Vigtigt fokus på børneattester skal føre til lovændringer

Der er behov for at ændre loven om børneattester, mener DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen. Til et møde med Kulturministeren kom en række forslag på bordet.

Der er behov for at ændre loven om børneattester, så attesterne også viser domme efter skolelærerparagraffen, mener DGI.

Med en artikelserie har Politiken sat fokus på krænkelser i idrætslivet og afdækket, at systemet med børneattester har sine begrænsninger.

I samarbejde med det norske medie VG har Politiken blandt andet afdækket en sag, hvor domme for seksuelle krænkelser blandt trænere i Norge ikke bliver opdaget i Danmark eller andre lande, når den dømte krydser en landegrænse.

Idrætsforeninger i Danmark har pligt til at indhente børneattester når de rekrutterer nye trænere, instruktører og andre personer, der skal have direkte kontakt med børn og unge under 15 år. Men der vil kun være anmærkninger på børneattesten, hvis træneren er dømt i Danmark. Domme i andre lande vil ikke fremgå af børneattesten.

Læs mere om børneattester

Skolelærerparagraffen

En anden udfordring er, at børneattesterne ikke viser, hvis personer er dømt efter den såkaldte skolelærerparagraf, der betyder, at voksne ikke må at have seksuel omgang med unge under 18 år, som de har et betroet ansvar for.

Det var en meget direkte formand for DGI, der over en uge udtalte sig til en række medier på baggrund af Politikens artikler.

”Jeg får ondt i maven, når jeg læser de eksempler der kommer i medierne og de udstiller på samme tid grænsen for den lovgivning, vi har på området,” sagde Charlotte Bach Thomassen til blandt andet DR og Politiken.

Flere løsningsforslag

Derfor havde DGI også en bred mappe med forslag med til møde om børneattester. Et møde som kulturministeren havde indkaldt idrættens organisationer, Red Barnet og Børns Vilkår til på baggrund af Politikens artikler.  

DGI foreslår blandt andet at inddrage Justitsministeriet for at sikre, at eksempelvis udveksling af data mellem lande kan finde sted på børneattestområdet.

Derudover er der forslag om, at idrættens hovedorganisationer automatisk får besked, hvis der er anmærkninger på børneattester, ligesom DGI også anbefaler, at lovgivningen om børneattester ændres, så børneattester omfatter domme efter skolelærerparagraffen.

Samarbejde om løsninger

DGI ser frem til samarbejdet om lovændringerne, også med de børnefaglige organisationer og deres vigtige ekspertise.

For DGI er det vigtigt at samarbejde om lovændringer og at der ikke skabes en falsk tryghed ved at lade foreninger stå alene med opgaven.

”Det vil i praksis være meget svært at hente og dokumentere referencer på trænere og ledere, der kommer fra lande, der ikke har en lovgivning som ligner den danske lovgivning om indhentelse af børneattester,” påpeger Charlotte Bach Thomassen.