Derfor er førstehjælp vigtigt for dig som kajakroer

Førstehjælp på land er én ting, men på vandet i kajakken er det noget helt andet. Hvis noget går galt på vandet, er det altafgørende, at du ved, hvad du skal gøre.

Underafkøling er en af de væsentligste farer ved at ro kajak, så det er vigtigt at vide, hvordan du håndterer det. Foto: Bo Nymann

Du har garanteret allerede bestået et førstehjælpskursus.

Læs også: Hold varmen på det kolde vand

Men dagene, hvor ét førstehjælpskursus gjaldt for alle, er ovre. I dag er kurserne specifikt tilpasset målgruppen for at gøre dem så relevante og virkelighedsnære som muligt.

DGI anvender Dansk Førstehjælpsråds standard for Førstehjælp ombord på mindre fartøjer og i søsport. Kurset er en del af uddannelsen til havkajakinstruktør. Men selv hvis du allerede har bestået kurset, bør du sørge for at opdatere dig selv med et nyt hvert andet år.

Hvis du falder i vandet, bliver du ret hurtigt underafkølet. Og du kan meget nemt komme ud i, at du vælter i din kajak

Karina Kjeldsen

Vigtigt at have overskud

Også for kajakroere, som ikke er instruktører, er der god grund til at være opdateret på førstehjælpen. Det mener havkajakinstruktør og førstehjælpsinstruktør ved Dansk Røde Kors Karina Kjeldsen.

”Jo mere viden du har, jo bedre kan du håndtere, reagere og handle i en situation, som man aldrig kan forudsige. Det er bare vigtigt, at der er en, der handler, og som har en form for overskud, fordi personen har trænet det og haft praktiske øvelser,” siger hun.

Hvis en gruppe kajakroere bliver udsat for en ulykke, og ingen er trygge i førstehjælp, kan det resultere i handlingslammelse. Det kan blive fatalt, når det gælder om at handle hurtigt. 

”Du er i større risiko for at gå i panik, hvis du aldrig har været på et førstehjælpskursus, eller det er ti år siden. Jeg tror på, at hvis man regelmæssigt er på et førstehjælpskursus, så er der mindre risiko for, at man bliver handlingslammet,” mener Karina Kjeldsen.

Læs også: Svømmehallen er ideel til nybegyndere i kano

Mange farer på vandet

Som kajakroer udsættes kroppen for mange potentielle farer. Først og fremmest er der det fysiske stress på kroppen, som kan resultere i kramper, skader på bevægeapparatet eller generel udmattelse.

Desuden foregår idrætten ude i naturen, hvor du er udsat for elementerne og farer fra brandmænd, tæger, fjæsinger, bjørneklo og meget andet. Det farligste er dog idrættens væsentligste element, nemlig vandet. 

Karina Kjeldsen instruerede på et førstehjælpskursus ved Stevns Havkajakklub.Karina Kjeldsen instruerede på et førstehjælpskursus ved Stevns Havkajakklub.Foto: Bo Nymann

”Faren er typisk underafkøling, fordi du ikke klæder dig ordentligt på. Hvis du falder i vandet, bliver du ret hurtigt underafkølet. Og du kan meget nemt komme ud i, at du vælter i din kajak,” forklarer Karina Kjeldsen.

Hun peger også på de mange seniorer, der ror kajak, som en risikogruppe, fordi blodpropper og slagtilfælde forekommer hyppigere for denne aldersgruppe.

Forebyg ulykken

Der er heldigvis mange gode måder at forebygge ulykker på. Et førstehjælpskursus er en god start. Det er også vigtigt altid at have førstehjælpsudstyr og lidt grej med til at reparere kajakken, når du er afsted.

Læs også: Et førstehjælpskursus bør være praktisk

Karina Kjeldsen anbefaler også, at du henter Trygfondens SejlSikkert app på din smartphone. Her kan du følge vejrets udvikling i lige dit område time for time. Du kan også se vindretningen og vindstyrken ude på vandet, som kan være meget forskelligt fra inde på land. Du bør heller aldrig være alene på vandet.

Og så gælder det ellers om at holde hjernen skarp.

”Det er typisk, at blodsukkeret bliver lavt, og du lige har brug for lidt sukker eller lidt varmt at drikke. Så hav lige en bid brød og lidt at drikke med,” lyder Karina Kjeldsens råd.

Du kan læse mere om sikkerhed på vandet på TrygFondens side respektforvand.