Ny badminton-gadget holder styr på scoren

Lille-bitte ketsjer-knap skal udrydde spørgsmålet; "hvad er det nu, det står?".

En lille ketsjer-knap og et trådløst display. Det skal gøre det nemt at holde score og give mere se-værdige kampe. Foto: Morten Dahl

'Poingi' er en gadget til din badmintonketsjer; en lille knap, der monteres på keglen mellem greb og skaft, som du kan trykke på, hver gang du får et point. 

Den er trådløst forbundet med et display, der viser din score, og har din modstander samme udstyr, ja, så ved alle altid, hvad stillingen er.

Gedget'en er udviklet af Morten Dahl fra Kolding, og han håber, at den i fremtiden kan udrydde spørgsmålet om, hvad det nu lige er, det står.

"Jeg er selv motionsspiller og har altid haft problemer med at huske, hvad der står i kampens hede. Og jeg kunne jo høre, at dem på banerne ved siden af havde samme problem. Så det måtte der kunne findes en løsning på," siger ham om, hvordan idéen til Poingi opstod. 

6,8 grams ketsjer-gejl

Under udviklingen af Poingi har Morten Dahl løbende præsenteret sin gadget for nye spillere, og ét spørgsmål går igen: Bryder den ikke balancen i ketsjeren? Men til dét svare opfinderen promte nej.

"Gadgeten vejer 6,8 gram, og den sidder meget tæt på ketjerens tyngdepunkt - helt nede ved håndtaget. Så påvirkningen er forsvindende lille," siger Morten Dahl og fortsætter: 

"Vi har lavet en blindtest, blandt andet med elitespillere, og de kan ikke mærke, om gadgeten er på eller ej."

Genial til motionister

Badmintonklubben Kolding BK er blandt testerne af Poingi, og her har både motionsafdelingen og ungdomsafdelingen haft den nye gadget i brug.

Poingi er genial, når vi snakker motionister. Ofte kan man ikke huske, hvad der står, men her skal man bare huske at trykke på knappen

Carsten Jakobsen, formand i Kolding BK

"Poingi er genial, når vi snakker motionister. Ofte kan man ikke huske, hvad der står, men her skal man bare huske at trykke på knappen. Jeg kunne godt forestille mig, at det er økonomisk for nogle af herrerne, når der spilles om en kasse øl - så skal der ikke diskuteres, om hvad stillingen er bagefter," siger Carsten Jakobsen, som er formand i klubben.

Til gengæld regner han ikke med, at Poingi skal med på banen, når der spilles stævner og turneringer blandt elitespillerne.

"Man kan ikke regulere bagudrettet, dvs. hvis man kommer til at trykke en gang for meget på knappen, så kan man ikke trække det ekstra point fra igen," siger han og fortsætter:

"Det er uhensigtsmæssigt. Så skal man nulstille den og tælle pointene op igen, og det kan man ikke gøre to-tre gange i løbet ad en kamp. På børneniveau, når vi taler D- eller C-rækken, kunne vi måske godt tænkes at bruge den. Jeg tror, det kunne været godt nok til at hjælpe de forældre, der tæller kampene."