Streetidræt præges af køns ulighed

Kønsnormer, selvopfattelse og maskuline udtryk hæmmer unge pigernes lyst til at dyrke parkour, skateboard, street soccer og basket.

Du kan se det med det blotte øje: Det er fyrene, der skater, dyrker parkour, spiller street basket og soccer og kører på bmx-cykler. I gadebilledet og i faciliteter bygget til lejligheden.

Unge piger ses til nød som tilskuere til fyrenes udfoldelser.

Kun få gange markerer de sig i streetidrætterne sådan som parkourudøveren Signe Højbjerre Larsen og de to hold ved det netop afviklede DM i street soccer fra FC Nivå og Haps Haps fra København gør.

Til gengæld erobrer fyrene gladelig skateranlæggene, parkourbanerne og de mange multibaner, der efterhånden står i talrige byer rundt om i landet.

Årsagerne til den ulighed i kønnenes engagement i streetidræt har Ane Rottbøll Jørgensen nogle gode bud på.

Hun er pædagogisk medarbejder i By X ved Københavns Kommune og har skrevet et universitetsspeciale om kønnet i byrummet ved Roskilde Universitet.

Normer styrer

Set med Ane Rottbøll Jørgensens øjne er den måske allervigtigste grund til de unge pigers fravær i streetidræt, at de som piger lægger større vægt på ikke at falde uden for end på eventyr.

”Piger er ekstremt bange for at træde ved siden af den forestilling, de har om at være en pige”, siger hun.

Deres selvbilleder af den ’rigtige’ pige præges af opdragelse, fyrenes reaktioner og mediefremstillinger.

I sit speciale ’Med kønnet i byen’ har hun interviewet en række piger i Aalborg om deres brug af byen. Her slår de utvetydigt fast, at:

”Det man laver som piger er at gå på café og shoppe, hvor drengene kan lide at stå på skateboard og spille fodbold for at vise muskler og være maskuline”.

Kontrol er vigtig

Forskellen i den måde fyrene og de unge piger kaster sig ud i streetidræt viser sig på flere måder, nævner Ane Rottbøll Jørgensen.

”Mange af pigerne ser ikke sig selv som aktive i streetidræt. De ønsker f.eks. ikke at løbetræne i byen, men gerne på et løbebånd i et fitnesscenter i vinduet ud mod gaden”, siger hun.

Pigerne føler sig afklædte i det offentlige rum, hvis de mister styringen og signalerne om sig selv på den måde, det vil ske, hvis de kaster sig ud i mere maskuline og vilde aktiviteter.

”De fortæller mig, at de gerne spiller street basket i deres hjemby, men ikke når de tager ind til Aalborg, hvor der f.eks. er en bane på havnefronten, hvor drengene tit spiller. Men i byen føler de, at de skal optræde på en anden måde end hjemme og det vil de ikke”, forklarer Ane Rottbøll Jørgensen.

Velkendt ramme

Der kan være flere veje ud af de markante kønsforskelle i streetidrætten.

”Hvor fyrene hurtigt redefinerer deres spil, hvis der dukker nye op og vil være med, vil de unge piger helst ikke forstyrres af deltagere, de ikke kender i forvejen”, hævder Ane Rottbøll Jørgensen.

Det kan ændre rammen om det, de laver. Og dermed udfordre styringen af de signaler, de udsender om sig selv. Det er igen frygten for at udstille sig ved at optræde anderledes end de føler normen foreskriver.

”Så pigerne skal kende rammen om den idræt, de laver. Stederne skal helst ligge tæt på de steder, de færdes i byrummet og de vil gerne have rollemodeller, der viser dem, at det er ok at optræde som de gør”, siger hun.

Vigtigst er det måske at koble trænere og foreninger på de idrætsfaciliteter, der er i byrummet, for at sikre den faste, trygge ramme. Pigerne lægger mere vægt på det sociale end det konkurrenceprægede miljø.

Nye typer faciliteter

Tag på en tour de streetfaciliteter og du vil se de unge fyre dominere i antal og aktivitet uanset hvilken type streetidræt, vi taler om.

Anlæggene kan virke utilgængelige, hvis ikke man maser på for at være med i det maskulint prægede univers.

”De unge pigers favoritsteder er dér, hvor der er andre, og hvor de kan skabe et privat rum blandt andre”, siger Ane Rottbøll Jørgensen.

Derfor foreslår hun, at ordet bevægelse måske ikke kun skal handle om at få pulsen op på anlægget.

”Hvorfor ikke sætte en barriére ind, som de unge piger skal forcere eller kravle op ad for at finde frem til et sted, hvor de synes, at det er hyggeligt at hænge ud sammen nær fyrene?”.

Nok kan byplanlægning ikke ændre kønnet. Men den kan stille faciliteter til rådighed, som bedre kan fremme de unge pigers lyst til at bevæge sig – om ikke andet så med andre piger eller på mere utilgængelige tiskuerpladser.

”På den måde tror jeg, at man kan skubbe til de unge pigers tro på, at de kan være aktivt med i streetidrætten”, understreger Ane Rottbøll Jørgensen.