Hvad er det fedeste ved den nye MTB-uddannelse?

Der er mange gode grunde til, at det er en rigtig god ide at tage DGI's nye instruktøruddannelse for mountainbikere.

Der blev "nørdet" teknik på sporet i Silkeborg, da undervisere gjorde sig klar til at gøre dig en bedre instruktør. Foto: Mette Thorning

DGI's nye MTB-instruktøruddannelse bliver skudt i gang over hele Danmark i løbet af foråret. 

Og skal man tro de MTB-entusiaster, der skal være undervisere på instruktør-uddannelserne er der virkelig noget at glæde sig til som deltager.

Overskuelig uddannelse med fokus på teknik

24 instruktører har været samlet en helt weekend i skovene ved Silkeborg for at blive helt klar til at kunne undervise på den nye uddannelse - og vi har stillet følgende spørgsmål til tre af de nyudklækkede undervisere på MTB-instruktøruddannelsen:

Sådan er den nye instruktøruddannelse bygget op

MTB-instruktøruddannelsen består af ét grundkursus og tre teknikkurser:

Hvad synes du er det fedeste ved den nye MTB-instruktøruddannelse?

Tommy Rybka: "Det fedeste ved den nye uddannelse er, at det bliver mere overskueligt og nemmere for de kommende instruktører. Man får et godt undervisningsværktøj til at blive en bedre instruktør både for begyndere og især for de øvede ryttere."

Katy Petersen: "Nu kender jeg ikke den gamle, så det er svær for mig at sammenligne. Men det fede ved denne er, at det er teknikken der er top prioritet. Alle kan cykle, men de fleste af os skal faktisk starte forfra, når vi kommer i skoven, for der er teknikker, der både gør det mere sikkert, hurtigere og en hel del sjovere at køre mountainbike. Og det er det, der er fokus på i den nye uddannelse."

Christoffer B. Stjernholm: "Den fokuserer på teknik og bevægelsesmæssig udvikling fremfor puls intervaller og kondition. Vi viser, at det er i orden at lege og dygtiggøre os i det bevægelsesmæssige aspekt af MTB. Det skal gerne vise vores kursister, hvordan det kan blive sjovere og mere sikker at køre mountainbike."

Derfor er Tommy, Katy og Christoffer instruktører

Vi har også spurgt de tre MTB-entusiaster om:

Hvad man får ud af at undervise andre i at blive bedre på mountainbike?

Tommy Rybka: "Det er udfordrende at være instruktør i mountainbike, og man lærer at se tingene fra flere sider når mountainbikere skal lære en ny teknik og have rettet gamle vaner og fejl. Man bliver også klart bedre til kommunikation for at få alle med. Mine egne tekniske færdigheder og sikkerheden på cyklen er også blevet bedre, fordi jeg er nødt til at tænke over forskellige øvelser og metoder til hver forhindring, så jeg får så mange med som muligt uanset deres niveau."

Katy Petersen: "Man gør det sjovere at køre mountainbike - og det er fedt at dele noget, der er sjovt. Så bliver jeg også bedre selv og lærer at læse skoven på en anden måde."

Christoffer B. Stjernholm: "Jeg får glæde og energi ud af at dele min begejstring for MTB med andre. Kan jeg samtidig give dem nogle færdigheder, der gør deres tur i skoven sjovere, reducerer antallet af ulykker og giver en bedre oplevelse for alle skovens brugere, er det med til at sikre min egen mulighed for at kunne køre MTB i skovene i fremtiden."