Markant samfundskritik fra DGI's formand

Vi skal indse, at unge har stærkt brug for fysiske fællesskaber.

Alt for mange unge mistrives. Det er en kæmpe samfundsudfordring, som DGI og idrætsforeningerne også har en afgørende opgave i at gøre noget ved.

Sådan lød det fra DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen, da hun holdt den mundtlige beretning til DGI’s årsmøde 6. november i DGI Byen i København.

”Vi har stærke og dygtige unge i Danmark. Men vi har fejlet, når så mange unge mistrives. Undersøgelser viser, at flere og flere unge ikke har det godt, og under corona kunne vi se, at unge overhalede ældre i ensomhed. Det er en vild samfundsudfordring, som vi skal samarbejde om at løse,” sagde Charlotte Bach Thomassen.

Hun pegede på, at idrætsforeningerne skal være et frirum for unge. Fri for præstationspres og med plads til at fejle.

”Idrætsforeningerne skal være det naturlige pusterum fra Instagram og jagten på 12-taller. Hvor fysiske aktiviteter og fællesskaber lader telefonen med 100 filtre, insisterende notifikationer om det de går glip af og ødelæggende algoritmer bliver nede i sportstasken. Til fordel for nærvær, grin, og rigtige kram fra venner og veninder.”

Idrætsforeningen skal være et frirum

Undersøgelser fra blandt andet Center for Ungdomsstudier og tænketanken Mandag Morgen viser, at det vigtigste for unge i forhold til fritidsaktiviteter er fællesskabet og det at have det sjovt. Og otte ud af ti unge ønsker, at idrætsforeningen skal være et frirum.

” Vi skal i højere grad sikre, at idrætsaktiviteterne er motiverende for unge,” sagde Charlotte Bach Thomassen og fremhævede Graasten Boldklub som et eksempel på en forening, der har succes med at fastholde pigerne ved at have fokus på trivsel og fællesskab.

Mange unge falder i dag fra i idrætsforeningerne. Overgangen til et ungdomsliv betyder store ændringer i hverdagen, for eksempel med ny skole, længere transporttid og nye venner. Men årsagen kan også være, at idrætsforeningens tilbud og aktiviteter ikke længere passer til dem.  Måske fordi kravene bliver for store eller presset øges for at opnå resultater og præstere.

”Det er et paradoks, at når unge vælger foreningsholdet fra i teenageårene stiger mistrivslen, særligt blandt pigerne,” konstaterede Charlotte Bach Thomassen.

Læs mere om DGI's årsmøde 2021

Derfor er DGI blandt andet i gang med at omlægge træneruddannelser i for eksempel fodbold, gymnastik og svømning, så der fremadrettet i endnu højere grad fokuseres på, hvad der motiverer medlemmerne.  Vi skal blive bedre til at spørge: Hvad motiverer dig?

Fysiske fællesskaber er en naturlig løsning

Opgaven med at sikre unges trivsel ligger både hos politikerne, uddannelsesinstitutionerne, civilsamfundsorganisationer og flere andre. Og DGI og idrætsforeningerne har bestemt også et ansvar.

”Med DGI’s historie og DNA er vi forpligtet til at forstå og bidrage til nutidens ungeliv. Vi kan i idrætsforeningerne bidrage, fordi aktive fysiske fællesskaber er en helt naturlig løsning på mistrivsel og ensomhed. Unge skal have alt den støtte og frihed, vi kan give dem, så de kan udfolde deres kæmpe potentiale. Vi skal støtte, at unge organiserer idrætsaktiviteter på nye måder, at nye typer af fællesskaber og frivillighed opstår,” sagde Charlotte Bach Thomassen.