Et førstehjælpskursus bør være praktisk

Du kan bedre handle instinktivt, hvis du har prøvet tingene af i virkeligheden. Derfor er det vigtigt, at øvelserne på et førstehjælpskursus er så virkelighedsnære som muligt.

Et førstehjælpskursus er ikke bare et førstehjælpskursus. Hvis du dyrker idræt på vandet, bør førstehjælpsøvelserne også foregå der. Foto: Bo Nymann

”Jeg havde lavet syv kort. To af dem var blanke, og på fem andre var så en skade. En var, at personen, der trak det kort, skulle blive underafkølet uden at fortælle det til de andre, og så skulle gruppen håndtere det problem.”

Læs også: Derfor er førstehjælp vigtigt for dig som kajakroer

Sådan fortæller Karina Kjeldsen, som var ansvarlig for DGI’s Førstehjælpskursus for Stevns Havkajakklub i august. Hun er selv havkajakinstruktør og desuden førstehjælpsinstruktør ved Dansk Røde Kors.

Læg øvelserne ud på vandet

Øvelsen med kortene var bare et af de praktiske indslag på førstehjælpskurset. Kano- og kajakinstruktører skal have bestået standarden Førstehjælp ombord på mindre fartøjer og i søsport, men det er intet krav, at øvelserne foregår på vandet.

De praktiske øvelser er utrolig vigtige, fordi de aktiverer kroppens hukommelse

Karina Kjeldsen - førstehjælpsinstruktør ved Dansk Røde Kors

Det mener Karina Kjeldsen, at de bør gøre.

”Jeg vil klart anbefale at lægge praktiske øvelser ved førstehjælpskurser ud på vandet i kajakken. Det giver noget helt andet end at gøre tingene på land. Det med at sidde i sin kajak og som gruppe hjælpes ad med at finde det rigtige udstyr, håndtere den tilskadekomne og personens kajak gør omstændighederne helt anderledes. Det er super sundt at prøve,” siger hun.

Læs også: Kano og kajak: Værd at vide om vejr, vind og bølger, inden du skal på rotur

De øvrige skader, som kursisterne skulle lære at håndtere på vandet, var en skulderskade, en diabetiker med lavt blodsukker, en blødning på underarmen og en blodprop. På vandet kan du komme ud for lidt af hvert.

Aktiver kroppens hukommelse

De praktiske øvelser på vandet ikke bare viste, men lærte gruppen, hvordan de skal håndtere forskellige situationer. Og det er helt afgørende for indlæringen, at de ikke bare har siddet med ved otte timers forelæsning og PowerPoint-præsentationer. 

”De praktiske øvelser er utrolig vigtige, fordi de aktiverer kroppens hukommelse. Hvis du har prøvet hjertelungeredning, at lægge folk i stabilt sideleje eller at lægge en forbinding, så husker du det bedre. Så kan du bedre handle instinktivt,” siger Karina Kjeldsen.

På førstehjælpskurset arbejder du også med hjertelungeredning, hjertestartere, forebyggelse og alarmering. Og så får du vigtig viden om, hvilket udstyr der er godt at have med, og hvordan du bruger det.

Læs også: Sådan kan I arbejde med sikkerhed i jeres roklub

Karina Kjeldsen understreger, at førstehjælpen er sidste step, hvis skaden er sket, og at man kan gøre meget for at være på forkant og forhindre den. Det kan du læse mere om her