Ekspert: Brug vinteren til at opbygge din grundform

Ekspert i skader og genoptræning Henning Engberg vejleder dig i, hvordan du undgår et formdyk i løbet af vinteren.

Målret din træning om vinteren og brug den til at opbygge en solid grundform, lyder rådet fra ekspert Henning Engberg.

Vil du undgå et formdyk i løbet af vinteren, skal du planlægge og tilpasse din træning og finde måder at fastholde motivationen gennem de mørke måneder.

Vinteren er på vej, og mørke, kulde og regn er ikke de sjoveste forhold at træne under. For mange betyder det nedprioritering af træningen eller endda helt træningsstop henover vinteren.

Et par måneders pause fra træningen kan dog have store konsekvenser for din form, og både styrke, kondition og udholdenhed vil hurtig blive påvirket negativt.

Udnyt vinteren til at opbygge din grundform

Uanset om du er løber, gymnast, fodboldspiller eller noget helt andet, er det oplagt at bruge vintersæsonen til at opbygge din grundform, så du er klar til forårets træning. Du har mulighed for at øge din krops overskud gennem styrketræning, intervaltræning og stabilitetstræning, og derved øge din præstation og forebygge skader.

Succeskriterier

For at sikre at du får succes med din træning, er der fire hovedpunkter du skal tage afsæt i, når du planlægger træningen.

  • Prioriter din tid og din træning
  • Opstil mål og læg en god plan for din træning, så det er realistisk at passe ind i din hverdag
  • Træn så specifikt og målrettet som muligt
  • Test og re-test, så du kan se, om du når dine mål

Det er ikke svært at finde et træningsprogram, der forklarer dig hvordan du kan holde formen hen over vinteren. Men for at et træningsprogram skal give mening for dig, er det vigtigt, at du på forhånd gør op med dig selv, hvad du gerne vil have ud af træningen.

Om det er muskelstyrke, eksplosivitet, stabilitet eller noget helt andet der skal trænes, afhænger både af dit udgangspunkt – og endnu vigtigere – hvad det er du gerne vil opnå.

Vælg et specifikt mål du nemt kan evaluere

Først skal du vælge et fokus for din træning. For nogle vil det være at holde formen ved lige, mens det for andre vil være at forebygge skader eller at træne op til bedre præstation i den idræt, de dyrker. Ingen af delene er forkert, så længe træningen bidrager til, at du opnår dit mål.

Vælg et mål, der er specifikt og samtidig nemt at evaluere. Måske vil du blive hurtigere til at løbe 5km, kunne accelerere hurtigere i din sprint eller blive mere eksplosiv i dine afsæt.

Når du har fundet dit mål med din træning, kan du opstille nogle mindre delmål, som kan hjælpe dig på vej mod dit hovedmål, og som du kan evaluere undervejs, så du sikrer, at din træning går den rigtige vej. Måske du bliver hurtigere i dine intervalløb, øger vægten i din styrketræning eller bliver mere udholdende i din stabilitetstræning.

Hvad skal din træning indeholde?

Indholdet af din træning defineres af dine mål. Ofte vil en kombination af flere typer træning tilsammen give et godt resultat. Dit træningsprogram kan for eksempel bestå af:

  • Opvarmning
  • Konditionstræning (intervalløb, cykling m.m.)
  • Stabilitetstræning (f.eks. knæstabilitet, core-øvelser)
  • Formel styrketræning i fitnesscenter
  • Funktionel træning (f.eks. eksplosive afsæt, hop/landing)

Har du spørgsmål  om fysisk træning, skader og genoptræning, så send det til Henning Engberg på udspil@dgi.dk