Årets Træner 2022: ”Der er kommet stort fokus på, at en klub ikke bare kører af sig selv”

Sidste års vinder af Årets Træner, Katrine Storm Piper, tror på, at titlen har givet et øget fokus på de frivilliges indsats i klubben. Nu kan du igen indstille din træner til den fornemme pris.

"Jeg var bare overrasket og stolt og glad over, at jeg vandt,” fortæller Katrine Storm Piper, der sammen med titlen som Årets Træner 2022 modtog 50.000 kroner til at bruge i sin forening. Foto: Palle Peter Skov

Hvert år kårer DGI en sand ildsjæl af en træner som Årets Træner/Trænerteam. I 2022 var det Katrine Storm Piper fra Værløse Basketball Klub, der løb med den flotte titel. Hun husker stadig tydeligt, hvordan hun til en helt almindelig baskettræning i november blev kåret som vinderen af Årets Træner i DGI.

”Det var en kæmpe overraskelse, og jeg blev meget rørt og enormt glad – mest af alt rørt over, at der var nogen fra klubben, som havde indstillet mig med så flotte ord og så flotte tanker bag. Og så var jeg bare overrasket og stolt og glad over, at jeg vandt,” fortæller Katrine Storm Piper.

Titlen har ikke kun fået betydning for Katrine selv, men for hele klubben. Især har det givet ekstra opmærksomhed på særligt ét vigtigt område:

”Det har betydet, at der er kommet stort fokus på, at en klub ikke bare kører af sig selv – der skal nogle frivillige til,” fortæller Katrine Storm Piper.

Skal din træner være Årets Træner/Trænerteam 2023?

Nu kan du indstille din egen træner/trænerteam ved at svare på spørgeskemaet.

Deadline for indstillinger er den 4. september.

Pengene skal bruges på det helt rigtige

Værdierne i Værløse Basketball Klub er fællesskab, oplevelser og udvikling – og håbet er, at den pengepræmie på 50.000 kroner, der fulgte med titlen som Årets Træner, kan understøtte netop de værdier og gavne klubbens forskellige hold.

”Der er blevet brugt en lille smule, men ikke det hele. Det er jo svært, for vi vil gerne bruge pengene på det helt rigtige. Vi har brugt en lille smule på nogle træningsredskaber, som vi synes, vi stod og manglede, særligt til de små, for eksempel små hække til at hoppe over og bolde,” fortæller Katrine Storm Piper.

Udover træningsredskaberne har klubben flere ting i støbeskeen. Både flere redskaber, men også en skillevæg til at opdele hallen, særligt når børneholdene træner sammen lørdag formiddag. Og så er et øget pigefokus også i tankerne.

”Vi har planer om at have et øget fokus på pigerne – altså en decideret pigestrategi i klubben. Der har vi ikke noget konkret at bruge pengene på, men nogle af pengene kunne måske bruges til for eksempel arrangementer, turneringer eller lignende – så der er flere ting i spil.”

En god træner skaber ikke blot gode sportsresultater

Nu kan du indstille den eller de trænere, som fortjener at blive kåret som Årets Træner/Trænerteam 2023. Til foreningerne, som sender indstillinger af sted, har Katrine Storm Piper en påmindelse:

”Man skal huske ikke kun at se på det rent sportslige – en god træner er ikke kun en træner, der skaber resultater. En god træner er en, der favner bredere og også ser andre i foreningen end kun eget hold – og også ser den enkelte spiller som mere end bare en sportsudøver, men som et helt menneske.”