18-årig foreningsskaber vinder DGI’s nye Ungeinitiativpris

Årets Ungeinitiativ gik til Victor Boers, der har oprettet den nye forening Copenhagen Spike Club og skabt interesse for Spikeball blandt unge.

Victor Boers fik til DGI's årsmøde overrakt checken på 10.000 kr. som bevis på, at han har vundet prisen Årets Ungeinitiativ.

I december 2020 tog 17-årige Victor Boers initiativ til at oprette den nye forening Copenhagen Spike Club, og på under et år har foreningen fået over 50 medlemmer.

Victor Boers initiativ har været med til at skabe interesse for en ny sport, hvor unge får motion og bevæger sig, mens de skaber et nyt idrætsmiljø og fællesskab, hvor der er plads til alle.

For sit initiativ, gå-på-mod og evne til at skabe et idrætsmiljø med plads til både motion og fællesskab, modtog Victor Boers 6. november Årets Ungeinitiativ-pris. Prisen, der uddeles i samarbejde med Velliv, blev givet til Victor Boers på DGI’s årsmøde i DGI Byen i København.

Læs mere om DGI's årsmøde 2021

Med prisen følger en check på 10.000, som skal gå til videre arbejde med initiativet.

Får flere unge til at bevæge sig

Victor Boers er nu 18 år og bor i Holte. Han fik interesse for spikeball fra sin storebror Andreas. Uden den store ide om, hvordan man skulle opbygge en forening kastede Victor Boers sig ud i det, og han fik hurtigt mange af sine klassekammerater og venner til at bakke op om projektet.

Og med sin nye forening har Victor Boers udlevet sin drøm om at udbrede sin glæde ved en sport, som hans storebror introducerede for ham.

Victor Boers har samtidig formået at få flere unge til at bevæge sig, ligesom han har skabt et nyt fællesskab og et samlingspunkt for en masse unge.

Fokus på unges engagement

Det er første gang, prisen Årets Ungeinitiativ uddeles, fortalte DGI’s hovedbestyrelsesmedlem Dan Skjerning til DGI’s årsmøde:

”Vi sætter fokus på unges frivillige engagement og kreativitet, for det er de unge, som selv har løsningerne. Prisen gives til en ung eller en ungegruppe, der udviser ekstraordinært engagement og evne til at aktivere andre unge ude i idrætsforeningerne.”

Om prisen Årets Ungeinitiativ

  • Formålet med prisen er at hylde unge som af eget initiativ og engagement har fået andre unge mellem 13-24 år aktive i eller omkring en idrætsforening, og dermed skabt små frirum i hverdagen.
  • Formålet er særligt aktuelt efter flere undersøgelser har vist, at corona-pandemien har haft negativ effekt på mental trivsel blandt unge.
  • Med prisen ønsker DGI at støtte op om unges frivillige engagement på nye måder og nye veje til at øge idrætsdeltagelsen.
  • DGI og Velliv samarbejder desuden om ImpulsPujlen, der støtter aktiviteter, som får flere unge til at bevæge sig i fællesskab og dermed skaber små frirum i hverdagen.