Ny samarbejdsaftale mellem DGI og DTF på plads
Officielt: Samarbejdet mellem de to organisationer forlænges uden udløb.
- DGI og Dansk Tennis Forbund har lavet en opdateret samarbejdsaftale
- Aftalen gælder for tilbud indenfor tennis, padel og pickleball
- Aftalen sikrer, at der ikke er dobbeltudbud, og at det fortsat bliver nemmest muligt at være forening
- Aftalen ændrer på, hvad man som forening kan tilgå af tilbud med et medlemskab hos henholdsvis DGI og DTF
- Klubber med medlemskab hos både DGI og DTF kan fortsat tilgå alle tilbud
Siden 2020 har DGI og Dansk Tennis Forbund haft en formaliseret samarbejdsaftale, der samler kræfterne i indsatsen for tennis og padel – og nu også pickleball. Dette samarbejde er nu officielt forlænget uden udløb, så de to organisationer fortsat arbejder tæt sammen for at styrke idrætterne og sikre høj kvalitet og fortsat udvikling til gavn for klubberne og sporten.
Hvad betyder aftalen for foreningerne?
I den nye samarbejdsaftale videreføres de velfungerende ting - så som eliminering af dobbeltudbud, fælles klubudvikling, fælles uddannelsestilbud og fælles stævner- og turneringsudbud.
Som noget nyt justeres der på, hvad man som forening kan tilgå som medlem af henholdsvis DGI og DTF. Det vil fortsat være sådan, at man som klub med medlemskab hos både DGI og DTF kan tilgå alle de ydelser, organisationerne byder på.
Uanset om man er medlem af DTF og DGI er der en række grundlæggende ydelser, man kan tilgå. Det gælder blandt andet klubudvikling med en udviklingskonsulent, Tennissportens Dag og resten af tilbuddene tilknyttet Bevæg dig for livet - Tennis.
Medlemskabet hos DTF er fremover obligatorisk for at deltage i turneringsaktiviteter både som hold og individuelt, uddannelser på et højere niveau end Tennistræner 1 samt gøre brug af talent- og elitearbejdet.
Samtidig er et medlemskab hos DGI obligatorisk for at gøre brug af motionstræf, faglige tværidrætslige kurser og DGI’s grundlæggende tværidrætslige foreningsudviklende tilbud.
I skemaet nederst fremgår det i detaljer, hvilke ydelser et medlemskab i henholdsvis DGI og DTF giver adgang til.
Samarbejde uden udløb
Arbejdsdelingen mellem medarbejderne i DGI og DTF fortsætter som hidtil. DGI har ansvaret for den overordnede klubudvikling. DTF står for uddannelse. Suppleret af unionerne på Fyn, Sjælland og i Jylland står DTF også for turneringer. Desuden står DTF for spillerudvikling under Elite og Talent.
Arbejdsdelingen gælder for både tennis, padel og pickleball.
Samarbejdsaftalen er trådt i kraft fra 1. januar i år, og der er ikke nogen udløbsdato for aftalen.
Tennis, padel og pickleball
Aftalen dækker DGI og DTF’s tilbud til tennis, padel og pickleball. Men indenfor padel er der undtagelser. Således kan man godt spille individuelle padelturneringer uden et medlemskab i en DGI eller DTF-forening. Der kan også deltage hold uden foreningstilknytning i holdturneringen i padel, Arla Protein Ligaen, som dog betaler en højere deltagerpris. Personer uden foreningstilknytning kan også deltage på padeltrænerkurser mod en højere betaling.
Undtagelserne for padel sker i erkendelse af, at padelsporten har en stor andel af udøvere, der spiller udenfor de traditionelle foreninger. Og at det tager tid at foreningsforankre dem. Mens det sker, ønsker DGI og DTF at kunne levere det bedst mulige produkt til medlemsforeningerne.
Glæde i DGI og DTF
Hos aftaleparterne i DGI og DTF er der stor tilfredshed med den nye aftale, som gør, at alle kræfter kan rettes mod at støtte klubberne og udvikle tennis, padel og pickleball i Danmark.
”Vi er rigtig glade for at være kommet i mål med en aftale, som alle kan se sig selv i. Den fjerner usikkerheden for foreningerne og sørger for, at der fortsat ikke er dobbeltudbud og ressourcespild. Samtidig har DGI og DTF sat sig fælles mål, der sikrer fælles ejerskab over udviklingen af tennis, padel og pickleball,” siger hovedbestyrelsesmedlem i DGI, Dan Skjerning.
Dan Skjerning fortæller desuden:
”Vi er superglade for at kunne fortsætte det tætte samarbejde med Dansk Tennis Forbund, så vi kan tilbyde idrætsspecifikke tilbud på et rigtig højt niveau. Derudover er det vigtigt samtidig at kunne tilbyde alle foreninger adgang til de grundlæggende ydelser, enhver idrætsforening har brug for. I DGI har vi et stort fokus på at motivere alle danskere til at deltage i foreningslivet, og en understøttelse til at realisere det, giver vi fortsat til alle DGI-medlemmer”.
Også hos Dansk Tennis Forbund er der glæde over samarbejdet.
”Vi er overbevist om, at den nye aftale bliver en gevinst for alle, der elsker tennis, padel og pickleball. Når nu det ikke lykkedes med et fælles kontingent, er vi i DTF glade for, at der med denne aftale er bedre balance i forhold til medlemsfordelene,” siger formand for DTF, Henrik Thorsøe Pedersen.
”Denne balance og klarheden for medlemsklubberne skal give endnu bedre mulighed for fremadrettet at samle kræfterne i at udvikle vores fælles virke,” tilføjer Henrik Thorsøe.
Han fortæller, at den nye samarbejdsaftale ikke skal stå alene. Der er brug for en ny kontingentstruktur i DTF, så det giver økonomisk mening for klubberne at være med i DTF. Bestyrelsen i DTF vil til forbundets generalforsamling i marts stille et forslag om en ny kontingentstruktur.
Spørgsmål
Har I spørgsmål til samarbejdsaftalen mellem DGI og DTF, så kontakt os gerne:
Thomas Lind
Konsulent på DGI’s Landskontor
Tel: +45 21 57 76 48
Mail: thomas.lind@dgi.dk
Rasmus Rosendahl
Projektkonsulent i DTF
Tel: +45 28 40 82 40
Mail: rar@tennis.dk