Volleytræner: Vi skal værne om at lave fejl

Træner Carsten Olsen skridter langsomt rundt om volleybanen, mens han observerer de 15 teenagepiger, der er fordelt i to hold på hver side af nettet i Gladsaxe Sportscenter. De øver hævninger og smash, men på intet tidspunkt råber han eller gestikulerer til spillerne, hvad de skal gøre. Pludselig kalder Carsten Olsen spillerne til samling.

"Hvad er sværest ved den her øvelse?" spørger han ud i rundkredsen, hvor spillerne er stille et par sekunder, inden en byder ind:

"Det er timingen i hævningen op til smashet," lyder det.

Flere af pigerne nikker samtykkende. Kommentaren løsner op i gruppen, og så går snakken lystigt et par minutter, inden Carsten Olsen sætter spillerne i gang igen.

Udvikling kræver fejltrin

Seancen gentager sig, bedst som spillerne ellers er i gang med at øve server, smash eller blokeringer. Det kan virke som rundkredspædagogik, men for Carsten Olsen er det en bevidst strategi.

"Vi skal værne om at lave fejl, for det er dem, der udvikler os mest. Hvis du ikke prøver at hoppe, når du skal serve til træning, så udvikler du aldrig den del af spillet. Så det er et forsøg på at italesætte det her med at turde lave fejl. For det kræver også, at man er i stand til og tør sætte ord på det, man synes er svært," forklarer han.

Det er en grundholdning i tilværelsen, som han prøver at give videre til sine spillere. Til daglig arbejder han i udviklingsafdelingen hos enzymvirksomheden Novozymes i Bagsværd. Og måske er det hans naturvidenskabelige baggrund, der har formet hans holdning til fejl.

"Når vi skal udvikle et nyt produkt, så prøver vi en masse ting af. Langt det meste fejler. Efter to år står vi måske med noget brugbart, men vi var aldrig nået derhen, hvis ikke vi havde været forbi en masse blindgyder. Det er måske den tilgang, jeg har taget med i mit trænerarbejde," funderer han.

Carsten Olsen har været volleytræner i 20 år. Hans egen datter træner også på holdet i Lyngby-Gladsaxe Volley. Foto: Bo Nymann.

Frirum til at øve sig

Carsten Olsen har været træner i 20 år i Lyngby-Gladsaxe Volley, og han har trænet næsten alle årgange i ungdomsrækkerne og begge køn. Uanset hold og køn har han prioriteret det sociale og den enkelte spillers udvikling.

"Mit mantra er, at vi arbejder ikke for at være de bedste, men for at blive bedre. At spille volley hos mig er ensbetydende med, at man er i en øvearena – ikke en præstationsarena. Det har de rigeligt af i skolen. Det er som om, hele deres fremtid afhænger af karakterer allerede fra folkeskolen. Derfor skal volley være deres frirum. Et øverum, hvor de har lov til at begå fejl," siger Carsten Olsen.

I alle årene som træner har en af de væsentligste udfordringer været at fastholde spillerne. Og det skyldes ikke kun, at volley er en nicheidræt. Det er også sket noget uden for idrætten og foreningslivet. Det bliver især tydeligt, når folkeskolens afgangseksamener nærmer sig i 15-16 års alderen.

Karakterræs presser spillere

Carsten Olsen oplever hvert år spillere i 9.-10. klasse, der i foråret fortæller, at de vil drosle ned for volley, fordi eksamen nærmer sig. Det er et sygdomstegn, mener han.

"Det er rigtig vigtigt, at de har det frirum, hvor alt ikke går op i karakterer. Desværre ser vi også ofte, at det sker efter pres hjemmefra. Og det forstår jeg virkelig ikke. Vi forsøger at gå i dialog med spilleren og forældrene, men det er svært."

Et af de helt store problemer er, ifølge Carsten Olsen, 7-trinsskalaen og den måde, skolesystemet vurderer og belønner eleverne.

"Den træningskultur og det mind-set, vi prøver at give til spillerne, bliver ikke belønnet i uddannelsessystemet. Der er ingen point for at være kreativ eller tænke ud af boksen. Fejl belønnes ikke. Og jeg oplever, at den tankegang og det pres især rammer piger hårdere end drenge," siger Carsten Olsen.

Bakker hinanden op

En af de spillere, der med egne ord har nydt godt af Carsten Olsens fejl-filosofi, er 15-årige Rikke Christensen. Hun har spillet volley, siden hun var ti. Træningen og kammeratskabet på holdet blev hurtigt en ventil for de frustrationer, hun ofte oplevede i skolen.

"Min skolegang har været ret svær til tider. Jeg kunne aldrig få 12, især ikke i fag som dansk og matematik. Men idræt, det er dér, jeg ’shiner’. Jeg kan enormt godt lide volley. Det er en holdsport, hvor alle kan bidrage uanset størrelse. Vi har et virkelig fedt fællesskab, hvor vi bakker hinanden op. Og så er Carstens tilgang fantastisk. Han er altid rolig, altid positiv, uanset om vi laver fejl. Det gør, at man tør prøve et slag eller en hævning, man ikke lige mestrer," siger hun.

I 8. klasse fandt Rikke Christensen ud af, at hun er ordblind. Det er en del af forklaringen på udfordringerne i skolen, men volley har givet hende mere end succesoplevelser på banen. Hun har også fundet et kammeratskab og en selvtillid, hun har taget med uden for stregerne. 

"Mange piger er bange for at sige noget forkert, fordi drengene så griner af dig. Men den barriere har jeg ligesom krydset, og det har jeg taget med mig videre i skolen."

15-årige Rikke Christensen. Foto: Bo Nymann.

Retter aldrig i kamp

Det kræver tålmodighed at fremelske en holdånd og en træningskultur, der omfavner fejl. Det kræver nogle grundregler, som spillerne kan læne sig op ad og være trygge ved. I Lyngby-Gladsaxe Volley betyder det, at Carsten Olsen aldrig retter på spillerne under kampe. Han og spillerne giver altid hinanden positiv og konstruktiv feedback.

"Volley er på mange måder ligesom tennis og badminton; en fejl koster dig pointet. Her går det bare ud over hele holdet. I fodbold og håndbold kan spilleren redde en dårlig aflevering fra holdkammeraten. I 95 procent af tilfældene ved den enkelte godt, hvad man kunne have gjort anderledes. Det behøver man ikke andre til at fortælle en. Hvis man retter på en kammerat, så skaber det i langt de fleste tilfælde en psykisk ubalance hos hende, hvilket får en negativ indvirkning på spillet efterfølgende," siger Carsten Olsen.

Han opfordrer endda spillerne til at prøve nye slag af i kampene. Velvidende, at det kan koste. På den korte bane i hvert fald. Men at turde prøve er en gevinst på længere sigt, mener han.

"Hvis du ikke prøver tingene af i kamp, udvikler du dig heller ikke, for du kan ikke skabe samme intensitet og pres til træning, som du kan til kamp. Når vi så evaluerer kampen bagefter i omklædningsrummet, holder vi den positive ånd: ’Fedt du prøvede et nyt slag’ eller ’bare bliv ved, næste gang sidder den der’," siger Carsten Olsen.