3 tips til at holde dig varm, kære fodbold målmand
Det er en udfordring for fodboldmålmænd at holde sig varme - særligt i kamp. Selvom den perfekte løsning ikke findes, kan du alligevel gøre det både mere behageligt og mere sandsynligt, at du snupper næste skudforsøg.
Du står og venter. Og venter. Og fryser. Pludselig skal du være klar, da modstanderholdets svar på Kylian Mbappé snyder den halvtunge midterforsvarer og er alene igennem med dig: målmanden.
For at stå bedst rustet til at snuppe bolden i en situation som ovenstående, er det vigtigt, at du ikke har det pivkoldt. Det gør nemlig ikke noget godt for målmænd - hverken på motionsplan eller i Randers FC, hvor den tidligere Superligamålmand Erik Boye i dag er målmandstræner.
“Hvis du som målmand lever på hurtige reflekser, smidighed og hurtighed, så hæmmer kulden dig. Du mister nogle procenter, og derfor er det vigtigt at holde sig nogenlunde varm,” siger Erik Boye, der i løbet af sin aktive karriere blandt andet spillede i AGF og Vejle Boldklub.
“Der er ikke en perfekt løsning, men du kan alligevel gøre nogle ting for at undgå den værste kulde. Det er meget individuelt, hvordan kulden påvirker. Det bedste er at prøve lidt forskelligt af til træning og træningskampe og finde ud af, hvad der er bedst for dig. ”
Her kommer han med sine tips til en forhåbentlig lidt varmere målmandsoplevelse.
1. Hænder og fødder: Varmecreme, handsker, uld og poser
Nogle bruger varmecreme på hænder eller fødder, der begge er ret udsatte. Jeg brugte det også selv. Det findes i forskellige styrker, og du skal være lidt varsom med det stærkeste, for det kan godt blive ubehageligt.
Jeg kan huske, jeg prøvede noget stærkt, kornet stads for længe siden. Det gør jeg så aldrig mere. Men prøv dig frem, det kan have en god effekt.
Tæerne er generelt en udfordring. Hvis støvler og sokker bliver våde, er det svært at gøre så meget mere end varmecreme. Jeg ved, at nogle også har forsøgt sig med en plasticpose om foden for at holde den tør, men der kan gå hul på den og fødderne kan rutsje lidt rundt.
Jeg har ikke prøvet dem selv, men jeg har hørt, at du kan få nogle rigtig gode uldsokker. Det er en mulighed, som jeg tror flere og flere benytter sig af, selvom de koster ekstra.
Nogle gange er vi målmænd lidt forfængelige og vil ikke se fjollede ud, men find ud af, hvilke øvelser, du har det godt med, og som virker for dig!
Erik Boye, målmandstræner i Randers FC
2. Hoved og krop: Den rette påklædning
Huen er et fristende valg, men det er bare ikke optimalt, især ikke i kamp. Den kan i værste fald ryge ned og skærme for øjnene. Jeg husker kun én målmand på topniveau, der brugte hue, Jens Martin Knudsen fra Færøerne, der spillede 66 landskampe med sin hvide tophue.
Det bedste er at bruge en halsedisse omkring halsen. Den varmer rigtig godt og forstyrrer dig ikke.
På kroppen er skiundertøj rigtig godt. Det sidder stramt og fylder ikke for meget. Det bruger vi her i klubben. En skiundertrøje med lange ærmer, måske en t-shirt og til sidst kamp- eller træningstrøjen - så er du dækket godt ind.
På benene kan du overveje lange bukser, shorts udenpå og strømper, der går godt op til knæene. Jeg synes, det kan hæmme bevægelserne med de lange bukser, jeg foretrækker shorts, så det skal være koldt, før det er relevant. Men igen, det er individuelt hvor kuldskær, du er.
3. Øvelser: Hold dig i gang
Når der sker meget i kampen, og du har en masse at se til, går det måske fint med at holde varmen. Adrenalinen kører rundt i kroppen, og du er nødt til at bevæge dig. Men når bolden er langt fra feltet, og kulden truer, kan du stadig gøre noget for at holde dig klar.
Men inden da skal du sørge for et godt udgangspunkt, så snup en god opvarmning. Få varmen - du må gerne svede. Herefter skifter du tøjet, du har svedt i. Hold dig varm indtil kampstart.
Når kampen er i gang, kan du håbe, at du får noget at lave. Hvis ikke, kan du for eksempel lave sidestep, armsving og udstrækningsøvelser. Du kan også løbe lidt rundt inde i feltet. Prøv så vidt muligt at holde kroppen varm og musklerne smidige. Du kan også gå lidt mere til den med englehop og andet, der får pulsen op. Men pas på med at blive helt forpustet.
Nogle gange er vi målmænd lidt forfængelige og vil ikke se fjollede ud, men find ud af, hvilke øvelser, du har det godt med, og som virker for dig.