: Den her forskel gør uddannede løbetrænere for løbeklub

“Det giver mig som træner rigtig meget at se andre vokse og kunne give min egen løbeglæde videre,” siger hun.

“Mega fed uddannelse”

Ingrid tog tværs over landet og kom på DGI og DAF's løbetræneruddannelses basismodul i Hillerød - tids nok til at kunne kunne blive uddannet løbetræner, inden der startede et begynderhold op i hendes løbeklub, SGI Løb ved Esbjerg.

“Det var mega fedt at være på præcis den uddannelse. Indholdet var rigtig spændende, og instruktøren sagde noget, jeg virkelig kunne spejle mig i; at vi ikke skulle lave den træning, man kunne finde på sociale medier eller i magasiner og apps, men vi skulle være deres personlige træner i stedet med fokus på at lege løb og øvelser, så løberne griner og har det sjovt. At glæden er den bedste måde at få bygget kroppen op, så den er klar til løb. Det gav rigtig meget mening for mig, at man ikke kun kigger på, hvor mange minutter man kan løbe,” fortæller Ingrid.

“Det tør jeg godt kaste mig ud i…”

Ingrid var nemlig selv lige startet på et begynderhold, og hele tankegangen om, at løb skulle være sjovt, at man bygger kroppen roligt op og bidrager til den fælles løbeglæde, tiltalte hende.

 “Da de spurgte om jeg ville være træner på et nyt begynderhold, tænkte jeg først nej, at det var jeg ikke klar til endnu, da jeg ikke selv havde prøvet at løbe 5 km i træk. Men jeg lyttede da de sagde, at de mente jeg kunne bidrage med noget. De synes, jeg er mødestabil, rummelig og at jeg ville være god til at at tage del i det super fællesskab, der følger med, når man løber med et hold,” fortæller Ingrid, der sagde ja tak til at komme på løbetræneruddannelse.

 “Jeg besluttede, at det turde jeg godt at kaste mig ud i. Efter selv at være startet på et begynderhold var det fedt at nå dertil, hvor jeg selv kunne være med på andres rejse og se dem opleve, hvordan deres løb udvikler sig,” siger løbetræneren.

 Rejsen og udviklingen som løber

For Ingrid er det en stor oplevelse at følge nye løbere på rejsen mod deres første 5 km. 

 “Jeg var stadig selv en ny løber, så jeg kunne holde løbet ved lige og være en del af et løbefællesskab som træner. Det er fedt at være en del af et løbefællesskab og bruge tid på noget, der både giver mening for andre og mig selv. Jeg havde selv fundet glæden ved at løbe, og den entusiasme og glæde kan jeg godt lide at give videre,” fortæller Ingrid, der nu ligger forrest i stedet for at gemme sig nede bagved.

 “Jeg ville egentlig selv helst løbe bagerst og gemme mig lidt,når jeg var til træning, men jeg fandt ud af, at man kan meget meget mere, når man er sammen med andre. Det vil jeg gerne vise andre, så nu går forrest nu, ikke bagerst.”

“Det er dejligt at kunne give glæde videre til andre, så del din løbeglæde med andre og kom ud af stuerne og ind i fællesskabet. Selvom det er hårdt en dag, så vinder du over sofaen, når du kommer ud at løbe.”

Ingrid Bielefelt Aggeboe

Løbeglæde og opmuntring til nye løbere

Glæde er det første ord, der dukker op hos Ingrid, når hun fortæller om sin passion for løbetrænergerningen.

“Jeg oplever en stor glæde ved at se spændingen hos de nye løbere. Jeg elsker at opmuntre og vise dem vejen og fortælle, at de godt kan. Jeg fortæller dem: ‘det er jer, der flytter fødderne, vi kan som trænere kun guide jer,” lyder det.

Løberne på begynderholdet oplever succes fra gang til gang, og det glæder Ingrid at være med på deres løberejse:

“Jeg oplever de nye løberes begejstring og deres succes fra gang til gang. De kommer med godt humør og glæder sig til, hvad vi skal i dag. Vi løber sammen to gange om ugen, men vi prøver at inspirere dem til, at de også ‘laver lektier’ derhjemme og træner en gang mere om ugen.”

Det stærke fællesskab blandt trænerne

SGI Løb har mange løbehold og mange trænere, og Ingrid finder som træner ro i at kunne trække på deres erfaring og kunne sparre om den daglige træning.

“Det er rart at have nogen i foreningen, der har mere erfaring end jeg selv har, og som kan videregive nogle af de oplevelser og det kendskab til løb, som de nu har. Vi er gode til at supplere hinanden og trække på hinanden og har et godt fællesskab. Vi er gode til at tage imod løbere, når de skifter hold, og vi er enige om, at der skal være plads til alle på holdene,” fortæller Ingrid.