Trænere på tur: Inspiration fra de bedste til de yngste

Italienerne er dygtige til at få rigtig mange børn til at spille basketball. Derfor var en dansk delegation af børnebaskettrænere i november på studietur til Rom for at hente inspiration.

Hold godt fast. Nu kommer det. Italien har 155.000 basketballspillere under 12 år. Skal vi lige la' den stå et øjeblik? Det er altså rigtig mange! Og det er ikke nogen tilfældighed.

I mere end 50 år har det italienske basketballforbund, Federazione Italiana Pallacanestro, nemlig arbejdet specifikt og målrettet med basketball i børnehøjde. Et arbejde, der har involveret læger, pædagoger, psykologer og et hav af basketballtrænere.

"Italienerne har længe været førende inden for udvikling af minibasket og børnebasket, og de har ikke mindre end 8.000 licenserede minibaskettrænere. Derfor er Italien et oplagt sted at starte, hvis man vil have flere børn og unge til at spille basketball," udtaler Mads Bojsen, basketballkonsulent ved DGI Basketball og Danmarks Basketballforbund.

Børnene skal elske hallen

Derfor var det også 16 forventningsfulde danske basketballtrænere samt udvalgte folk fra DGI Basketball og Danmarks Basketballforbund, der var et smut i Rom den 3.-6. november 2016 for at hente inspiration hjem til andedammen. Og lad det være sagt med samme. Alle forventningerne blev indfriet.

"Vi oplevede blandt andet en forrygende træning for de 5-6-årige og de 7-8-årige. Det var meget inspirerende at se, hvordan italienerne har stor fokus på at lære børnene at elske hallen, farverne, duften og i det hele taget at få vækket nogle følelser i børnene, når de er til basketball," fortæller Mads Bojsen.

Selve træningen tog udgangspunkt i en storytelling, hvor en fantasiverden blev bygget op med billedet af, at børnene var bier, der skulle samle honning, beskytte deres bistader, sværme sammen og hver for sig osv. Børnenes evne til at koncentrere sig, lytte og forstå, og ikke mindst gøre, som der blev instrueret, var enestående set med danske øjne.

"Hver øvelse var kort og præcis  helt ned til 30-45 sekunder  med små hyppige justeringer, der både udfordrede og fik alle med. De lidt større børn trænede derefter videre med legen som udgangspunkt, men fokus var stadig på motorisk træning og forståelse af rum og tid. Børnene var på intet tidspunkt i tvivl om, hvad de skulle, hvor de skulle hen og hvorfor det var sådan," påpeger Mads Bojsen.

Han bemærkede også, at øvelserne var designet til at holde alle børn aktive samtidigt.

"Der var ingen spillere, der stod stille i en kø. Så trænede de driblinger eller lavede noget andet, mens de ventede. Jeg noterede mig også, at mange af øvelserne faktisk startede, når en af børnene lavede en bevægelse og ikke når træneren fløjtede eller gav tegn, som vi kender det fra de danske haller," siger Mads Bojsen.

De mindste prioriteres

Organiseringen og strukturen i det italienske basketballforbund er markant anderledes end på vores breddegrader. Italienerne har siden 1965 haft en afdeling i forbundet med bestyrelse, ansatte og økonomi, der udelukkende handler om basketball for børn under 12 år.

"Den røde tråd i det italienske forbunds arbejde er meget tydelig og utroligt grundig. De inddrager en lang række fagpersoner, hvilket har afstedkommet nogle meget tydelige og klare mål for, hvordan børnene skal trænes i forhold til alder og udvikling," udtalger Mads Bojsen.

Målene er i virkeligheden meget fundamentale og handler om basale motoriske og fysiske færdigheder, at forstå tid og rum, samt ikke mindst at gøre de små basketballspillere selvstændige og i stand til at træffe deres egne beslutninger.

"Det er imponerende, at det rent faktisk kan lade sig gøre at få en rød tråd til at fungere for både de mindste og de lidt større børn. Vi kunne simpelthen se på børnene, hvad det er for nogle kvaliteter italienerne ønsker at fremelske i børnebasketspillerne med mindre teknisk træning og meget lidt fejlretning. Det er netop dét, vi håber sker i Danmark med vores SMART Basketball-koncept," pointerer Mads Bojsen.

Han lagde i øvrigt mærke til, at de italienske børn er markant hurtigere, mere aggressive og tænker hurtigere end danske børn i samme alder, ligesom de har bedre spilforståelse med evne til at skabe frie rum. Til gengæld er mange danske børn bedre rent teknisk, fx i forhold til skud, men derfor er det stadig meget læring at hente.

Kufferten blev fyldt

Sammen med resten af den danske delegation er Mads Bojsen kommet hjem fra Italien overbevist om, at det godt kan lade sig gøre at gennemføre en kulturændring og indføre en råd tråd i hele børne- og ungdomsarbejdet. Og så er kufferten også blevet fyldt op med et hav af konkrete øvelser, der skal implementeres på DGI's og DBBF's fremtidige trænerkurser.

"Det er tankevækkende, at en italiensk minibaskettræner skal have et licenskursus på 40 timer, mens et SMART-kursus i Danmark tager seks timer. Måske skal vi have endnu større fokus på uddannelse fremover. Det er bestemt en overvejelse værd," udtaler han.

Han glæder sig dog først og fremmest til, at den italienske delegation kommer til Danmark i starten af februar næste år, hvor de skal skal overvære og drøfte dansk basketballtræning sat op mod italiensk basketballtræning, og ikke mindst afholde en masse clinics.

"Vores mange danske trænere skal ved selvsyn opleve den viden, vi har fået. Det kan forhåbentligt også være et grundlag for at implementere en masse af italienernes idéer," slutter Mads Bojsen.