Skytteforening hjælper børn til fokus i skolen

En konference samler skytteforeninger og forskeres erfaringer med DGI Skydnings projekt FOKUS for børn og unge med ADHD op den 5. november

Skydetrænings effekt på børn og unge med ADHD er temaet for en konference om DGI Skydnings FOKUS-projekt Foto: Bo Nymann

I Bullerup Skytteforening tøver formand Egon Nielsen ikke med at sætte ord på foreningens flerårige arbejde med ADHD-børn.

”Vi har kun gode erfaringer med projektet FOKUS og børnene,” siger han.

Efter to vintersæsoner og én sommersæsons samarbejde med lærere og pædagoger på Rosengaardsskolen i Odense, er han klar til at tage imod endnu flere børn i efteråret og vinteren.

”ADHD-børn fungerer på en anden måde hos os end i skolen. De er mere rolige og mere fokuserede i klubben, måske fordi skydning består af struktureret træning,” fortæller han.

Vi vil gerne være med til at hjælpe nogle børn til at få styr på deres tilværelse

Egon Nielsen, formand for Bullerup Skytteforening

FOKUS på konference

Projektet, som Bullerup Skytteforening har været en del af, hedder ”FOKUS – ro og koncentration gennem skydeidræt”.

5. november inviteres alle, der interesser sig for børn med særlige behov (ADHD, autisme mm.), for skydeidræt og skole-forenings samarbejde, til en opsamlingskonference torsdag 5. november.

Den foregår i DG I-Huset i Vejle.

Her kan deltagerne:

  • netværke med andre med fælles erfaringer.
  • høre en opsamling af erfaringer fra Projekt FOKUS.
  • høre børnepsykiater Søren Dalsgaard tale om børn med ADHD.
  • høre professor ved Syddansk Universitet, Bjarne Ibsen, tale om organisering og perspektiver ved Fokus-arbejde frem over.
  • høre elitesportsskytte Jette Faurby Andersen fortælle om sit liv med ADHD og skydning.
  • overvære en paneldebat om emnet med repræsentanter fra skole, skytteforeninger, kommunen og forældre.

Læs mere her

Let for børnene

Det var let for de frivillige i Bullerup Skytteforening at tage skolebørnene ind i formiddagstræningen.

”Børnene fandt ud af det med det samme efter at vi havde gennemgået programmet for træningen,” forklarer han.

Foreningen kunne næsten stille med en frivillig per barn, alle efterlønnere eller ældre.

”Børnene var nødt til at høre efter det, vi sagde, og gøre det, som vi sagde de skulle. Men det er også den struktur, som ADHD-børn har brug for,” siger han.

Klar til næste hold

Bullerup Skytteforening gik ind i Projekt FOKUS, da DGI henvendte sig og spurgte, om den ville være med.

”Vi sagde straks ja. Vi vil gerne være med til at hjælpe nogle børn til at få styr på deres tilværelse,” fortæller formanden Egon Nielsen.

Han tilføjer, at lærerne siger, at skydetræningen for en del af børnenes vedkommende har hjulpet på deres indlærings- og koncentrationsevne.

”Men vi har ikke fået mange nye medlemmer. Børnene kommer til skolen fra et stort opland og det gør det svære at komme til og fra os,” siger han.

Alligevel er han og de frivillige klar til at tage imod to hold á 20 børn i uge 40.